fredag den 2. april 2010

Son molts gols que hem cridat


Jeg er i Barcelona på ferie, og det er en god tur, men nok næppe interessant at læse om (“hverken mere eller mindre interessant, end hvad du plejer at skrive om”, ville nogle måske indvende; men det vælger jeg at overhøre). Mere brugbart var det måske i stedet at gøre sig nogle overvejelser om den lokale fodboldklubs nuværende tilstand, da jeg jo - som det vil være de fleste læsere bekendt - følger den ret tæt, og selvfølgelig i anledning af mit besøg hernede (eller måske mere rigtigt, som anledning til…) skal ind og se holdet spille ligakamp i morgen lørdag mod en anden gammel traditionsklub; Athletic Bilbao.

Holdets status for indeværende sæson er som bekendt, at man er blevet slået ud af den spanske pokalturnering (af Sevilla); er i kvartfinalen i Champions League, hvor man i onsdags fik uafgjort 2-2 på udebane mod Arsenal i den første af to kampe efter at have spillet rigtigt godt; og ligger á point med Real Madrid på den spanske ligas førsteplads med et kæmpe forspring ned til alle de andre hold. Netop Real Madrid skal F.C. Barcelona møde i spillerunden efter denne, altså på næste lørdag d. 10. Denne rundes kampe afgør altså hvilken udgangsposition de to klubber går ind til mødet på Bernabeu med. Hvis begge klubber som forventet vinder weekendens kampe skal Real Madrid vinde el Superclásico for at have den interne fordel mellem de to klubber, mens Barcelona kan nøjes med uafgjort. Hvis Real taber point i denne weekend er billedet det samme, hvorimod Barca, hvis de ikke får fuldt udbytte af kampen i morgen, skal vinde i Madrid for at generobre den samlede førsteplads. Efter det store møde er intet naturligvis afgjort, da der stadig er masser af runder tilbage af turneringen, men da begge klubber har tabt meget få point i sæsonen hidtil, betragter de fleste kampen i næste uge som en decideret sæsonfinale.

Denne kamp og returopgøret mod Arsenal på onsdag kommer som 2010s første store højdepunkter efter et 2009, der må betragtes som det mest succesfulde kalenderår i klubbens historie (og måske i klubfodboldens i det hele taget). El Barca de las Seis Copas – de seks pokalers Barca - vandt, som navnet antyder, seks pokaler i 2009; den spanske pokalturnering, den spanske liga, Champions League, den spanske supercup, den europæiske supercup og verdensmesterskabet for klubhold, hvilket intet hold har været bare tæt på tidligere. Samtidigt imponerede holdet med flot og kreativt angrebsspil, et utal af mål og en imponerende holdånd og velgørenhed (især via sit bemærkelsesværdige samarbejde med Unicef, som klubben gratis har overdraget den mange hundrede millioner euro kostbare reklameplads på spillertrøjerne, kombineret med en betydelig årlig donation).

Året var samtidig en bemærkelsesværdig triumf for klubbens ungdomsafdeling, La Masía, der, uhørt for en international topklub, selv har leveret over halvdelen af spillerne til startopstillingen en hvilken som helst given weekend: Valdes, Puyol, Xavi, Iniesta og Messi er allerede blandt verdens allerstørste stjerner; Pique, Busquets, Pedro og Bojan er fuldt på vej til at blive det samme; og tro mod sin ideologi er træner Guardiola allerede begynd at give plads til den næste række af kommende superstjerner; Jonathan, Gai, Jeffren, Victor Sanchez osv.



For klubben er der således meget at være stolt af, og som Guardiola udtalte for et par uger siden, må man i betragtning af sidste sæsons succes og Real Madrids vanvittige oprustning før denne sæson være imponeret af, at holdet har kunnet holde dampen oppe, og på nuværende tidspunkt efter min mening stadig er favorit til at vinde begge sæsonens mest betydningsfulde titler.

De helt store spørgsmål før denne sæson var; kan Zlatan fylde tomrummet efter Eto’o ud; og kan den aldrende Henry spille på samme fantastiske niveau som sidste år. Og til begge spørgsmål må man nok svare: ikke helt. Sæsonens hidtidige succes skyldes derfor overraskende nok, at Messi har formået at hæve sit i forvejen helt unikke niveau endnu en tand, og at andre spillere, især Pedro og Keita, er trådt i karakter som målsøgere og at Barcas samlede trussel mod modstandernes mål således er blevet større og ikke mindre. Der er blevet talt meget om, at Barcas trup er for sårbar overfor skader på nogle udvalgte nøglepositioner, og der er da ingen tvivl om et Barca-hold uden Messi er svækket: Men hvilket hold ville ikke være det? Det svarer til at kritisere det sixtinske kapel for, at det ville være grimmere uden Michelangelos malerier. Denne kritik overser, at holdet faktisk har spillet det meste af indeværende sæson med verdens måske bedste chanceskaber, Andres Iniesta, på mærkbart nedsat kraft. Og at han først nu forhåbentlig er på vej tilbage. Et ”maskinrum”, som Guardiola kalder den, med Xavi, Iniesta og Messi kan ikke standses af nogen, og et sådant hold ville vinde titler uanset om de så havde Mikkel Beck på toppen – og Zlatan er noget bedre end Mikkel Beck, hvis nogen skulle være i tvivl.

Der er selvfølgelig stadig ingen, der kan forudsige, hvordan sæsonen ender, selv om vi vil være meget klogere om en god uges tid. Barca kan vinde nul, en eller to titler i sæsonen (og dermed op til maksimalt fem i kalenderåret), men uanset hvad burde tilskuerne være tilfredse med sæsonen. Det vil de/vi bare ikke være, hvis man ikke vinder det nationale mesterskab, og det vil potentielt kunne blive meget problematisk for klubben. Hvis Guardiolas mænd vinder titlen, vil alle os culés med ro i sindet acceptere, at der skal ryddes op i truppen – Puyol, Henry, Marquez og måske endda Messi kan blive solgt videre og få ny inspiration andetsteds – og det vil blive accepteret, hvis næste sæson bliver en genopbygnings- og sammenspilningssæson, hvor man ikke nødvendigvis vinder nogen titler. Hvis titlen derimod glipper i år, som den gjorde i 2007 efter en anden succesperiode, vil fansene forlange indkøb af superstjerner på bekostning af det imponerende ungdomsarbejde Guardiola (og ungdomstræner Luis Enrique) står for.

F.C. Barcelona er altid en fantastisk klub at være fan af, men selvfølgelig især når spil og resultater er som man er blevet vandt til over de seneste år, men Barcelona er også by, hvor folk lever og ånder med klubben, og hvor folk (som de gode katolikker, catalanerne lader som om de er her i anledning af påsken) forventer at deres egentlige religion kan give dem både skønhed, moralsk styrke og aflad for deres synder. Næste messe på catalansk, castilliansk, engelsk, dansk og alle andre sprog er lørdag klokken otte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar