Bizarro-politics

I sidste uge sad jeg og så det meste (den var virkelig lang) af debatten mellem de tre kandidater til den britiske premierministerpost; Gordon Brown fra Labour, David Cameron fra de Konservative og Nick Clegg fra de Liberale Demokrater. Det er jo første gang nogensinde, der er blevet afholdt live-transmitrerede tv-debatter i Storbritannien og alene derfor var det interessant at se, hvordan de løste opgaven. Ligeledes er det altid sjovt at se, hvordan de politiske diskussioner på tværs af de europæiske landegrænser handler dels om nogle emner, der går igen alle steder, go dels om nogle helt specifikke, lokale problemer og diskussioner. I den mere kuriøse emne var det f.eks. pudsigt at høre kandidaterne (med undtagelse af Nick Clegg) være tøvende overfor at reformere et valgsystem, der ved sidste valg medførte, at 52 % af de afgivne stemmer gik til en kandidat, der ikke blev valgt: Eller at man tydeligvis ikke rigtigt kan tage sig sammen til at få afskaffet aristokratiet automatiske repræsentation i overhuset.



Men ingen af disse ting var nu, fra mit synspunkt, det mest bemærkelsesværdige ved debatten. Mit politiske ståsted vil være de fleste af denne blogs læsere bekendt, og hvis nogen skulle være i tvivl, står i miniprofilen i øverste højre hjørne, og i forhold til dette, var det temmeligtutrolig, t jeg oftere end det modsatte sad og var enig med de synspunkter, der blev udtrykt af de to borgerlige oppositionskandidater og uenig med Gordon Browns Labour-politik. Er det nu et resultat af jeg endelig er bukket under for klicheens alderdoms-højredrejning? Forhåbentlig ikke. Er det fordi, de borgerlige partier lyver, og ikke har tænkt sig at holde hvad de lover? Sikkert, men jeg tror ikke, det kun er det. Men hvad så?

Lad os prøve at kigge på en lille liste over de holdninger, der blev udtrykt af en eller begge af de to oppositionskandidater på centrale politikområder, og som jeg måtte erklære mig helt enig i, og som Gordon Brown tøvede med at bakke op omkring:

- En udenrigspolitik, der er mindre afhængig af USA, og som er baseret på dialog og forhandlinger i FN-systemet
- En stærkere regulering af værdipapir, valuta og ejendomsmarkederne med henblik på at undgå fremtidige bobler.
- En international klimaaftale, der indeholder bindende mål for reduktion af de store industrilandes CO2-udslip
- En reform af EU-systemet baseret på subsidiaritetsprincippet, således at EU fokuserer på at løse de problemer, der af international karakter; miljø, kriminalitet, handel osv., men i videst mulig grad overlader andre politikområder til politiske enheder tættere på borgerne.
- En grundig og uddybende undersøgelse af optakten til og udførelsen af krigene i Irak og Afghanistan og disses lovlighed i henhold til nationale og internationale regler.
- En reform af den offentlige sektor, der sikrer en krisesikring, men ikke en afvikling af de kollektivt finansierede velfærdsgoder
- En integrationspolitik, der tager udgangspunkt i det multikulturelle og globaliserede samfund som et faktum, men med en universalistisk tilgang til menneske og borgerrettigheder, reststaten osv.

Jo ikke just traditionel borgerlig kernepolitik. Vel nærmest omvendt en liste, der kunne være grundlaget for de mærkesager, den danske opposition burde føre valgkamp på næste gang. Så måske handler det i virkeligheden om noget andet: Måske handler det om, at den britiske Labour-regering trænger til at blive udskiftet; at den ikke længere kan se hvad Storbritannien har brug for: Måske har Labour siddet ved magten i så lang tid, at den er begyndt at se et lighedstegn mellem sig selv og staten, således at den hellere vil forsvare end forandre. Måske tror Labour at enhver by forandring er en implicit kritik af den politik, der har været ført de seneste 14 år, og dermed en svækkelse af deres egen troværdighed. Faktum er det i hvert fald, at den ved sidste uges debat ikke var Labour var dem, der talte for en progressiv forandring af det britiske samfund.

Og nogle gange kan borgerlige valgsejre vel godt være katalysator for en progressiv udvikling af samfundet (det skal dog for tydelighedens skyld understreges, at Bush- eller Fogh-regeringens ankomst i sin tid bestemt IKKE var eksempler på dette). Dels fordi de tvinger venstrefløjen til at genfinde egne værdier og styrker; og dels fordi enhver opposition har mulighed for at opfange problemer og folkestemninger, som magthaverne uanset partifarve har sværere ved at se. Jeg mener, man med god ret kan betragte både Merkels valgsejr i Tyskland i 2005 og Reinfeldts i Sverige i 2006 i dette lys, uagtet den kritik man kan komme med af den politik disse regeringer i øvrigt fører. Ligeledes må socialdemokraten Zapateros valgsejr i Spanien i 2004 ses som ikke blot en sejr for centrum-venstrekoalitionens politikker som for apati og magtfuldkommenhed i den borgerlige Aznar-regering.

Hvis jeg boede i Storbritannien ville jeg nu nok stadig stemme på Labour i mangel af bedre (igen pga. det britiske valgsystem, er der de fleste steder ikke noget venstrefløjsalternativ), og det samme, hvis jeg boede i Tyskland elle Sverige. Der er stadig for mange ting i de borgerlige partiers øvrige politik og deres historiske rekordliste mht. rent faktisk at føre de progressive valgløfter ud i livet, der taler i mod dem. Men debatten op til det britiske valg understreger vigtigheden af altid at have en stærk opposition, uanset hvem der sidder ved magten, og forhåbentlig også en tiltrængt påmindelse til alle os danskere om, at alle regeringer har en udløbsdato, og at det er de progressive dagsordener, der har vind i sejlene.

Hvordan man skaber henholdsvis en god og en dårlig TV-serie

En af de mest interessante ved den amerikanske TV-model er, at det efterhånden er blevet et krav til selv de mindste landsdækkende kanaler, at de skal lave selvproducerede fiktionsprodukter. Dette betyder, at der i modsætning til i Danmark, hvor det er en nyhed, hver gang der kommer noget nyt, og hvor der meget sjældent kører mere end en på givent tidspunkt på tværs af kanalerne (så vidt jeg lige kan huske, er den eneste, der kører for tiden TV3s ”Lulu & Leon”, som jeg ikke har set), hvert år findes et utal af nye TV-serier i alle genrer på amerikansk TV, hvoraf nogle flopper og forsvinder efter nogle få afsnit, mens andre får succes og får lov til at blive på æteren i årevis.

Med udgangspunkt i to af denne Tv-sæsons Sci-fi-satsninger, ABC’s ”Flashforward” (som vist også sandes på en af de danske kanaler) og SyFy’s ”Caprica”, der nu begge er omkring ti afsnit inde i første sæson, tænkte jeg, det kunne være interessant at kigge på, hvad der afgør, om en Tv-serie fungerer eller ej. For faktum er, at man nu nuværende tidspunkt entydigt kan konkludere at ”Caprica” har overgået de flestes forventninger og er ved at opbygge en stadigt voksende fanskare, mens ”Flashforward” har skuffet og nok næppe får lov til at fortsætte når den indeværende sæson slutter om nogle uger. Begge serier falder som nævnt indenfor Science Fiction-genren, hvilket gør den direkte sammenligning lettere, men det er min opfattelse, at de nedenstående pointer ikke er begrænset til SciFi, men forhåbentligt siger noget generelt om, hvad kan gøre en serie levedygtig eller ej.

1) Det er ikke konceptet, men udførelsen, der er afgørende

”Flashforward” handler om, at alle mennesker på jorden samtidig får et blackout, hvori de ser, hvad de laver på det samme bestemte tidspunkt seks måneder senere, og vågner op, både med dilemmaet om, hvordan de skal forholde sig til, hvad de har set, og til en verden, hvor all der tilfældigvis sad i kørte bil, sad i et fly eller andres situationer, hvor bevidsthed er en nødvendighed, omkom, da de pludselig fik blackout - hvilket lyder totalt sejt! ”Caprica” er en Spin-off af ”Battlestar Galactica” (som jeg ikke har set), der handler om hvordan de robotter, der senere (i BSG) vil komme ud i en altødelæggende krig med menneskeracen, blev opfundet af mennesker i en uheldig alliance mellem gråde våbenfabrikanter og religiøse fanatikere – hvilket lyder totalt tåbeligt. Men resultaterne har som nævnt været omvendt af, hvad man kunne forvente, bl.a. fordi Capricas manuskriptforfattere (bl.a. Buffy-veteranen Jane Espenson), har skabt et univers og nogle karakterer, hvis grundkonflikter er både nysgerrighedspirrende og genkendelige. De har turdet tale om emner som sorg, religion, bevidsthed og kultur, på en måde der virker ny og frisk, samtidig med at selve plottet har været genuint spændende. ”Flashforward” mangler alle disse ting; karakterer, dialog, indhold og drama.

2) Lær de rigtige ting af dine forbilleder og fin din egen stemme

Det er svært at være original, og ingen forventer at nye serier skal genopfinde mediet fra bunden. Men selv om man lader sig inspirere af TV-historiens store succeser er det vigtigt, at det er disses styrker og ikke deres svagheder, man låner fra. ”Flashforward” vil utroligt gerne være den nye ”Lost”, krydret med lidt ”The 4400”, men tror åbenbart at det, der har gjort ”Lost” til en succes, er, at så meget bliver holdt hemmeligt, og at man selv efter fem sæsoner på nogle helt grundlæggende punkter ikke ved, hvad der foregår. Det, der i virkeligheden gør ”Lost” god, er dens uforudsigelighed og historiefortællingens store kompleksitet, der udfordrer sine seeres analytiske og kritiske blik kombineret med en sans for mystik og uhygge, hvilket ”Flashforward” helt mangler. Skaberne af Flashforward fortæller os ikke (selv nu efter 12 timers TV), hvad vi har brug for at vide for at forstå historien, men de gør heller intet for, at man skulle være synderligt interesseret i at finde ud af det. ”Caprica” derimod har taget den mytologiske ramme og dennes filosofiske implikationer med fra BSG, men har skiftet actionfortællingen ud med et karakterdrevent familiedrama, hvor helt nye og mere jordnære aspekter af de grundlæggende tematikker kommer i spil. Der er således både noget at komme efter for BSG-fans og for alle os andre.


3) Det er vigtigt at have et gennemtænkt og sammenhængende fiktivt univers, men det er karaktererne og deres konflikter, seerne skal fænges af

Den gode serie er både kompleksitetsudvidende og kompleksitetsreducerende(tak, Luhmann). Seerne skal både have en fornemmelse af, historierne har en vis grad af almengyldighed og åbenhed, samtidigt med, at den holder sit fokus skarpt på de personer og de konflikter, der er vigtige. I forlængelse af mit tidligere Star Wars-indlæg, er der aldrig nogen, der er blevet forelsket i det univers, fordi, de syntes der er interessant at høre om stemmeregler i senatet på Coruscant. Men der er sikkert mange der har fundet noget spændende i Luke’s, Leia’s og Han’s eventyr og derefter har fået lyst til at lære mere om den verden, de færdes i. Giv os historie og karakterer, og overrask os derefter med det fiktive univers’ bredde og dybde. Lad være med bare at give os et univers, der og bredt og dybt, for derefter at forvente, at vi gider interessere os for, hvad der nu tilfældigvis foregår i det.


4) Vær altid er skridt foran dit publikum, ikke omvendt

Et af de store dilemmaer, ”Flashforwards” karakterer efter sigende står i, er hvorvidt de fremtidssyner, de har haft er uafvendelige eller kun en mulighed. Manuskriptforfatterne fik sig dog lynhurtigt i løbet af de første par afsnit skrevet sig op i et hjørne, således at der reelt kun var et svar på det spørgsmål, der ville give mening. Dette var formentlig tydeligt for alle seere, men figurerne i serien er først nu så småt efter yderligere ti afsnit og en række helt unødvendige ”afsløringer” begyndt at komme til den samme konklusion. Ligeledes er seriens næste store ”twist” også telegraferet i forvejen med så stor tydelighed, at man reelt bare går at venter på, hvornår det sker. Og jo vel og mærket ikke på den gode måde, hvor forfatterne ved hjælp af hints og foreshadowing skaber en fornemmelse af uafvendelighed hos seeren. Dette sker derimod i ”Caprica”, hvor seeren ved, at en række konflikter og problemer ligger og lurer under overfladen, men hele tiden kan blive overrasket over hvornår og hvordan disse vil komme til overfladen, og hvilke konsekvenser, det får.

5) Casting er altafgørende

”Caprica” er sendes på den lille kanal Syfy (udtale see-fee), der af gode grunde ikke har de store penge at bruge på at hyre store stjerneskuespillere, men har i stedet satset på skuespillere med det håndværksmæssige i orden og derefter at skabe så skarpe og præcise karakterer, at de kan spilles. ”Flashforward” er på kæmpestationen ABC, og har derfor haft råd til at hyre kendte ansigter som Joseph Fiennes (kendt fra ”Shakespeare in Love”), John Cho (”Harold and Kumar”-filmene), Jack Davenport (”Coupling”), Dominic Monaghan (”Lost” og ”Ringes Herre”-filmene), men har stolet alt for meget på, at skuespillerne selv kunne fylde indhold i manuskriptets endimensionelle figurer.


6) Accepter de rammer, du er blevet givet og brug dem til din fordel

”Flashforward” var blevet stillet den umulige opgave at være ABC’s langsigtede afløser for den kritikermæssige kommercielle megasucces ”lost”, og dette ansvar ha tilsyneladende tynget seriens skabere så meget, at de har villet for meget og turdet for lidt. ”Caprica” derimod har udnyttet det, at alle forventede, at det ville blive noget lort, til at give publikum noget helt andet, end hvad de troede, de gik ind til. Og man har brugt det relativt lave budget til at skabe et visuelt udtryk, der understøtter seriens pointer om kulturers udvikling og om kunstighed og realisme.

Jeg ved ikke, hvor længe, jeg gider holde fast i ”Flashforward”. Måske bliver jeg hængende sæsonen ud, bare for at se, hvordan det ender, men det er helt klart allerede nu for sent for serien at redde sig selv. ”Caprica” har potentialet til at blive en fremtidig klassiker, hvis skaberne holder nerven og intensiteten oppe. Desværre er det jo ikke kun de kunstneriske, kvaliteter der afgør hvilke serier der overlever, men også de kommercielle, og måske vurdere cheferne på Cocas-Cola og andre steder, at der er bedre reklameværdi i en dårlig serie på en stor kanal, som ikke fornærmer nogle og med tilpas mange eksplosioner og skududvekslinger til at tiltrække en vis gruppe seere, end i en langt bedre serie på en lillebitte kanal, der handler ligeså meget om forholdet mellem fædre og døtre som om det mellem robotter og mennesker og som er særdeles dobbelttydig i sin seksualitetsmoral, religionssyn osv.

Greece is the word

Den amerikanske økonomiblog BaselineScenario.com beskæftiger sig normalt primært med de amerikanske perspektiver på den igangværende globale økonomiske krise, men de seneste par dage har en bagmændene bag siden, Simon Johnson, der også er økonomiprofessor ved MIT og tidligere IMF-chef, postet to lange indlæg vedr. de økonomiske problemer i Grækenland og disses implikationer for hele Eurozonen. Disse indlæg er på én gang en meget indsigtsfuld og grundig analyse af de økonomiske handlemuligheder, og på den anden side et bemærkelsesværdigt udtryk for den måde, mange fagøkonomer betragter verden i det hele taget og økonomiske kriser i særdeleshed, og som i sig selv måske er at betragte som en årsag til de nuværende problemer.

Johnson starter med at drage en parallel mellem den økonomiske krise i Argentina i 90’erne og det internationale samfunds reaktioner på denne, og Grækenlands nuværende situation og de foreløbige reaktioner på denne. Han slår fast, at IMF i bakspejlet har måttet konkludere, at dets politik med at forlænge den argentinske regerings lån og understøtte den med massive valutaopkøb var økonomisk ineffektiv. I stedet burde IMF, ifølge dem selv (og Johnson), have ladet falde, hvad ikke kunne stå, således at den argentinske regering blev presset til at indføre de ønskede økonomiske og politiske reformer. Dette bør man, ifølge Johnson, holde sig for øje, når grækerne formentlig snart vil vende sig mod det internationale samfund for at bede om tilsvarende hjælp, blot med den yderligere pointe, at Grækenlands gæld er endnu større og deres internationale konkurrenceevne endnu dårligere, end hvad tilfældet var for Argentina i 90’erne.

Grundlæggende skyldes krisen, at de græske banker har udnyttet en forskel i renten på græske statsobligationer og den europæiske centralbanks udlånsrente til at tilbyde den græske stat nogle enorme lån. De græske politikere har valgt ikke at tage i mod disse lån, på trods af, at de meget vel var klar over, at den græske økonomis grundtilstand ikke var sund nok til at man ville kunne betale lånene tilbage; og vel vidende, at man ikke kunne undgå at komme i konflikt med eurozonens stabilitetspagt. De græske politikere har altså opført sig økonomisk uansvarligt, og dermed bragt hele den græske økonomi og eurozonens politiske fremtid i fare.

For Johnson at se (og det mener jeg, at man har helt ret i) har den græske regering reelt se tre handlemuligheder:

1) Utroligt stram finanspolitik, altså reelt set enten massive besparelser i de offentlige udgifter eller voldsomme skattestigninger, der udelukkende skal bruges til at betale af på gælden

2) Gældsudsættelse, samtidigt med at man bliver i eurosamarbejdet (Argentina-modellen), eller

3) Gældsudsættelse kombineret med en udtrædelse af eurosamarbejdet

Forslag 1 ville have voldsomme konsekvenser for det græske samfund, og det er stærkt tvivlsomt, om det overhovedet ville kunne lade sig gøre, uden at andre sektorer af økonomien ville tage mærkbar skade. Forslag 2 betyder reelt set, at det bliver verdenssamfundet, og det vil i denne sammenhæng sige ECB, log det vil i denne sammenhæng sige Tyskland, der betaler for den græske krise, hvilket vel næppe er politisk salgbart i et Tyskland (og de øvrige eurolande), der har sine egne problemer at slås med. Forslag 3 vil blive tolket som et betydeligt slag mod eurosamarbejdets politiske prestige og image som velfærdsøkonomisk projekt, hvilket nok heller ikke er særligt sandsynligt. Det er derfor reelt spændende, hvilken løsningsmodel, der bliver valgt, og hvad fremtiden vil bringe.

Så langt, så godt. Der er dog nogle centrale pointer i forhold til det har spørgsmål, som Simon Johnson har udeladt eller ignoreret:

For det første: Det grundlæggende problem i den græske økonomi er, at man stadig ikke har fundet sin niche en den nye globaliserede økonomi. Man kan omlægge lån, devaluere valutaer, og overføre penge fra en konto til en anden lige så meget man vil, men det besvarer ikke det grundlæggende spørgsmål. Hvad er det for nogle værdier, det græske samfund skal producere i fremtiden og som skal finansiere borgernes velstand? Hvor er det Grækenland har sin Ricardo’ske komparative fordel? Og hvad gør vi som verdenssamfund, hvis svaret er; ingenting?

For det andet: Tankegangen omkring økonomisk deregulering og velfærdsydelser som noget, der primært er forhindringer for finansiel fornuft, er bygget på den gamle forestilling om de politiske og økonomiske systemers grundlæggende adskilthed. Det er dog ikke for sjov, at Marx omtaler kapitalismen som ”den politiske økonomi”, fordi kapitalismen netop er kendetegnet ved magtens enorme tilstedeværelse i økonomien. Forestillingen om, at fraværet af statslig indblanding i finansmarkederne på en eller anden måde vil føre til en mere objektiv, rationel og langsigtet økonomisk udvikling er teoretisk svagt funderet og empirisk grundlæggende udokumenteret.

For det tredje: De internationale valutasamarbejder, hvoriblandt Euroen er den mest prominente, er ligeså meget politiske og ideologiske projekter, som de er et resultat af et forsøg på at løse konkrete økonomiske problemer. Det betyder, at det er urimeligt at forvente, at de europæiske statsleder skal træffe økonomiske beslutninger, der er i modstrid med det politiske projekt. Eurosamarbejdet kan ikke disciplinere sine medlemslande, fordi hele baggrunden bag den folkelige opbakning til samarbejdet er myten om, at det ville gøre sådanne disciplineringer unødvendige.

For det fjerde: Eurolandene mangler stadig på nogle helt grundlæggende områder at tage stilling til forholdet mellem de nationale regeringers økonomiske handlefrihed, den traktatfæstnede økonomiske politik og centralbankens pengepolitiske arbejde: Hvem bestemmer mål og midler i de europæiske økonomier?

I disse dage hører man jævnligt fra forskellige steder i verden, at krisen er ved at være vendt; at kurven for ejendomspriser er knækket, at beskæftigelsen er ved at stige; at forbrugertilliden og investeringsvilligheden er på vej op. Og lad os dog for himlens skyld håbe, at det er rigtigt – der er ingen der siger, at de kriser, der ændrer de globale økonomier, nødvendigvis behøver sende almindelige menneskers levestandard helt ned og ramme bunden: Men det står stadig mere klart, at den keynesiansk regulerede kapitalisme står overfor en stadig stigende række af ubesvarede spørgsmål: Hvordan sikrer man økonomisk stabilitet, når en så stor del af verdens kapital ikke er bundet op i noget fysisk, og dermed kan flyttes på et øjeblik? Hvordan kan nationale regeringer beskatte og regulere en ikke-national økonomi? Hvordan skal man forholde sig til den undergravning af den intellektuelle ejendomsret, internettet udgør? Giver gammeldags forestillinger om værdi, handel og valuta overhovedet mening, når verdens rigeste lande står for en stadig mindre del af den reelle vareproduktion, samtidig med at den globale økonomiske ulighed bliver stadig større? Osv. osv.

Son molts gols que hem cridat

Jeg er i Barcelona på ferie, og det er en god tur, men nok næppe interessant at læse om (“hverken mere eller mindre interessant, end hvad du plejer at skrive om”, ville nogle måske indvende; men det vælger jeg at overhøre). Mere brugbart var det måske i stedet at gøre sig nogle overvejelser om den lokale fodboldklubs nuværende tilstand, da jeg jo - som det vil være de fleste læsere bekendt - følger den ret tæt, og selvfølgelig i anledning af mit besøg hernede (eller måske mere rigtigt, som anledning til…) skal ind og se holdet spille ligakamp i morgen lørdag mod en anden gammel traditionsklub; Athletic Bilbao.

Holdets status for indeværende sæson er som bekendt, at man er blevet slået ud af den spanske pokalturnering (af Sevilla); er i kvartfinalen i Champions League, hvor man i onsdags fik uafgjort 2-2 på udebane mod Arsenal i den første af to kampe efter at have spillet rigtigt godt; og ligger á point med Real Madrid på den spanske ligas førsteplads med et kæmpe forspring ned til alle de andre hold. Netop Real Madrid skal F.C. Barcelona møde i spillerunden efter denne, altså på næste lørdag d. 10. Denne rundes kampe afgør altså hvilken udgangsposition de to klubber går ind til mødet på Bernabeu med. Hvis begge klubber som forventet vinder weekendens kampe skal Real Madrid vinde el Superclásico for at have den interne fordel mellem de to klubber, mens Barcelona kan nøjes med uafgjort. Hvis Real taber point i denne weekend er billedet det samme, hvorimod Barca, hvis de ikke får fuldt udbytte af kampen i morgen, skal vinde i Madrid for at generobre den samlede førsteplads. Efter det store møde er intet naturligvis afgjort, da der stadig er masser af runder tilbage af turneringen, men da begge klubber har tabt meget få point i sæsonen hidtil, betragter de fleste kampen i næste uge som en decideret sæsonfinale.

Denne kamp og returopgøret mod Arsenal på onsdag kommer som 2010s første store højdepunkter efter et 2009, der må betragtes som det mest succesfulde kalenderår i klubbens historie (og måske i klubfodboldens i det hele taget). El Barca de las Seis Copas – de seks pokalers Barca - vandt, som navnet antyder, seks pokaler i 2009; den spanske pokalturnering, den spanske liga, Champions League, den spanske supercup, den europæiske supercup og verdensmesterskabet for klubhold, hvilket intet hold har været bare tæt på tidligere. Samtidigt imponerede holdet med flot og kreativt angrebsspil, et utal af mål og en imponerende holdånd og velgørenhed (især via sit bemærkelsesværdige samarbejde med Unicef, som klubben gratis har overdraget den mange hundrede millioner euro kostbare reklameplads på spillertrøjerne, kombineret med en betydelig årlig donation).

Året var samtidig en bemærkelsesværdig triumf for klubbens ungdomsafdeling, La Masía, der, uhørt for en international topklub, selv har leveret over halvdelen af spillerne til startopstillingen en hvilken som helst given weekend: Valdes, Puyol, Xavi, Iniesta og Messi er allerede blandt verdens allerstørste stjerner; Pique, Busquets, Pedro og Bojan er fuldt på vej til at blive det samme; og tro mod sin ideologi er træner Guardiola allerede begynd at give plads til den næste række af kommende superstjerner; Jonathan, Gai, Jeffren, Victor Sanchez osv.



For klubben er der således meget at være stolt af, og som Guardiola udtalte for et par uger siden, må man i betragtning af sidste sæsons succes og Real Madrids vanvittige oprustning før denne sæson være imponeret af, at holdet har kunnet holde dampen oppe, og på nuværende tidspunkt efter min mening stadig er favorit til at vinde begge sæsonens mest betydningsfulde titler.

De helt store spørgsmål før denne sæson var; kan Zlatan fylde tomrummet efter Eto’o ud; og kan den aldrende Henry spille på samme fantastiske niveau som sidste år. Og til begge spørgsmål må man nok svare: ikke helt. Sæsonens hidtidige succes skyldes derfor overraskende nok, at Messi har formået at hæve sit i forvejen helt unikke niveau endnu en tand, og at andre spillere, især Pedro og Keita, er trådt i karakter som målsøgere og at Barcas samlede trussel mod modstandernes mål således er blevet større og ikke mindre. Der er blevet talt meget om, at Barcas trup er for sårbar overfor skader på nogle udvalgte nøglepositioner, og der er da ingen tvivl om et Barca-hold uden Messi er svækket: Men hvilket hold ville ikke være det? Det svarer til at kritisere det sixtinske kapel for, at det ville være grimmere uden Michelangelos malerier. Denne kritik overser, at holdet faktisk har spillet det meste af indeværende sæson med verdens måske bedste chanceskaber, Andres Iniesta, på mærkbart nedsat kraft. Og at han først nu forhåbentlig er på vej tilbage. Et ”maskinrum”, som Guardiola kalder den, med Xavi, Iniesta og Messi kan ikke standses af nogen, og et sådant hold ville vinde titler uanset om de så havde Mikkel Beck på toppen – og Zlatan er noget bedre end Mikkel Beck, hvis nogen skulle være i tvivl.

Der er selvfølgelig stadig ingen, der kan forudsige, hvordan sæsonen ender, selv om vi vil være meget klogere om en god uges tid. Barca kan vinde nul, en eller to titler i sæsonen (og dermed op til maksimalt fem i kalenderåret), men uanset hvad burde tilskuerne være tilfredse med sæsonen. Det vil de/vi bare ikke være, hvis man ikke vinder det nationale mesterskab, og det vil potentielt kunne blive meget problematisk for klubben. Hvis Guardiolas mænd vinder titlen, vil alle os culés med ro i sindet acceptere, at der skal ryddes op i truppen – Puyol, Henry, Marquez og måske endda Messi kan blive solgt videre og få ny inspiration andetsteds – og det vil blive accepteret, hvis næste sæson bliver en genopbygnings- og sammenspilningssæson, hvor man ikke nødvendigvis vinder nogen titler. Hvis titlen derimod glipper i år, som den gjorde i 2007 efter en anden succesperiode, vil fansene forlange indkøb af superstjerner på bekostning af det imponerende ungdomsarbejde Guardiola (og ungdomstræner Luis Enrique) står for.

F.C. Barcelona er altid en fantastisk klub at være fan af, men selvfølgelig især når spil og resultater er som man er blevet vandt til over de seneste år, men Barcelona er også by, hvor folk lever og ånder med klubben, og hvor folk (som de gode katolikker, catalanerne lader som om de er her i anledning af påsken) forventer at deres egentlige religion kan give dem både skønhed, moralsk styrke og aflad for deres synder. Næste messe på catalansk, castilliansk, engelsk, dansk og alle andre sprog er lørdag klokken otte.