Aldrig mere "Winnie og Karina"

For ca. en måned siden (denne blog beskæftiger sig altid med de mest hotte og aktuelle temaer) blev det diskuteret i radioprogrammet Kulturkontoret på P!, hvorvidt dansk film var på vej ud i en krise. Årsagen til dette tema var tofolds.: For det første var Kulturkontorets tidligere vært Steen Bille netop tiltrådt som ny spillefilmskonsulent ved Det danske Filminstitut, og for det andet var der netop blevet offentliggjort en opgørelse og biografernes billetsalg, der viste, at 2009 havde været det det dårligste år for dansk spillefilm i mands minde. Der skulle derfor besvares tre spørgsmål: Hvor stor var krisens omfang; hvad var årsagen til det; og hvad havde den nytiltrådte filmkonsulent tænkt sig at gøre ved det. Jeg vil ikke kede læserne ved at redegøre de deltagende debattørers forskellige synspunkter, men hvis nogle skulle have interesse, kan programmet finde og downloades her.

I stedet ville jeg tage udgangspunkt idet, der for mig at se var konklusionen på diskussionen og så gå ud derfra i en analyse af slutninger og fejlslutninger i kvalitetsdebatten vedrørende dansk film: Debatten i programmet mundede næsten ud i en konsensus, der lød nogenlunde sådan her: ”Dansk film er nu et sted, hvor man ikke længere bare kan gå ud fra, at det i sig selv sælger billetter, at en film er dansk; der skal kvalitet til. Og kvalitetsmæssigt var 2009 et rigtigt skidt år, hvorimod 2010 allerede på nuværende tidspunkt ser bedre ud”.

Den sdidste del af dette (konstruerede) udsagn, er efter min mening indiskutabelt rigtig, hvilket jeg vil vende tilbage til senere, men i forhold til det første udsagn er det vel kun rigtigt, hvis man har en ganske særlig definition af, hvad kvalitet er. De seneste års megasællerter på det danske biografmarked består i meget vid udstrækning af film fra ”Far til Fire”- eller ”Min søsters børn”-franchiserne, Produceret af Regner Grasten, hvis kreative strategi vel bedst kan sammenlignes med Mystery Science Theatre-skurken Dr. Forrester, der går efter at overtage verdensherredømmet ved lamme jordlingernes hjerner med stadigt dårligere spillefilm. Disse films eneste tiltrækningskraft er vel netop, at de er danske og dermed har en referenceramme, som hele familien kan forstå, og et visuelt univers, der er genkendeligt. At de så oven i købet både med titlen, filmsproget og ”humoren” er leveringsdygtige i lidt erindringsforskydende barndomsnostalgi for den billetkøbende forældregeneration trækker vel heller ikke ned.



Der bliver stadig lavet gode danske børne- og familiefilm; fra 2009 eksempelvis ”Superbror” og ”Max Pinlig”. Men det er ikke de film, der trækker det samlede billetsalg op. Og den helt store skurk i forhold til det det faldene billetsalg, den svenske Millenium-trilogi, der har tiltrukket en stor del af en-film-om-året-segmentet, er det vel heller ikke disses film kvalitet eller originalitet, det står klarest i erindringen. Hvis man skulle drage nogle lektie fra 2009 i forhold til at få danskerne til igen at købe billetter til danske film, er der kun en konklusion at drage: Lav kun film, hvis titel folk kan genkende!

Når det så er sagt, er der ingen tvivl om, at 2009 var et usædvanligt ringe år for dansk spillefilm. Jeg så ikke eneste dansksproget spillefilm i biograferne sidste år og der var egentlig kun to som jeg overhovedet overvejede at se, nemlig ”Applaus” og ”kærestesorger”, som dog begge virkede tilpas meget som noget man havde set før til at de kom bagerst i køen. At året så oven i købet var plaget af to af de dårligste danske film nogensinde ”Winnie og Karina” og ”Julefrokosten” gjorde bestemt ikke billedet bedre. Alt i alt var det år præget gennemfør uambitiøse, uinteressante og dårligt udførte film som ”Fri os fra det onde”, ”Sorte kugler”, ”Vanvittigt forelsket”, ”Headhunter”, og ”Simon og Malou”. Alle sammen film, der var stort sat op og ude i mange kopier, men jeg tvivler stærkt på, at der er nogle af læserne derude, der har set disse film, endsige har tænkt på dem ene eneste gang siden.

2010 derimod virker allerede langt bedre: ”Submarino” og ”R” formår meget velfungerende realisme; ”Kvinden der drømte om en mand” og ”Alting bliver godt igen” usædvanligt drømmende og sensuelle; ”Valhalla Rising” er en ikke ubetinget vellykket men dog interessant og usædvanlig avantgardefilm; selv ”Parterapi” var efter sigende noget så sjældent for en dansk komedie som morsom. Og vi er kun en tredjedel inde i året. På vej er stadig nye film fra Erik Clausen (som er i færd med et imponerende streak af gode film, og så vidt jeg kunne se i traileren har både Henrik Lykkegård og Torben Zeller med i de bærende komiske roller – det kan ikke gå galt), Susanne Bier, Simon Staho, Kasper Bech Holten (!), Nikolaj Arcel, Pernille Fischer-Christensen og Jørgen Leth foruden en række film af mindre kendte navne, der også ser spændende ud. 2010 kan altså ende med, i hvert fald kvalitetsmæssigt, at blive den perfekte antitese til 2009’s annus horribilis.



Man kunne derfor blot med glæde lægge mindet om filmåret 2009 bag sig som en af den slags anomalier som alle tilfældighedsbaserede systemer ifølge naturens love vil frembringe. Men, som Primo Levi i en anden (og trods alt noget mere alvorlig) sammenhæng skrev: ”Det skete, og derfor kan det ske igen”. Og der er bestemt stadig bekymrende tendenser i dansk film, som det kunne være værd at kigge på i fremtiden, eksempelvis:

- Filminstituttets forskellige støtteordninger lægger op til en for skarp skelnen mellem kunstneriske og kommercielle film; således at der stilles (næsten) ingen kunstneriske krav til de kommercielle film, og tilsvarende få kommercielle krav til de kunstneriske.
- Dogmet om ”den gode historie” som dansk films kendetegn, gør at der er alt for meget fokus på manuskriptet og ikke nok på andre aspekter af filmskabelsesprocessen.
- Man satser stadig på ealismen som form, hvad enten det så er i en dramatisk, magisk, komisk eller romantisk ramme på bekostning af dansk gyser-, periode-, scifi- eller eventyrsfilm, på trods af, at genrefilmen alle andre steder i verden er på fremmarch.
- Filminstituttet er alt for dårlig til at overbevis især provinsbiograferne i det fornuftige i at satse på at køre smallere film i korte perioder i stedet for de samme sikre kort i ugevis. ”Submarino” var ude i 25 kopier, ”R” i 17; Julefrokosten var ude i 109 kopier.
- Der mangler stadig fuldstændigt et forum for danske kort, novelle og skolefilm, som kunne give nye navne erfaring og eksponering. De fleste af disse film, som der brugt en masse tid og penge på forsvinder efter en eller få Sneakbar-visninger i Cinemateket. Der er tilsyneladende en kæmpe efterspørgsel efter ny dansk dramatik på TV, så hvorfor ikke sende det man har?
- Osv.