Bizarro-politics

I sidste uge sad jeg og så det meste (den var virkelig lang) af debatten mellem de tre kandidater til den britiske premierministerpost; Gordon Brown fra Labour, David Cameron fra de Konservative og Nick Clegg fra de Liberale Demokrater. Det er jo første gang nogensinde, der er blevet afholdt live-transmitrerede tv-debatter i Storbritannien og alene derfor var det interessant at se, hvordan de løste opgaven. Ligeledes er det altid sjovt at se, hvordan de politiske diskussioner på tværs af de europæiske landegrænser handler dels om nogle emner, der går igen alle steder, go dels om nogle helt specifikke, lokale problemer og diskussioner. I den mere kuriøse emne var det f.eks. pudsigt at høre kandidaterne (med undtagelse af Nick Clegg) være tøvende overfor at reformere et valgsystem, der ved sidste valg medførte, at 52 % af de afgivne stemmer gik til en kandidat, der ikke blev valgt: Eller at man tydeligvis ikke rigtigt kan tage sig sammen til at få afskaffet aristokratiet automatiske repræsentation i overhuset.



Men ingen af disse ting var nu, fra mit synspunkt, det mest bemærkelsesværdige ved debatten. Mit politiske ståsted vil være de fleste af denne blogs læsere bekendt, og hvis nogen skulle være i tvivl, står i miniprofilen i øverste højre hjørne, og i forhold til dette, var det temmeligtutrolig, t jeg oftere end det modsatte sad og var enig med de synspunkter, der blev udtrykt af de to borgerlige oppositionskandidater og uenig med Gordon Browns Labour-politik. Er det nu et resultat af jeg endelig er bukket under for klicheens alderdoms-højredrejning? Forhåbentlig ikke. Er det fordi, de borgerlige partier lyver, og ikke har tænkt sig at holde hvad de lover? Sikkert, men jeg tror ikke, det kun er det. Men hvad så?

Lad os prøve at kigge på en lille liste over de holdninger, der blev udtrykt af en eller begge af de to oppositionskandidater på centrale politikområder, og som jeg måtte erklære mig helt enig i, og som Gordon Brown tøvede med at bakke op omkring:

- En udenrigspolitik, der er mindre afhængig af USA, og som er baseret på dialog og forhandlinger i FN-systemet
- En stærkere regulering af værdipapir, valuta og ejendomsmarkederne med henblik på at undgå fremtidige bobler.
- En international klimaaftale, der indeholder bindende mål for reduktion af de store industrilandes CO2-udslip
- En reform af EU-systemet baseret på subsidiaritetsprincippet, således at EU fokuserer på at løse de problemer, der af international karakter; miljø, kriminalitet, handel osv., men i videst mulig grad overlader andre politikområder til politiske enheder tættere på borgerne.
- En grundig og uddybende undersøgelse af optakten til og udførelsen af krigene i Irak og Afghanistan og disses lovlighed i henhold til nationale og internationale regler.
- En reform af den offentlige sektor, der sikrer en krisesikring, men ikke en afvikling af de kollektivt finansierede velfærdsgoder
- En integrationspolitik, der tager udgangspunkt i det multikulturelle og globaliserede samfund som et faktum, men med en universalistisk tilgang til menneske og borgerrettigheder, reststaten osv.

Jo ikke just traditionel borgerlig kernepolitik. Vel nærmest omvendt en liste, der kunne være grundlaget for de mærkesager, den danske opposition burde føre valgkamp på næste gang. Så måske handler det i virkeligheden om noget andet: Måske handler det om, at den britiske Labour-regering trænger til at blive udskiftet; at den ikke længere kan se hvad Storbritannien har brug for: Måske har Labour siddet ved magten i så lang tid, at den er begyndt at se et lighedstegn mellem sig selv og staten, således at den hellere vil forsvare end forandre. Måske tror Labour at enhver by forandring er en implicit kritik af den politik, der har været ført de seneste 14 år, og dermed en svækkelse af deres egen troværdighed. Faktum er det i hvert fald, at den ved sidste uges debat ikke var Labour var dem, der talte for en progressiv forandring af det britiske samfund.

Og nogle gange kan borgerlige valgsejre vel godt være katalysator for en progressiv udvikling af samfundet (det skal dog for tydelighedens skyld understreges, at Bush- eller Fogh-regeringens ankomst i sin tid bestemt IKKE var eksempler på dette). Dels fordi de tvinger venstrefløjen til at genfinde egne værdier og styrker; og dels fordi enhver opposition har mulighed for at opfange problemer og folkestemninger, som magthaverne uanset partifarve har sværere ved at se. Jeg mener, man med god ret kan betragte både Merkels valgsejr i Tyskland i 2005 og Reinfeldts i Sverige i 2006 i dette lys, uagtet den kritik man kan komme med af den politik disse regeringer i øvrigt fører. Ligeledes må socialdemokraten Zapateros valgsejr i Spanien i 2004 ses som ikke blot en sejr for centrum-venstrekoalitionens politikker som for apati og magtfuldkommenhed i den borgerlige Aznar-regering.

Hvis jeg boede i Storbritannien ville jeg nu nok stadig stemme på Labour i mangel af bedre (igen pga. det britiske valgsystem, er der de fleste steder ikke noget venstrefløjsalternativ), og det samme, hvis jeg boede i Tyskland elle Sverige. Der er stadig for mange ting i de borgerlige partiers øvrige politik og deres historiske rekordliste mht. rent faktisk at føre de progressive valgløfter ud i livet, der taler i mod dem. Men debatten op til det britiske valg understreger vigtigheden af altid at have en stærk opposition, uanset hvem der sidder ved magten, og forhåbentlig også en tiltrængt påmindelse til alle os danskere om, at alle regeringer har en udløbsdato, og at det er de progressive dagsordener, der har vind i sejlene.