Den bedste måde at dræbe en joke på, er ved at gennemanalysere den...

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Hvis man kunne skulle bedømme ud fra udbuddet og populariteten på de danske tv-stationer, ville man nok ikke tænke, at vi levede i en guldalder for Tv-komik. Hvis man kigger på listerne over de mest sete tv-programmer, vil man se, at ingen komedieserier bare nærmer sig popularitetstoppen, og at ingen tilsyneladende kan samle over 200.000 seere pr. afsnit. Danskerne er tilsyneladende kun interesseret i genudsendelser af 90’er-sitcoms som Seinfeld, Venner og Frasier samt danske Klovn, der loopes med daglige afsnit på hver sin kanal. Det samme gør sig gældende for stadigt aktive serier som Simpsons, Family Guy og Two and a Half Men og mindre populære serier som ’Til Death og According to Jim (sidstnævnte er da også så usjov, at den knap fortjener at blive behandlet her). Hver gang en af de danske stationer forsøger sig med at lancere en ugentlig transmission af nye afsnit af en serie; The Office (US) på 3+, How I Met Your Mother på TV3, The Thick of It på DR2 osv. er det en seermæssig fiasko. Det er altså tilsyneladende ikke noget, danskerne vil ha´ og man kan derfor dårligt bebrejde Tv-stationerne at de ikke oftere forsøger sig med lanceringen af nye komedieserier, og da slet ikke er interesseret i de, der ikke er umiddelbart appellerende til de bredeste målgrupper.



Men for de af os der interesserer os for sitcom’en som genre og/eller for velskrevet, nyskabende komik, er det synd. Fordi netop nu er vi som nævnt, efter min mening muligvis i de bedste år for dette medie, der nogensinde har eksisteret. Da de shows, der udgør denne bølge, jo heldigvis er tilgængelig for folk i Danmark på DVD eller via internettet tænkte jeg, at jeg lige ville forfatte en kort guide til de vigtigste titler og forhåbentligt få ledt nogle folk på sporet af temmelig meget bedre Tv-oplevelser, end hvad de tilgængelige kanaler kan tilbyde. De fleste af de nævnte serier har oven i købet netop afsluttet deres sæson på amerikansk tv og er nu på pause, hvilket gør det nemt for nye seere at indhente dem.



I det nedenstående vil jeg udelukkende beskæftige mig med deciderede sitcom’s hvilket, jeg har defineret som komedieserier med en spille tid på ca. en halv time pr. afsnit, med gennemgående karakterer og miljøer. Sitcom’en adskiller sig således både fra sketch-komikken og de fra typisk timelange såkaldte dramedies som Desperate Housewives, Weeds, Glee, Ugly Betty osv. Jeg har desuden i indlægget her valgt at fokusere på de amerikanske serier, da det er der jeg har det bedste overblik, og derfor kun inddrager to britiske serier, selvom der sikkert er mange andre gode. Hvad der måtte findes af god TV-komik, som ikke er fra de to lande ved jeg desværre ingenting om, og jeg ville blive meget glad for evt. tips fra bloggens læsere. Endvidere har jeg valgt ikke at omtale de serier, som formentlig er mest kendte i Danmark; udover de ovenfor nævnte eksempelvis South Park.

I det nedenstående har jeg inddelt serierne i en række kategorier og som en slags forbrugerguide relateret dem til ældre mere kendte serier. Generelt set kan dog sige, at der er en række fællestræk, der gør sig til gældende for tidens sitcoms, og som på mange måder kan føres tilbage til det paradigmeskifte, som den engelske udgave af The Office udgjorde.

1) Det håndholdte kamera og det manglende latterspor er i dag normen for de bedste serier (Big Bang Theory og IT Crowd er de eneste på listen med en traditionel sitcom-opsætning med fastmonterede kameraer og latterspor)
2) Det humoristiske i pinlige situationer er langt mere i fokus for komikken i dag end tidligere. Selv om en af de nedenstående kategorier hedder ”De Pinlighedsbaserede” er det emne og et humoristisk virkemiddel, som stort set alle serierne anvender.
3) Brugen af populærkulturelle referencer som middel til at beskrive karakterer og miljø, gør at selv bifigurer er langt bedre defineret end tidligere. Hvis man holder øje vil man kunne få mange grin og god indsigt i figurernes liv og tankemåde ved at bemærke hvilken musik, de hører, hvilke berømtheder, de taler om osv.
4) I modsætning til megen 90’er-komik kan seriens forhold til sine karakterer og sin omverden ikke bare beskrives som ”Ironisk”©. Alle serierne gør en indsats for at se sine karkaterer og sin verden i øjnene og forsøger at grine med den og ikke blot ad den.

Så nu, uden yderligere forsinkelse; selve listen, inddelt i kategorier men ellers i tilfældig rækkefølge:


De Traditionelle – For dig, der kan lide Venner, Frasier, Sams Bar osv.

The IT Crowd: En britisk arbejdspladsbaseret serie om to nørder og deres ikke-nørdede chef I en virksomheds IT-afdeling. Seriens særlige kendetegn er dens balance mellem to meget forskellige typer af humor, den meget underspillede slags om livet på bunden af både den sociale og karrieremæssige rangstige; og den totalt overstyrede og gakkede der ligger i figurernes konstante sammenstød med vanvittige karakterer som en tysk kannibal eller den masochistiske netdater

Modern Family: En serie om tre familier, der også udgør én stor familie. Er kendetegnet ved sit meget veludviklede karaktergalleri, hvor samtlige 10 medlemmer af de udvidede familie faktisk i løbet af kun en sæson har haft både morsomme replikker og troværdige personligheder, hvilket gør, at de potentielle fortællemæssige kombinationsmuligheder, der findes, nærmest er uendelige.

Party Down: Serien, der omhandler de ansatte ved i cateringfirma i LA, som alle langt hellere ville være skuespillere, manuskriptforfattere eller lignende, beskætiger sig i meget høj grad med, hvad voksne mennesker gør, når de begynder at erkende, at deres ypperste drømme måske ikke går ikke opfyldelse. Det lyder måske ikke som det mest oplagte grundlag for komik, men når man parrer de forskellige karakterers forskellige reaktionsmønstre på denne begyndende erkendelse med deres konfrontation med de langt mere succesfulde mennesker som de, vi firmaet skal arbejde for

Parks and Recreation: P&R er den eneste af de nævnte serier, hvor der ikke er nogen grund til at starte forfra, hvis man vil ind i serien; den tog nemlig et dramatisk skifte i tone og indhold i pausen mellem første og anden sæson, at der næsten er tale om to helt forskellige serier; og hvor den nyeste inkarnation er langt at foretrække. Serien omhandler livet på et kommunekontor i en lille by i Indiana, og er båret af fremragende komiske skuespille i alle roller, ikke mindst stjernerne Amy Poehler, Nick Kroll og Aziz Ansari. Og så er det faktisk en serie med et både positivt og opbyggeligt livssyn kombineret med fremragende jokes og visuelle gags.

Big Bang Theory: Serien der formår at være både nørdet og mainstream på en gang. De fire nørder, der sammen med deres kvindelige nabo udgør seriens ensemble giver et godt grundlag for seriens forfattere til at skabe manuskripter, der både gør grin med nørdernes sociale problemer og ideosynkrasier, men som også tillader sig selv at være nørdet, med temmelig komplicerede jokes om alt fra tegneserier til teoretisk fysik.

De Pinlighedsbaserede - Hvis du kan lide The Office (UK), Extras, Klovn

The Office (US): De første mange sæsoner led den amerikanske udgave af The Office for meget under at ligge for tæt op af det britiske forbillede – og blegne I sammenligningen. Men nu, hvor der efterhånden er næsten ti gange så mange afsnit af kopien som af originalen er det vel på tide at begynde at betragte den i sin egen ret. Man kan sagtens springe ind i de senere sæsoner og begynder derfra. Til gengæld har serien haf tid til at udforske det komiske potentiale der ligger de mange bifigurer, og har skabt et omfangsrigt komisk univers, så det efterhånden faktisk er sådan, at man må sige at afsnittene bliver bedre, jo mindre fokus der er på de oprindelige hovedfigurer.

Curb you Enthusiasm: Også Curb… vil for mange danskere nok minde meget om noget de kender, nemlig Klovn, selvom inspirationen naturligvis egentlig gik den modsatte vej. Den seneste sæson, der omhandler hovedpersonen Larry davids forsøg på at iscenesætte en Seinfeld-reunion, for at vinde sin ekskone tilbage, er derfor et godt sted at starte, da den gennemgående historie overskinner de mest påfaldende Klovn-paralleller, og man desuden får et fantastisk gensyn med alle skuespillerne fra Seinfeld, ikke mindst Jerry selv, der yder sin sjoveste præstation i ti år.

Michael & Michael Have Issues: En serie, der er baseret på karakterer, der udspringer fra to stand-uppere, som nok kun få danskere kender, kan måske umiddelbart virke lidt svært at gå til. Men Michael Ian Black og Michael Showalters had/kærlighedsforhold til hinanden som mennesker og komikere, og deres indbyrdes konkurrence er meget morsomt og kombinerer to meget forskellige tilgange til komik i en syntetisk helhed. Og så rummer showet også nogle meget morsomme fiktive klip fra det sketch-show, som karaktererne i showet arbejder på.

De Postmoderne – Hvis du er til Seinfeld, Simpsons og Arrested Development

Community: Den forgangne Tv-sæsons helt store åbenbaring omhandler en gruppe studerende på et lidet prestigiøst amerikansk college. Sjældent har en komedieserie været så genrebevidst og så intertekstuel, og sjældent har ambitiøs, konceptuel humor; som at basere et helt afsnit på en parodi på post-apokalyptiske actionfilm givet så meget pote. De bedste afsnit af Community er blandt de bedste sitcom-afsnit nogensinde.

How I met Your Mother: HIMYM insisterer på at kombinere høj-koncept humor med avanceret historiefortælling og reel følelsesmæssig dybde. Og lykkedes med det langt oftere end man skulle tro muligt. Fortællingen om de fem hovedpersoners vej mod at finde den eneste ene anvender ofte de meste arketypiske tv-serie-plots, men formår alligevel altid at twiste dem lidt, så seeren aldrig rigtigt ved hvor fortællingen er på vej hen. Desuden er serien en af de eneste, der forstår at udnytte både sine mandlige og sine kvindelige karakterer godt.

30 Rock: Måske den eneste af serierne her på listen der I historiebøgerne vil kunne nævnes I same åndedrag som netop Seinfeld, Simpsons og Arrested Development. Serien, der omhandler personerne foran og bag kameraet på et Tv-underholdningsprogram har skabt en verden med sine helt egne regler og logikker, og med en unikt gennemarbejdet komisk vision. Afsnit af 30 Rock kan og bør genses flere gange for at få fat i den utallige, verbale og visuelle genialiteter, som serien slynger i hovedet på sine seere.

Flight of The Conchords: Allerede I sin anden og sidste minisæson tog serien et dyk i kvalitet, men den første sæson af denne serie og to New Zealandske musikeres liv i New York var formentlig nok til at den vil blive husket i lang tid. En fremragende blanding af en vanvittigt underspillet humor og historiefortælling, kombineret med nogle af de bedste sangparodier nogensinde gør, at man ikke kan blive træt af at gense de ganske få afsnit af FoTC

De Grænseoverskridende – hvis du helst vil se noget, der ikke ligner noget andet

Peep Show: Det central koncept, at alle scener er filmet fra et 1.persons perspektiv, er interessant nok i sig selv, men det bemærkelsesværdige er, at showet dermed også får mulighed for at bruge de forskellige karakterers subjektivitet og indre fortællerstemme som drivkraft i komikken. Den britiske komiker-duo Mitchell og Webb spiller hovedrollerne, og selv om det ikke er dem selv der skriver serien er det i høj grad deres sensibilitet, der skinner igennem. Ikke mindst David Mitchell, der omsætter social dysfunktion til moralsk indignation, på en måde, der er meget britisk, meget genkendelig og meget morsom.

Sarah Silverman Program: Sarah Silvermans stand-up har altid været baseret på en meget simpel grundide: En sød pige, der siger ikke-søde ting. Omsat til sitcom-formatet betyder det at hovedpersonen Sarah færdes i en verden, der er fuldstændigt omdefineret af hendes altomgribende selvcentrering. Når man kombinerer det med en humor, der er politisk ukorrekt på den gode måde, får man et show, dermåske er lidt ujævnt i kanten men som når det er bedst er overvældende og vanvittigt på en måde, som ellers kun The Mighty Boosh formår

It’s Always Sunny in Philadelphia: Serien om fem “venner”, der driver en bar baserer sin humor på en ide, der er så simpel, at den ikke burde fungere, men som gør det alligevel: En gruppe mennesker, der opfører sig so mom de var med i en Tv-serie, og de konsekvenser det får for deres omgivelser, der fungerer på en ikke-Tv-serie-agtig måde. At serien så også rummer nogle fatantstisk velskrevne replikke, en masse råberi og en ofte nøgen Danny DeVito, gør kun det hele bedre.

God Kigning!

Jaa, så blev man så nørdet: Baseball

Så er det blevet tid til endnu et indlæg i en tilbagevendende serie her på Bloggen, som jeg har valgt at kalde ”Jaa, så blev man så nørdet”. Der vil komme et nyt indlæg i denne serie, hver gang jeg har gjort eller fordybet mig i et eller andet, som ophæver min nørde-status til nye højder (eller dybder om man vil), eller hvis jeg giver mig i kast med et eller andet nyt, som jeg tidligere har afholdt mig fra, fordi det trods alt var for nørdet. I dag: TV-transmitteret baseball

DK4 har kæmpesucces med at sende søndagskampe fra den amerikanske basketliga NBA, TV2 Zulu og senere TV2 Sport og 3+ har haft endnu større held med at satse på football-ligaen NFL, og selv ishockeyligaen, NHL er med held blevet købt til visning på TV2 Sport. Af de fire store amerikanske sportsligaer er der således kun én tilbage, som normalt ikke er tilgængelig på danske kanaler; nemlig baseball-ligaen MLB. Det er der, i hvert fald for min del, midlertidigt rodet bod på her i maj måned, hvor sportskanalen ESPN America (der er skabt til det britiske marked, men udelukkende består af amerikanskproducerede programmer og transmissioner) er dukket om som ønskekanal.



Denne mulighed for at genoplive en af mine guilty pleasures, fra da jeg var i USA, inspirerede mig til at skrive et lille defensorat for denne i Danmark så ofte hånede og misforståede TV-sport. Jeg nyder nemlig virkelig at se baseball, og har allerede siden starten af måneden fået set tre kampe, hvoraf de to var virkeligt gode eksponenter for, hvad sporten kan som tv-underholdning, når den er allerbedst. Jeg vil derfor prøve at sætte nogle ord på, hvorfor god baseball for mig at se er værd at bruge tid på, og dermed forhåbentlig også inspirere andre til at prøve at give det en chance:

1)Baseball er det mindst holdspilsagtige holdspil, man kan forestille sig. Sammenspil spiller nærmest ingen rolle, og langt det meste af kampen er langt de fleste af de 14 spillere overhovedet ikke impliceret i det der foregår. Det lyder muligvis tåbeligt, men det betyder også, at de spillere der så er i aktion, virkeligt har spotlightet på sig. Baseball har altid helte og skurke, og enhver sejr eller nederlag kan føres direkte hen til en spillers genialitet eller fejl. På den måde er spillet ubarmhjertigt, og alle spillere bliver som en målmand i fodbold: Du kan spille glimrende gennem en hel kamp, men hvis du laver én fejl på det forkerte tidspunkt, kan det koste hele holdet kampen. Det er ikke for ingenting at antallet af alvorlige fejl ”Errors” står på scoretavlen lige ved siden af antallet af point ”Runs”: Det er to sider af samme sag – nogle har haft succes og nogle fiasko.

2)Baseball kritiseres ofte for at være meget langsomt og med alt for mange pauser. Og set fra et europæisk sports-perspektiv virker det eksempelvis også absurd, at alle spillere og trænere når som hest kan tage så mange og så lange time-outs, som de synes; eller at når der foretages en udskiftning, så stopper alle de andre spillere op og venter, mens den nye, indskiftede spiller varmer op. Men den positive side af spilstrukturen er, at en kamp bliver at betragte som en perlekæde af øjeblikke af stor spænding og dramatik, med perioder af spændingsopbygning i mellem. I princippet kan hvert eneste kast blive afgørende for kampens udfald. I en brøkdel af et sekund sker der en hel masse: Kaster pitcheren hårdt eller skruet?; vælger batteren at forsøge at slå efter bolden eller ej?; dømmer dommeren bolden ude eller inde? På trods af at baseball deler beskyldningerne om kedsommelighed med cykelsporten er det to sportsgrene i virkeligheden hinandens diametrale modsætninger: Cykelsport handler om den langsomme udfoldning af et givent løbs indre logik og den enkelte rytters strategi og form; baseball handler om spilteoretisk at forudsige din modspillers næste træk og så på en hundrededel af et sekund finde ud af, om du har vurderet rigtigt eller ej med dramatiske konsekvenser.

3)Få andre sportsgrene er så præget af og bevidste om sin egen mytologi som baseball er. Alle baseball elskere har et enormt arsenal af anekdoter omkring legendariske spillere, kampe og hold, og på en hvilken som helst given kampdag vil de tilstedeværende på stadion heller have en god historie end en sejr. Byens og holdets selvforståelse såvel som den enkelte spillers personlige baggrund sætter altid rammen for den måde en sejr eller et nedrlag italesættes både i pressen og omkring vandkøleren.

4)En god spiller i MLB har et Batting Average på over .300. Det betyder at spilleren 3 ud af ti gange, hvor han har været ved battet, er kommet på første base eller bedre. Det betyder, at verdens bedste spillere mislykkedes med den ting, de ikke laver andet end at øve, 7 ud af ti gange. Det er vel ulig nogen anden sport i verden, og siger noget om, hvor svært det, spillerne gør, er. Evnen til at læse et kasts fart, retning og skrue samtidig med at bolden kommer flyvende i mod dig med 160 km/t er ganske enkelt imponerende, men understreger også, hvor kort der fra succes til fiasko. I en af de kampe, jeg så i sidste uge spurgte en af kommentatorerne det tabende holds træner, hvordan han havde det med holdets dårlige resultater. Træneren svarede bare: ”Once after a game, Hector Ramirez (en legendarisk spiller fra 60’erne) got a lift home from one of his teammates, this hotheaded young rookie. The rookie really wanted to impress the aging star, so he drove his brand new sports car to the limit on the narrow mountain roads up to Hector’s house. When they arrived the rookie asked: “How did you like the ride?” Hector replied “You nearly killed us at least a half dousing times coming up this road. If I hadn’t been batting a .134 I would have told you to slow down.”” Og det var et tilfredsstillende svar for alle.




5)I det hele taget er baseball et mekka for alle sportsfans med hang til statistik. Da kriterierne for en spillers succes eller fiasko er så præcise, bliver alt målt og vejet, med en bemærkelsesværdig detaljerigdom. I årbøger og på hjemmesider kan man læse om, hvordan en given spiller har spillet overfor høje, venstrehåndede pitchere efter solnedgang i regnvejr. Eller hvilken forskel det gør, om spilleren før ham er kommet på base eller ej. I baseball er en spiller sine stats: Ham med gode stats er en god spiller, og ham med dårlige stats er en dårlig spiller; færdigt arbejde!

6)Der er en absurd mængde kampe i løbet af en MLB-sæson. Ligaen består af 30 hold, der i grundspillet hver spiller 162 kampe fordelt over knap 7 måneder, hvilket giver ca. 4 kampe om ugen fordelt over hele perioden. Tidligere var det oven i købet ganske hyppigt, at de samme hold spillede to kampe mod hinanden lige efter hinanden på samme dag, men det er man dog ved at gå væk fra. Alligevel er det ved slutningen af sæsonen altid kun en to-tre sejre mere eller mindre, der afgør om et hold kommer i slutspillet eller ej. Dette betyder, at det er helt meningsløst at betragte nogen enkelt kamp i sæsonens første mange måneder som særligt afgørende eller som en nøglekamp; den er blot endnu et kryds i enten sejrs- eller nederlags-kolonnen. Derfor er folk meget mere interesseret i enkelte flotte spil, drama eller bare at hage en hyggelig oplevelse end i selve resultatet. Der er ikke noget med at fedte sig til et resultat, eller spille fornuftigt. Man gør det så godt man kan, og hvis det ikke er godt nok til en sejr, ja så er der jo altid en ny kamp i morgen.

Jeg håber, at de på et tidspunkt begynder at sende baseball på en af den TV-kanaler, som jeg har fast adgang til. Der er ens portsoplevelse, som ingenanden. Men det er bestemt også en man kan blive træt af: Den mangler fodbaldens nerve, footballens action, tennisens elengance, cykelløbets strategiske skønhed eller snookerens aristokratiske finesse. Men der er unikke oplevelser at hente i baseballens vanvittige insisteren på at opbygge en spændingen over minutter, dage, årtier - og så udløse den hurtigere end man kan nå at blinke med øjnene. Og man ved aldrig hvornår det kommer: Det næste øjeblik, som man ikke må gå glip af.

Aldrig mere "Winnie og Karina"

For ca. en måned siden (denne blog beskæftiger sig altid med de mest hotte og aktuelle temaer) blev det diskuteret i radioprogrammet Kulturkontoret på P!, hvorvidt dansk film var på vej ud i en krise. Årsagen til dette tema var tofolds.: For det første var Kulturkontorets tidligere vært Steen Bille netop tiltrådt som ny spillefilmskonsulent ved Det danske Filminstitut, og for det andet var der netop blevet offentliggjort en opgørelse og biografernes billetsalg, der viste, at 2009 havde været det det dårligste år for dansk spillefilm i mands minde. Der skulle derfor besvares tre spørgsmål: Hvor stor var krisens omfang; hvad var årsagen til det; og hvad havde den nytiltrådte filmkonsulent tænkt sig at gøre ved det. Jeg vil ikke kede læserne ved at redegøre de deltagende debattørers forskellige synspunkter, men hvis nogle skulle have interesse, kan programmet finde og downloades her.

I stedet ville jeg tage udgangspunkt idet, der for mig at se var konklusionen på diskussionen og så gå ud derfra i en analyse af slutninger og fejlslutninger i kvalitetsdebatten vedrørende dansk film: Debatten i programmet mundede næsten ud i en konsensus, der lød nogenlunde sådan her: ”Dansk film er nu et sted, hvor man ikke længere bare kan gå ud fra, at det i sig selv sælger billetter, at en film er dansk; der skal kvalitet til. Og kvalitetsmæssigt var 2009 et rigtigt skidt år, hvorimod 2010 allerede på nuværende tidspunkt ser bedre ud”.

Den sdidste del af dette (konstruerede) udsagn, er efter min mening indiskutabelt rigtig, hvilket jeg vil vende tilbage til senere, men i forhold til det første udsagn er det vel kun rigtigt, hvis man har en ganske særlig definition af, hvad kvalitet er. De seneste års megasællerter på det danske biografmarked består i meget vid udstrækning af film fra ”Far til Fire”- eller ”Min søsters børn”-franchiserne, Produceret af Regner Grasten, hvis kreative strategi vel bedst kan sammenlignes med Mystery Science Theatre-skurken Dr. Forrester, der går efter at overtage verdensherredømmet ved lamme jordlingernes hjerner med stadigt dårligere spillefilm. Disse films eneste tiltrækningskraft er vel netop, at de er danske og dermed har en referenceramme, som hele familien kan forstå, og et visuelt univers, der er genkendeligt. At de så oven i købet både med titlen, filmsproget og ”humoren” er leveringsdygtige i lidt erindringsforskydende barndomsnostalgi for den billetkøbende forældregeneration trækker vel heller ikke ned.



Der bliver stadig lavet gode danske børne- og familiefilm; fra 2009 eksempelvis ”Superbror” og ”Max Pinlig”. Men det er ikke de film, der trækker det samlede billetsalg op. Og den helt store skurk i forhold til det det faldene billetsalg, den svenske Millenium-trilogi, der har tiltrukket en stor del af en-film-om-året-segmentet, er det vel heller ikke disses film kvalitet eller originalitet, det står klarest i erindringen. Hvis man skulle drage nogle lektie fra 2009 i forhold til at få danskerne til igen at købe billetter til danske film, er der kun en konklusion at drage: Lav kun film, hvis titel folk kan genkende!

Når det så er sagt, er der ingen tvivl om, at 2009 var et usædvanligt ringe år for dansk spillefilm. Jeg så ikke eneste dansksproget spillefilm i biograferne sidste år og der var egentlig kun to som jeg overhovedet overvejede at se, nemlig ”Applaus” og ”kærestesorger”, som dog begge virkede tilpas meget som noget man havde set før til at de kom bagerst i køen. At året så oven i købet var plaget af to af de dårligste danske film nogensinde ”Winnie og Karina” og ”Julefrokosten” gjorde bestemt ikke billedet bedre. Alt i alt var det år præget gennemfør uambitiøse, uinteressante og dårligt udførte film som ”Fri os fra det onde”, ”Sorte kugler”, ”Vanvittigt forelsket”, ”Headhunter”, og ”Simon og Malou”. Alle sammen film, der var stort sat op og ude i mange kopier, men jeg tvivler stærkt på, at der er nogle af læserne derude, der har set disse film, endsige har tænkt på dem ene eneste gang siden.

2010 derimod virker allerede langt bedre: ”Submarino” og ”R” formår meget velfungerende realisme; ”Kvinden der drømte om en mand” og ”Alting bliver godt igen” usædvanligt drømmende og sensuelle; ”Valhalla Rising” er en ikke ubetinget vellykket men dog interessant og usædvanlig avantgardefilm; selv ”Parterapi” var efter sigende noget så sjældent for en dansk komedie som morsom. Og vi er kun en tredjedel inde i året. På vej er stadig nye film fra Erik Clausen (som er i færd med et imponerende streak af gode film, og så vidt jeg kunne se i traileren har både Henrik Lykkegård og Torben Zeller med i de bærende komiske roller – det kan ikke gå galt), Susanne Bier, Simon Staho, Kasper Bech Holten (!), Nikolaj Arcel, Pernille Fischer-Christensen og Jørgen Leth foruden en række film af mindre kendte navne, der også ser spændende ud. 2010 kan altså ende med, i hvert fald kvalitetsmæssigt, at blive den perfekte antitese til 2009’s annus horribilis.



Man kunne derfor blot med glæde lægge mindet om filmåret 2009 bag sig som en af den slags anomalier som alle tilfældighedsbaserede systemer ifølge naturens love vil frembringe. Men, som Primo Levi i en anden (og trods alt noget mere alvorlig) sammenhæng skrev: ”Det skete, og derfor kan det ske igen”. Og der er bestemt stadig bekymrende tendenser i dansk film, som det kunne være værd at kigge på i fremtiden, eksempelvis:

- Filminstituttets forskellige støtteordninger lægger op til en for skarp skelnen mellem kunstneriske og kommercielle film; således at der stilles (næsten) ingen kunstneriske krav til de kommercielle film, og tilsvarende få kommercielle krav til de kunstneriske.
- Dogmet om ”den gode historie” som dansk films kendetegn, gør at der er alt for meget fokus på manuskriptet og ikke nok på andre aspekter af filmskabelsesprocessen.
- Man satser stadig på ealismen som form, hvad enten det så er i en dramatisk, magisk, komisk eller romantisk ramme på bekostning af dansk gyser-, periode-, scifi- eller eventyrsfilm, på trods af, at genrefilmen alle andre steder i verden er på fremmarch.
- Filminstituttet er alt for dårlig til at overbevis især provinsbiograferne i det fornuftige i at satse på at køre smallere film i korte perioder i stedet for de samme sikre kort i ugevis. ”Submarino” var ude i 25 kopier, ”R” i 17; Julefrokosten var ude i 109 kopier.
- Der mangler stadig fuldstændigt et forum for danske kort, novelle og skolefilm, som kunne give nye navne erfaring og eksponering. De fleste af disse film, som der brugt en masse tid og penge på forsvinder efter en eller få Sneakbar-visninger i Cinemateket. Der er tilsyneladende en kæmpe efterspørgsel efter ny dansk dramatik på TV, så hvorfor ikke sende det man har?
- Osv.

Bizarro-politics

I sidste uge sad jeg og så det meste (den var virkelig lang) af debatten mellem de tre kandidater til den britiske premierministerpost; Gordon Brown fra Labour, David Cameron fra de Konservative og Nick Clegg fra de Liberale Demokrater. Det er jo første gang nogensinde, der er blevet afholdt live-transmitrerede tv-debatter i Storbritannien og alene derfor var det interessant at se, hvordan de løste opgaven. Ligeledes er det altid sjovt at se, hvordan de politiske diskussioner på tværs af de europæiske landegrænser handler dels om nogle emner, der går igen alle steder, go dels om nogle helt specifikke, lokale problemer og diskussioner. I den mere kuriøse emne var det f.eks. pudsigt at høre kandidaterne (med undtagelse af Nick Clegg) være tøvende overfor at reformere et valgsystem, der ved sidste valg medførte, at 52 % af de afgivne stemmer gik til en kandidat, der ikke blev valgt: Eller at man tydeligvis ikke rigtigt kan tage sig sammen til at få afskaffet aristokratiet automatiske repræsentation i overhuset.



Men ingen af disse ting var nu, fra mit synspunkt, det mest bemærkelsesværdige ved debatten. Mit politiske ståsted vil være de fleste af denne blogs læsere bekendt, og hvis nogen skulle være i tvivl, står i miniprofilen i øverste højre hjørne, og i forhold til dette, var det temmeligtutrolig, t jeg oftere end det modsatte sad og var enig med de synspunkter, der blev udtrykt af de to borgerlige oppositionskandidater og uenig med Gordon Browns Labour-politik. Er det nu et resultat af jeg endelig er bukket under for klicheens alderdoms-højredrejning? Forhåbentlig ikke. Er det fordi, de borgerlige partier lyver, og ikke har tænkt sig at holde hvad de lover? Sikkert, men jeg tror ikke, det kun er det. Men hvad så?

Lad os prøve at kigge på en lille liste over de holdninger, der blev udtrykt af en eller begge af de to oppositionskandidater på centrale politikområder, og som jeg måtte erklære mig helt enig i, og som Gordon Brown tøvede med at bakke op omkring:

- En udenrigspolitik, der er mindre afhængig af USA, og som er baseret på dialog og forhandlinger i FN-systemet
- En stærkere regulering af værdipapir, valuta og ejendomsmarkederne med henblik på at undgå fremtidige bobler.
- En international klimaaftale, der indeholder bindende mål for reduktion af de store industrilandes CO2-udslip
- En reform af EU-systemet baseret på subsidiaritetsprincippet, således at EU fokuserer på at løse de problemer, der af international karakter; miljø, kriminalitet, handel osv., men i videst mulig grad overlader andre politikområder til politiske enheder tættere på borgerne.
- En grundig og uddybende undersøgelse af optakten til og udførelsen af krigene i Irak og Afghanistan og disses lovlighed i henhold til nationale og internationale regler.
- En reform af den offentlige sektor, der sikrer en krisesikring, men ikke en afvikling af de kollektivt finansierede velfærdsgoder
- En integrationspolitik, der tager udgangspunkt i det multikulturelle og globaliserede samfund som et faktum, men med en universalistisk tilgang til menneske og borgerrettigheder, reststaten osv.

Jo ikke just traditionel borgerlig kernepolitik. Vel nærmest omvendt en liste, der kunne være grundlaget for de mærkesager, den danske opposition burde føre valgkamp på næste gang. Så måske handler det i virkeligheden om noget andet: Måske handler det om, at den britiske Labour-regering trænger til at blive udskiftet; at den ikke længere kan se hvad Storbritannien har brug for: Måske har Labour siddet ved magten i så lang tid, at den er begyndt at se et lighedstegn mellem sig selv og staten, således at den hellere vil forsvare end forandre. Måske tror Labour at enhver by forandring er en implicit kritik af den politik, der har været ført de seneste 14 år, og dermed en svækkelse af deres egen troværdighed. Faktum er det i hvert fald, at den ved sidste uges debat ikke var Labour var dem, der talte for en progressiv forandring af det britiske samfund.

Og nogle gange kan borgerlige valgsejre vel godt være katalysator for en progressiv udvikling af samfundet (det skal dog for tydelighedens skyld understreges, at Bush- eller Fogh-regeringens ankomst i sin tid bestemt IKKE var eksempler på dette). Dels fordi de tvinger venstrefløjen til at genfinde egne værdier og styrker; og dels fordi enhver opposition har mulighed for at opfange problemer og folkestemninger, som magthaverne uanset partifarve har sværere ved at se. Jeg mener, man med god ret kan betragte både Merkels valgsejr i Tyskland i 2005 og Reinfeldts i Sverige i 2006 i dette lys, uagtet den kritik man kan komme med af den politik disse regeringer i øvrigt fører. Ligeledes må socialdemokraten Zapateros valgsejr i Spanien i 2004 ses som ikke blot en sejr for centrum-venstrekoalitionens politikker som for apati og magtfuldkommenhed i den borgerlige Aznar-regering.

Hvis jeg boede i Storbritannien ville jeg nu nok stadig stemme på Labour i mangel af bedre (igen pga. det britiske valgsystem, er der de fleste steder ikke noget venstrefløjsalternativ), og det samme, hvis jeg boede i Tyskland elle Sverige. Der er stadig for mange ting i de borgerlige partiers øvrige politik og deres historiske rekordliste mht. rent faktisk at føre de progressive valgløfter ud i livet, der taler i mod dem. Men debatten op til det britiske valg understreger vigtigheden af altid at have en stærk opposition, uanset hvem der sidder ved magten, og forhåbentlig også en tiltrængt påmindelse til alle os danskere om, at alle regeringer har en udløbsdato, og at det er de progressive dagsordener, der har vind i sejlene.

Hvordan man skaber henholdsvis en god og en dårlig TV-serie

En af de mest interessante ved den amerikanske TV-model er, at det efterhånden er blevet et krav til selv de mindste landsdækkende kanaler, at de skal lave selvproducerede fiktionsprodukter. Dette betyder, at der i modsætning til i Danmark, hvor det er en nyhed, hver gang der kommer noget nyt, og hvor der meget sjældent kører mere end en på givent tidspunkt på tværs af kanalerne (så vidt jeg lige kan huske, er den eneste, der kører for tiden TV3s ”Lulu & Leon”, som jeg ikke har set), hvert år findes et utal af nye TV-serier i alle genrer på amerikansk TV, hvoraf nogle flopper og forsvinder efter nogle få afsnit, mens andre får succes og får lov til at blive på æteren i årevis.

Med udgangspunkt i to af denne Tv-sæsons Sci-fi-satsninger, ABC’s ”Flashforward” (som vist også sandes på en af de danske kanaler) og SyFy’s ”Caprica”, der nu begge er omkring ti afsnit inde i første sæson, tænkte jeg, det kunne være interessant at kigge på, hvad der afgør, om en Tv-serie fungerer eller ej. For faktum er, at man nu nuværende tidspunkt entydigt kan konkludere at ”Caprica” har overgået de flestes forventninger og er ved at opbygge en stadigt voksende fanskare, mens ”Flashforward” har skuffet og nok næppe får lov til at fortsætte når den indeværende sæson slutter om nogle uger. Begge serier falder som nævnt indenfor Science Fiction-genren, hvilket gør den direkte sammenligning lettere, men det er min opfattelse, at de nedenstående pointer ikke er begrænset til SciFi, men forhåbentligt siger noget generelt om, hvad kan gøre en serie levedygtig eller ej.

1) Det er ikke konceptet, men udførelsen, der er afgørende

”Flashforward” handler om, at alle mennesker på jorden samtidig får et blackout, hvori de ser, hvad de laver på det samme bestemte tidspunkt seks måneder senere, og vågner op, både med dilemmaet om, hvordan de skal forholde sig til, hvad de har set, og til en verden, hvor all der tilfældigvis sad i kørte bil, sad i et fly eller andres situationer, hvor bevidsthed er en nødvendighed, omkom, da de pludselig fik blackout - hvilket lyder totalt sejt! ”Caprica” er en Spin-off af ”Battlestar Galactica” (som jeg ikke har set), der handler om hvordan de robotter, der senere (i BSG) vil komme ud i en altødelæggende krig med menneskeracen, blev opfundet af mennesker i en uheldig alliance mellem gråde våbenfabrikanter og religiøse fanatikere – hvilket lyder totalt tåbeligt. Men resultaterne har som nævnt været omvendt af, hvad man kunne forvente, bl.a. fordi Capricas manuskriptforfattere (bl.a. Buffy-veteranen Jane Espenson), har skabt et univers og nogle karakterer, hvis grundkonflikter er både nysgerrighedspirrende og genkendelige. De har turdet tale om emner som sorg, religion, bevidsthed og kultur, på en måde der virker ny og frisk, samtidig med at selve plottet har været genuint spændende. ”Flashforward” mangler alle disse ting; karakterer, dialog, indhold og drama.

2) Lær de rigtige ting af dine forbilleder og fin din egen stemme

Det er svært at være original, og ingen forventer at nye serier skal genopfinde mediet fra bunden. Men selv om man lader sig inspirere af TV-historiens store succeser er det vigtigt, at det er disses styrker og ikke deres svagheder, man låner fra. ”Flashforward” vil utroligt gerne være den nye ”Lost”, krydret med lidt ”The 4400”, men tror åbenbart at det, der har gjort ”Lost” til en succes, er, at så meget bliver holdt hemmeligt, og at man selv efter fem sæsoner på nogle helt grundlæggende punkter ikke ved, hvad der foregår. Det, der i virkeligheden gør ”Lost” god, er dens uforudsigelighed og historiefortællingens store kompleksitet, der udfordrer sine seeres analytiske og kritiske blik kombineret med en sans for mystik og uhygge, hvilket ”Flashforward” helt mangler. Skaberne af Flashforward fortæller os ikke (selv nu efter 12 timers TV), hvad vi har brug for at vide for at forstå historien, men de gør heller intet for, at man skulle være synderligt interesseret i at finde ud af det. ”Caprica” derimod har taget den mytologiske ramme og dennes filosofiske implikationer med fra BSG, men har skiftet actionfortællingen ud med et karakterdrevent familiedrama, hvor helt nye og mere jordnære aspekter af de grundlæggende tematikker kommer i spil. Der er således både noget at komme efter for BSG-fans og for alle os andre.


3) Det er vigtigt at have et gennemtænkt og sammenhængende fiktivt univers, men det er karaktererne og deres konflikter, seerne skal fænges af

Den gode serie er både kompleksitetsudvidende og kompleksitetsreducerende(tak, Luhmann). Seerne skal både have en fornemmelse af, historierne har en vis grad af almengyldighed og åbenhed, samtidigt med, at den holder sit fokus skarpt på de personer og de konflikter, der er vigtige. I forlængelse af mit tidligere Star Wars-indlæg, er der aldrig nogen, der er blevet forelsket i det univers, fordi, de syntes der er interessant at høre om stemmeregler i senatet på Coruscant. Men der er sikkert mange der har fundet noget spændende i Luke’s, Leia’s og Han’s eventyr og derefter har fået lyst til at lære mere om den verden, de færdes i. Giv os historie og karakterer, og overrask os derefter med det fiktive univers’ bredde og dybde. Lad være med bare at give os et univers, der og bredt og dybt, for derefter at forvente, at vi gider interessere os for, hvad der nu tilfældigvis foregår i det.


4) Vær altid er skridt foran dit publikum, ikke omvendt

Et af de store dilemmaer, ”Flashforwards” karakterer efter sigende står i, er hvorvidt de fremtidssyner, de har haft er uafvendelige eller kun en mulighed. Manuskriptforfatterne fik sig dog lynhurtigt i løbet af de første par afsnit skrevet sig op i et hjørne, således at der reelt kun var et svar på det spørgsmål, der ville give mening. Dette var formentlig tydeligt for alle seere, men figurerne i serien er først nu så småt efter yderligere ti afsnit og en række helt unødvendige ”afsløringer” begyndt at komme til den samme konklusion. Ligeledes er seriens næste store ”twist” også telegraferet i forvejen med så stor tydelighed, at man reelt bare går at venter på, hvornår det sker. Og jo vel og mærket ikke på den gode måde, hvor forfatterne ved hjælp af hints og foreshadowing skaber en fornemmelse af uafvendelighed hos seeren. Dette sker derimod i ”Caprica”, hvor seeren ved, at en række konflikter og problemer ligger og lurer under overfladen, men hele tiden kan blive overrasket over hvornår og hvordan disse vil komme til overfladen, og hvilke konsekvenser, det får.

5) Casting er altafgørende

”Caprica” er sendes på den lille kanal Syfy (udtale see-fee), der af gode grunde ikke har de store penge at bruge på at hyre store stjerneskuespillere, men har i stedet satset på skuespillere med det håndværksmæssige i orden og derefter at skabe så skarpe og præcise karakterer, at de kan spilles. ”Flashforward” er på kæmpestationen ABC, og har derfor haft råd til at hyre kendte ansigter som Joseph Fiennes (kendt fra ”Shakespeare in Love”), John Cho (”Harold and Kumar”-filmene), Jack Davenport (”Coupling”), Dominic Monaghan (”Lost” og ”Ringes Herre”-filmene), men har stolet alt for meget på, at skuespillerne selv kunne fylde indhold i manuskriptets endimensionelle figurer.


6) Accepter de rammer, du er blevet givet og brug dem til din fordel

”Flashforward” var blevet stillet den umulige opgave at være ABC’s langsigtede afløser for den kritikermæssige kommercielle megasucces ”lost”, og dette ansvar ha tilsyneladende tynget seriens skabere så meget, at de har villet for meget og turdet for lidt. ”Caprica” derimod har udnyttet det, at alle forventede, at det ville blive noget lort, til at give publikum noget helt andet, end hvad de troede, de gik ind til. Og man har brugt det relativt lave budget til at skabe et visuelt udtryk, der understøtter seriens pointer om kulturers udvikling og om kunstighed og realisme.

Jeg ved ikke, hvor længe, jeg gider holde fast i ”Flashforward”. Måske bliver jeg hængende sæsonen ud, bare for at se, hvordan det ender, men det er helt klart allerede nu for sent for serien at redde sig selv. ”Caprica” har potentialet til at blive en fremtidig klassiker, hvis skaberne holder nerven og intensiteten oppe. Desværre er det jo ikke kun de kunstneriske, kvaliteter der afgør hvilke serier der overlever, men også de kommercielle, og måske vurdere cheferne på Cocas-Cola og andre steder, at der er bedre reklameværdi i en dårlig serie på en stor kanal, som ikke fornærmer nogle og med tilpas mange eksplosioner og skududvekslinger til at tiltrække en vis gruppe seere, end i en langt bedre serie på en lillebitte kanal, der handler ligeså meget om forholdet mellem fædre og døtre som om det mellem robotter og mennesker og som er særdeles dobbelttydig i sin seksualitetsmoral, religionssyn osv.

Greece is the word

Den amerikanske økonomiblog BaselineScenario.com beskæftiger sig normalt primært med de amerikanske perspektiver på den igangværende globale økonomiske krise, men de seneste par dage har en bagmændene bag siden, Simon Johnson, der også er økonomiprofessor ved MIT og tidligere IMF-chef, postet to lange indlæg vedr. de økonomiske problemer i Grækenland og disses implikationer for hele Eurozonen. Disse indlæg er på én gang en meget indsigtsfuld og grundig analyse af de økonomiske handlemuligheder, og på den anden side et bemærkelsesværdigt udtryk for den måde, mange fagøkonomer betragter verden i det hele taget og økonomiske kriser i særdeleshed, og som i sig selv måske er at betragte som en årsag til de nuværende problemer.

Johnson starter med at drage en parallel mellem den økonomiske krise i Argentina i 90’erne og det internationale samfunds reaktioner på denne, og Grækenlands nuværende situation og de foreløbige reaktioner på denne. Han slår fast, at IMF i bakspejlet har måttet konkludere, at dets politik med at forlænge den argentinske regerings lån og understøtte den med massive valutaopkøb var økonomisk ineffektiv. I stedet burde IMF, ifølge dem selv (og Johnson), have ladet falde, hvad ikke kunne stå, således at den argentinske regering blev presset til at indføre de ønskede økonomiske og politiske reformer. Dette bør man, ifølge Johnson, holde sig for øje, når grækerne formentlig snart vil vende sig mod det internationale samfund for at bede om tilsvarende hjælp, blot med den yderligere pointe, at Grækenlands gæld er endnu større og deres internationale konkurrenceevne endnu dårligere, end hvad tilfældet var for Argentina i 90’erne.

Grundlæggende skyldes krisen, at de græske banker har udnyttet en forskel i renten på græske statsobligationer og den europæiske centralbanks udlånsrente til at tilbyde den græske stat nogle enorme lån. De græske politikere har valgt ikke at tage i mod disse lån, på trods af, at de meget vel var klar over, at den græske økonomis grundtilstand ikke var sund nok til at man ville kunne betale lånene tilbage; og vel vidende, at man ikke kunne undgå at komme i konflikt med eurozonens stabilitetspagt. De græske politikere har altså opført sig økonomisk uansvarligt, og dermed bragt hele den græske økonomi og eurozonens politiske fremtid i fare.

For Johnson at se (og det mener jeg, at man har helt ret i) har den græske regering reelt se tre handlemuligheder:

1) Utroligt stram finanspolitik, altså reelt set enten massive besparelser i de offentlige udgifter eller voldsomme skattestigninger, der udelukkende skal bruges til at betale af på gælden

2) Gældsudsættelse, samtidigt med at man bliver i eurosamarbejdet (Argentina-modellen), eller

3) Gældsudsættelse kombineret med en udtrædelse af eurosamarbejdet

Forslag 1 ville have voldsomme konsekvenser for det græske samfund, og det er stærkt tvivlsomt, om det overhovedet ville kunne lade sig gøre, uden at andre sektorer af økonomien ville tage mærkbar skade. Forslag 2 betyder reelt set, at det bliver verdenssamfundet, og det vil i denne sammenhæng sige ECB, log det vil i denne sammenhæng sige Tyskland, der betaler for den græske krise, hvilket vel næppe er politisk salgbart i et Tyskland (og de øvrige eurolande), der har sine egne problemer at slås med. Forslag 3 vil blive tolket som et betydeligt slag mod eurosamarbejdets politiske prestige og image som velfærdsøkonomisk projekt, hvilket nok heller ikke er særligt sandsynligt. Det er derfor reelt spændende, hvilken løsningsmodel, der bliver valgt, og hvad fremtiden vil bringe.

Så langt, så godt. Der er dog nogle centrale pointer i forhold til det har spørgsmål, som Simon Johnson har udeladt eller ignoreret:

For det første: Det grundlæggende problem i den græske økonomi er, at man stadig ikke har fundet sin niche en den nye globaliserede økonomi. Man kan omlægge lån, devaluere valutaer, og overføre penge fra en konto til en anden lige så meget man vil, men det besvarer ikke det grundlæggende spørgsmål. Hvad er det for nogle værdier, det græske samfund skal producere i fremtiden og som skal finansiere borgernes velstand? Hvor er det Grækenland har sin Ricardo’ske komparative fordel? Og hvad gør vi som verdenssamfund, hvis svaret er; ingenting?

For det andet: Tankegangen omkring økonomisk deregulering og velfærdsydelser som noget, der primært er forhindringer for finansiel fornuft, er bygget på den gamle forestilling om de politiske og økonomiske systemers grundlæggende adskilthed. Det er dog ikke for sjov, at Marx omtaler kapitalismen som ”den politiske økonomi”, fordi kapitalismen netop er kendetegnet ved magtens enorme tilstedeværelse i økonomien. Forestillingen om, at fraværet af statslig indblanding i finansmarkederne på en eller anden måde vil føre til en mere objektiv, rationel og langsigtet økonomisk udvikling er teoretisk svagt funderet og empirisk grundlæggende udokumenteret.

For det tredje: De internationale valutasamarbejder, hvoriblandt Euroen er den mest prominente, er ligeså meget politiske og ideologiske projekter, som de er et resultat af et forsøg på at løse konkrete økonomiske problemer. Det betyder, at det er urimeligt at forvente, at de europæiske statsleder skal træffe økonomiske beslutninger, der er i modstrid med det politiske projekt. Eurosamarbejdet kan ikke disciplinere sine medlemslande, fordi hele baggrunden bag den folkelige opbakning til samarbejdet er myten om, at det ville gøre sådanne disciplineringer unødvendige.

For det fjerde: Eurolandene mangler stadig på nogle helt grundlæggende områder at tage stilling til forholdet mellem de nationale regeringers økonomiske handlefrihed, den traktatfæstnede økonomiske politik og centralbankens pengepolitiske arbejde: Hvem bestemmer mål og midler i de europæiske økonomier?

I disse dage hører man jævnligt fra forskellige steder i verden, at krisen er ved at være vendt; at kurven for ejendomspriser er knækket, at beskæftigelsen er ved at stige; at forbrugertilliden og investeringsvilligheden er på vej op. Og lad os dog for himlens skyld håbe, at det er rigtigt – der er ingen der siger, at de kriser, der ændrer de globale økonomier, nødvendigvis behøver sende almindelige menneskers levestandard helt ned og ramme bunden: Men det står stadig mere klart, at den keynesiansk regulerede kapitalisme står overfor en stadig stigende række af ubesvarede spørgsmål: Hvordan sikrer man økonomisk stabilitet, når en så stor del af verdens kapital ikke er bundet op i noget fysisk, og dermed kan flyttes på et øjeblik? Hvordan kan nationale regeringer beskatte og regulere en ikke-national økonomi? Hvordan skal man forholde sig til den undergravning af den intellektuelle ejendomsret, internettet udgør? Giver gammeldags forestillinger om værdi, handel og valuta overhovedet mening, når verdens rigeste lande står for en stadig mindre del af den reelle vareproduktion, samtidig med at den globale økonomiske ulighed bliver stadig større? Osv. osv.

Son molts gols que hem cridat

Jeg er i Barcelona på ferie, og det er en god tur, men nok næppe interessant at læse om (“hverken mere eller mindre interessant, end hvad du plejer at skrive om”, ville nogle måske indvende; men det vælger jeg at overhøre). Mere brugbart var det måske i stedet at gøre sig nogle overvejelser om den lokale fodboldklubs nuværende tilstand, da jeg jo - som det vil være de fleste læsere bekendt - følger den ret tæt, og selvfølgelig i anledning af mit besøg hernede (eller måske mere rigtigt, som anledning til…) skal ind og se holdet spille ligakamp i morgen lørdag mod en anden gammel traditionsklub; Athletic Bilbao.

Holdets status for indeværende sæson er som bekendt, at man er blevet slået ud af den spanske pokalturnering (af Sevilla); er i kvartfinalen i Champions League, hvor man i onsdags fik uafgjort 2-2 på udebane mod Arsenal i den første af to kampe efter at have spillet rigtigt godt; og ligger á point med Real Madrid på den spanske ligas førsteplads med et kæmpe forspring ned til alle de andre hold. Netop Real Madrid skal F.C. Barcelona møde i spillerunden efter denne, altså på næste lørdag d. 10. Denne rundes kampe afgør altså hvilken udgangsposition de to klubber går ind til mødet på Bernabeu med. Hvis begge klubber som forventet vinder weekendens kampe skal Real Madrid vinde el Superclásico for at have den interne fordel mellem de to klubber, mens Barcelona kan nøjes med uafgjort. Hvis Real taber point i denne weekend er billedet det samme, hvorimod Barca, hvis de ikke får fuldt udbytte af kampen i morgen, skal vinde i Madrid for at generobre den samlede førsteplads. Efter det store møde er intet naturligvis afgjort, da der stadig er masser af runder tilbage af turneringen, men da begge klubber har tabt meget få point i sæsonen hidtil, betragter de fleste kampen i næste uge som en decideret sæsonfinale.

Denne kamp og returopgøret mod Arsenal på onsdag kommer som 2010s første store højdepunkter efter et 2009, der må betragtes som det mest succesfulde kalenderår i klubbens historie (og måske i klubfodboldens i det hele taget). El Barca de las Seis Copas – de seks pokalers Barca - vandt, som navnet antyder, seks pokaler i 2009; den spanske pokalturnering, den spanske liga, Champions League, den spanske supercup, den europæiske supercup og verdensmesterskabet for klubhold, hvilket intet hold har været bare tæt på tidligere. Samtidigt imponerede holdet med flot og kreativt angrebsspil, et utal af mål og en imponerende holdånd og velgørenhed (især via sit bemærkelsesværdige samarbejde med Unicef, som klubben gratis har overdraget den mange hundrede millioner euro kostbare reklameplads på spillertrøjerne, kombineret med en betydelig årlig donation).

Året var samtidig en bemærkelsesværdig triumf for klubbens ungdomsafdeling, La Masía, der, uhørt for en international topklub, selv har leveret over halvdelen af spillerne til startopstillingen en hvilken som helst given weekend: Valdes, Puyol, Xavi, Iniesta og Messi er allerede blandt verdens allerstørste stjerner; Pique, Busquets, Pedro og Bojan er fuldt på vej til at blive det samme; og tro mod sin ideologi er træner Guardiola allerede begynd at give plads til den næste række af kommende superstjerner; Jonathan, Gai, Jeffren, Victor Sanchez osv.



For klubben er der således meget at være stolt af, og som Guardiola udtalte for et par uger siden, må man i betragtning af sidste sæsons succes og Real Madrids vanvittige oprustning før denne sæson være imponeret af, at holdet har kunnet holde dampen oppe, og på nuværende tidspunkt efter min mening stadig er favorit til at vinde begge sæsonens mest betydningsfulde titler.

De helt store spørgsmål før denne sæson var; kan Zlatan fylde tomrummet efter Eto’o ud; og kan den aldrende Henry spille på samme fantastiske niveau som sidste år. Og til begge spørgsmål må man nok svare: ikke helt. Sæsonens hidtidige succes skyldes derfor overraskende nok, at Messi har formået at hæve sit i forvejen helt unikke niveau endnu en tand, og at andre spillere, især Pedro og Keita, er trådt i karakter som målsøgere og at Barcas samlede trussel mod modstandernes mål således er blevet større og ikke mindre. Der er blevet talt meget om, at Barcas trup er for sårbar overfor skader på nogle udvalgte nøglepositioner, og der er da ingen tvivl om et Barca-hold uden Messi er svækket: Men hvilket hold ville ikke være det? Det svarer til at kritisere det sixtinske kapel for, at det ville være grimmere uden Michelangelos malerier. Denne kritik overser, at holdet faktisk har spillet det meste af indeværende sæson med verdens måske bedste chanceskaber, Andres Iniesta, på mærkbart nedsat kraft. Og at han først nu forhåbentlig er på vej tilbage. Et ”maskinrum”, som Guardiola kalder den, med Xavi, Iniesta og Messi kan ikke standses af nogen, og et sådant hold ville vinde titler uanset om de så havde Mikkel Beck på toppen – og Zlatan er noget bedre end Mikkel Beck, hvis nogen skulle være i tvivl.

Der er selvfølgelig stadig ingen, der kan forudsige, hvordan sæsonen ender, selv om vi vil være meget klogere om en god uges tid. Barca kan vinde nul, en eller to titler i sæsonen (og dermed op til maksimalt fem i kalenderåret), men uanset hvad burde tilskuerne være tilfredse med sæsonen. Det vil de/vi bare ikke være, hvis man ikke vinder det nationale mesterskab, og det vil potentielt kunne blive meget problematisk for klubben. Hvis Guardiolas mænd vinder titlen, vil alle os culés med ro i sindet acceptere, at der skal ryddes op i truppen – Puyol, Henry, Marquez og måske endda Messi kan blive solgt videre og få ny inspiration andetsteds – og det vil blive accepteret, hvis næste sæson bliver en genopbygnings- og sammenspilningssæson, hvor man ikke nødvendigvis vinder nogen titler. Hvis titlen derimod glipper i år, som den gjorde i 2007 efter en anden succesperiode, vil fansene forlange indkøb af superstjerner på bekostning af det imponerende ungdomsarbejde Guardiola (og ungdomstræner Luis Enrique) står for.

F.C. Barcelona er altid en fantastisk klub at være fan af, men selvfølgelig især når spil og resultater er som man er blevet vandt til over de seneste år, men Barcelona er også by, hvor folk lever og ånder med klubben, og hvor folk (som de gode katolikker, catalanerne lader som om de er her i anledning af påsken) forventer at deres egentlige religion kan give dem både skønhed, moralsk styrke og aflad for deres synder. Næste messe på catalansk, castilliansk, engelsk, dansk og alle andre sprog er lørdag klokken otte.