Girls on film

I dag var jeg i Cinemateket og den Jonathan Demme-instruerede 70’er B-film ”Fighting Mad”. Filmen var underholdende nok på sine egne præmisser, men det der inspirerede dette indlæg var, at filmen med sin utroligt mandsfikserede historie og form fik mig til at tænke på den såkaldte Bechdel-regel, hvis simple indhold for mig at se har nogle ret bemærkelsesværdige implikationer.

Bechdel-reglen er opkaldt efter tegneserieskaberen Alexis Bechdel, der står bag den feministiske net-serie, ”Dykes To Watch Out For” (som jeg må indrømme ikke at have læst, men som man kan kigge lidt på her), men udtrykket har vundet bredere anvendelse i film kredse. I en af sine striber lader Bechdel en af sine karakterer sige, at hun aldrig gider se en film hvis den ikke lever op til fire simple regler:

1) Der skal være mindst to kvindelige karakterer, der har replikker
2) Disse to karakterer skal have navne, og ikke bare være kendt som ”moren” eller ”kæresten”
3) De kvindelige karakterer skal have mindst en samtale med hinanden
4) Mindst en af samtalerne mellem kvinderne skal handle om noget andet end filmens mandlige karakterer

Det er i al sin enkelhed det. En absolut minimumsstandard for, hvorvidt kvinderne i en film er selvstændige, levende karakterer, eller blot perifere skikkelser i forhold til filmens mande-centrerede handling. Det bemærkelsesværdige ved reglen er, at den sætter ord på noget, som filmgængerne måske ind i mellem lægger mærke til: At den voldsomme kønsmæssige skævhed i forhold ti, hvem der får lov til fortælle historierne på biograflærredet (eller tv-skærmen for den sags skyld) har voldsomme konsekvenser for hvem der fortælles historier om. Historier med relevante, interessante kvinder og kvinderelationer forvises med bemærkelsesværdigt få undtagelser til film, der brændemærkes som deciderede kvindefilm, som man ikke engang forsøger at lokke mænd til at se.

Jeg konstruerede hurtigt i hovedet en liste over de 10 film, jeg har set flest gange i mit liv og så vidt jeg kunne huske, levede kun to af dem op til Bechdel-kriterierne: Lars von Triers ”Idioterne” og George Lucas’ ”Willow” (den onde Dronning Bavmorda og hendes datter Sorsha lægger planer om, hvordan de skal fange og dræbe den nyfødte Elora Dannan – ikke nødvendigvis den form for kvindedialog, Bechdel havde forestillet sig, men alligevel…). Og det ikke kun Hollywood, der skuffer; hverken Jeunet’s ”De Fortabte Børns By” eller Kieslowskis ”Hvid”, der begge var på listen, kunne, så vidt jeg husker, leve op til standarden. Og billedet bliver ikke meget bedre, hvis man kigger på dette års Oscar-nominerede(baseret på egen erindring og en kort internet-søgning):

Avatar (nej)
The Blind Side (nej)
District 9 (nej)
An Education (ved ikke)
The Hurt Locker (nej)
Ingloriuos Basterds (nej)
Precious (ja)
A Serious Man (nej)
Up in the Air (nej)
Up (nej)

Hvis vi går ud fra, at Lone Scherfigs “An Education” lever op til kravene, er det altså stadig kun to af de 10 bedste film fra 2009, der lever op til en skrabet minimumsstandard I forhold til at tage kvinder og deres indbyrdes forhold seriøst som et interessant emne at beskæftige sig med.

Ifølge en artikel fra den glimrende klumme om kønsspørgsmål ”Broadsheet” på Salon.com, er der annonceret 50 spillefilmspremierer med bred distribution på det amerikanske marked i 2010. Af disse har kun 5 kvindelige hovedpersoner (hvilket ikke er det samme som at de lever op til Bechdel-reglen). Disse 5 er: Den nye Sex & the City-film; den nye Twilight-film; Disney-prinsesse-filmen ”The Princess and the Frog” og to romantiske komedier.

Fuck folk, der siger, at der ikke er noget ligestillingsproblem i de moderne vestlige samfund.