Hvordan man skaber henholdsvis en god og en dårlig TV-serie

En af de mest interessante ved den amerikanske TV-model er, at det efterhånden er blevet et krav til selv de mindste landsdækkende kanaler, at de skal lave selvproducerede fiktionsprodukter. Dette betyder, at der i modsætning til i Danmark, hvor det er en nyhed, hver gang der kommer noget nyt, og hvor der meget sjældent kører mere end en på givent tidspunkt på tværs af kanalerne (så vidt jeg lige kan huske, er den eneste, der kører for tiden TV3s ”Lulu & Leon”, som jeg ikke har set), hvert år findes et utal af nye TV-serier i alle genrer på amerikansk TV, hvoraf nogle flopper og forsvinder efter nogle få afsnit, mens andre får succes og får lov til at blive på æteren i årevis.

Med udgangspunkt i to af denne Tv-sæsons Sci-fi-satsninger, ABC’s ”Flashforward” (som vist også sandes på en af de danske kanaler) og SyFy’s ”Caprica”, der nu begge er omkring ti afsnit inde i første sæson, tænkte jeg, det kunne være interessant at kigge på, hvad der afgør, om en Tv-serie fungerer eller ej. For faktum er, at man nu nuværende tidspunkt entydigt kan konkludere at ”Caprica” har overgået de flestes forventninger og er ved at opbygge en stadigt voksende fanskare, mens ”Flashforward” har skuffet og nok næppe får lov til at fortsætte når den indeværende sæson slutter om nogle uger. Begge serier falder som nævnt indenfor Science Fiction-genren, hvilket gør den direkte sammenligning lettere, men det er min opfattelse, at de nedenstående pointer ikke er begrænset til SciFi, men forhåbentligt siger noget generelt om, hvad kan gøre en serie levedygtig eller ej.

1) Det er ikke konceptet, men udførelsen, der er afgørende

”Flashforward” handler om, at alle mennesker på jorden samtidig får et blackout, hvori de ser, hvad de laver på det samme bestemte tidspunkt seks måneder senere, og vågner op, både med dilemmaet om, hvordan de skal forholde sig til, hvad de har set, og til en verden, hvor all der tilfældigvis sad i kørte bil, sad i et fly eller andres situationer, hvor bevidsthed er en nødvendighed, omkom, da de pludselig fik blackout - hvilket lyder totalt sejt! ”Caprica” er en Spin-off af ”Battlestar Galactica” (som jeg ikke har set), der handler om hvordan de robotter, der senere (i BSG) vil komme ud i en altødelæggende krig med menneskeracen, blev opfundet af mennesker i en uheldig alliance mellem gråde våbenfabrikanter og religiøse fanatikere – hvilket lyder totalt tåbeligt. Men resultaterne har som nævnt været omvendt af, hvad man kunne forvente, bl.a. fordi Capricas manuskriptforfattere (bl.a. Buffy-veteranen Jane Espenson), har skabt et univers og nogle karakterer, hvis grundkonflikter er både nysgerrighedspirrende og genkendelige. De har turdet tale om emner som sorg, religion, bevidsthed og kultur, på en måde der virker ny og frisk, samtidig med at selve plottet har været genuint spændende. ”Flashforward” mangler alle disse ting; karakterer, dialog, indhold og drama.

2) Lær de rigtige ting af dine forbilleder og fin din egen stemme

Det er svært at være original, og ingen forventer at nye serier skal genopfinde mediet fra bunden. Men selv om man lader sig inspirere af TV-historiens store succeser er det vigtigt, at det er disses styrker og ikke deres svagheder, man låner fra. ”Flashforward” vil utroligt gerne være den nye ”Lost”, krydret med lidt ”The 4400”, men tror åbenbart at det, der har gjort ”Lost” til en succes, er, at så meget bliver holdt hemmeligt, og at man selv efter fem sæsoner på nogle helt grundlæggende punkter ikke ved, hvad der foregår. Det, der i virkeligheden gør ”Lost” god, er dens uforudsigelighed og historiefortællingens store kompleksitet, der udfordrer sine seeres analytiske og kritiske blik kombineret med en sans for mystik og uhygge, hvilket ”Flashforward” helt mangler. Skaberne af Flashforward fortæller os ikke (selv nu efter 12 timers TV), hvad vi har brug for at vide for at forstå historien, men de gør heller intet for, at man skulle være synderligt interesseret i at finde ud af det. ”Caprica” derimod har taget den mytologiske ramme og dennes filosofiske implikationer med fra BSG, men har skiftet actionfortællingen ud med et karakterdrevent familiedrama, hvor helt nye og mere jordnære aspekter af de grundlæggende tematikker kommer i spil. Der er således både noget at komme efter for BSG-fans og for alle os andre.


3) Det er vigtigt at have et gennemtænkt og sammenhængende fiktivt univers, men det er karaktererne og deres konflikter, seerne skal fænges af

Den gode serie er både kompleksitetsudvidende og kompleksitetsreducerende(tak, Luhmann). Seerne skal både have en fornemmelse af, historierne har en vis grad af almengyldighed og åbenhed, samtidigt med, at den holder sit fokus skarpt på de personer og de konflikter, der er vigtige. I forlængelse af mit tidligere Star Wars-indlæg, er der aldrig nogen, der er blevet forelsket i det univers, fordi, de syntes der er interessant at høre om stemmeregler i senatet på Coruscant. Men der er sikkert mange der har fundet noget spændende i Luke’s, Leia’s og Han’s eventyr og derefter har fået lyst til at lære mere om den verden, de færdes i. Giv os historie og karakterer, og overrask os derefter med det fiktive univers’ bredde og dybde. Lad være med bare at give os et univers, der og bredt og dybt, for derefter at forvente, at vi gider interessere os for, hvad der nu tilfældigvis foregår i det.


4) Vær altid er skridt foran dit publikum, ikke omvendt

Et af de store dilemmaer, ”Flashforwards” karakterer efter sigende står i, er hvorvidt de fremtidssyner, de har haft er uafvendelige eller kun en mulighed. Manuskriptforfatterne fik sig dog lynhurtigt i løbet af de første par afsnit skrevet sig op i et hjørne, således at der reelt kun var et svar på det spørgsmål, der ville give mening. Dette var formentlig tydeligt for alle seere, men figurerne i serien er først nu så småt efter yderligere ti afsnit og en række helt unødvendige ”afsløringer” begyndt at komme til den samme konklusion. Ligeledes er seriens næste store ”twist” også telegraferet i forvejen med så stor tydelighed, at man reelt bare går at venter på, hvornår det sker. Og jo vel og mærket ikke på den gode måde, hvor forfatterne ved hjælp af hints og foreshadowing skaber en fornemmelse af uafvendelighed hos seeren. Dette sker derimod i ”Caprica”, hvor seeren ved, at en række konflikter og problemer ligger og lurer under overfladen, men hele tiden kan blive overrasket over hvornår og hvordan disse vil komme til overfladen, og hvilke konsekvenser, det får.

5) Casting er altafgørende

”Caprica” er sendes på den lille kanal Syfy (udtale see-fee), der af gode grunde ikke har de store penge at bruge på at hyre store stjerneskuespillere, men har i stedet satset på skuespillere med det håndværksmæssige i orden og derefter at skabe så skarpe og præcise karakterer, at de kan spilles. ”Flashforward” er på kæmpestationen ABC, og har derfor haft råd til at hyre kendte ansigter som Joseph Fiennes (kendt fra ”Shakespeare in Love”), John Cho (”Harold and Kumar”-filmene), Jack Davenport (”Coupling”), Dominic Monaghan (”Lost” og ”Ringes Herre”-filmene), men har stolet alt for meget på, at skuespillerne selv kunne fylde indhold i manuskriptets endimensionelle figurer.


6) Accepter de rammer, du er blevet givet og brug dem til din fordel

”Flashforward” var blevet stillet den umulige opgave at være ABC’s langsigtede afløser for den kritikermæssige kommercielle megasucces ”lost”, og dette ansvar ha tilsyneladende tynget seriens skabere så meget, at de har villet for meget og turdet for lidt. ”Caprica” derimod har udnyttet det, at alle forventede, at det ville blive noget lort, til at give publikum noget helt andet, end hvad de troede, de gik ind til. Og man har brugt det relativt lave budget til at skabe et visuelt udtryk, der understøtter seriens pointer om kulturers udvikling og om kunstighed og realisme.

Jeg ved ikke, hvor længe, jeg gider holde fast i ”Flashforward”. Måske bliver jeg hængende sæsonen ud, bare for at se, hvordan det ender, men det er helt klart allerede nu for sent for serien at redde sig selv. ”Caprica” har potentialet til at blive en fremtidig klassiker, hvis skaberne holder nerven og intensiteten oppe. Desværre er det jo ikke kun de kunstneriske, kvaliteter der afgør hvilke serier der overlever, men også de kommercielle, og måske vurdere cheferne på Cocas-Cola og andre steder, at der er bedre reklameværdi i en dårlig serie på en stor kanal, som ikke fornærmer nogle og med tilpas mange eksplosioner og skududvekslinger til at tiltrække en vis gruppe seere, end i en langt bedre serie på en lillebitte kanal, der handler ligeså meget om forholdet mellem fædre og døtre som om det mellem robotter og mennesker og som er særdeles dobbelttydig i sin seksualitetsmoral, religionssyn osv.