Greece is the word

Den amerikanske økonomiblog BaselineScenario.com beskæftiger sig normalt primært med de amerikanske perspektiver på den igangværende globale økonomiske krise, men de seneste par dage har en bagmændene bag siden, Simon Johnson, der også er økonomiprofessor ved MIT og tidligere IMF-chef, postet to lange indlæg vedr. de økonomiske problemer i Grækenland og disses implikationer for hele Eurozonen. Disse indlæg er på én gang en meget indsigtsfuld og grundig analyse af de økonomiske handlemuligheder, og på den anden side et bemærkelsesværdigt udtryk for den måde, mange fagøkonomer betragter verden i det hele taget og økonomiske kriser i særdeleshed, og som i sig selv måske er at betragte som en årsag til de nuværende problemer.

Johnson starter med at drage en parallel mellem den økonomiske krise i Argentina i 90’erne og det internationale samfunds reaktioner på denne, og Grækenlands nuværende situation og de foreløbige reaktioner på denne. Han slår fast, at IMF i bakspejlet har måttet konkludere, at dets politik med at forlænge den argentinske regerings lån og understøtte den med massive valutaopkøb var økonomisk ineffektiv. I stedet burde IMF, ifølge dem selv (og Johnson), have ladet falde, hvad ikke kunne stå, således at den argentinske regering blev presset til at indføre de ønskede økonomiske og politiske reformer. Dette bør man, ifølge Johnson, holde sig for øje, når grækerne formentlig snart vil vende sig mod det internationale samfund for at bede om tilsvarende hjælp, blot med den yderligere pointe, at Grækenlands gæld er endnu større og deres internationale konkurrenceevne endnu dårligere, end hvad tilfældet var for Argentina i 90’erne.

Grundlæggende skyldes krisen, at de græske banker har udnyttet en forskel i renten på græske statsobligationer og den europæiske centralbanks udlånsrente til at tilbyde den græske stat nogle enorme lån. De græske politikere har valgt ikke at tage i mod disse lån, på trods af, at de meget vel var klar over, at den græske økonomis grundtilstand ikke var sund nok til at man ville kunne betale lånene tilbage; og vel vidende, at man ikke kunne undgå at komme i konflikt med eurozonens stabilitetspagt. De græske politikere har altså opført sig økonomisk uansvarligt, og dermed bragt hele den græske økonomi og eurozonens politiske fremtid i fare.

For Johnson at se (og det mener jeg, at man har helt ret i) har den græske regering reelt se tre handlemuligheder:

1) Utroligt stram finanspolitik, altså reelt set enten massive besparelser i de offentlige udgifter eller voldsomme skattestigninger, der udelukkende skal bruges til at betale af på gælden

2) Gældsudsættelse, samtidigt med at man bliver i eurosamarbejdet (Argentina-modellen), eller

3) Gældsudsættelse kombineret med en udtrædelse af eurosamarbejdet

Forslag 1 ville have voldsomme konsekvenser for det græske samfund, og det er stærkt tvivlsomt, om det overhovedet ville kunne lade sig gøre, uden at andre sektorer af økonomien ville tage mærkbar skade. Forslag 2 betyder reelt set, at det bliver verdenssamfundet, og det vil i denne sammenhæng sige ECB, log det vil i denne sammenhæng sige Tyskland, der betaler for den græske krise, hvilket vel næppe er politisk salgbart i et Tyskland (og de øvrige eurolande), der har sine egne problemer at slås med. Forslag 3 vil blive tolket som et betydeligt slag mod eurosamarbejdets politiske prestige og image som velfærdsøkonomisk projekt, hvilket nok heller ikke er særligt sandsynligt. Det er derfor reelt spændende, hvilken løsningsmodel, der bliver valgt, og hvad fremtiden vil bringe.

Så langt, så godt. Der er dog nogle centrale pointer i forhold til det har spørgsmål, som Simon Johnson har udeladt eller ignoreret:

For det første: Det grundlæggende problem i den græske økonomi er, at man stadig ikke har fundet sin niche en den nye globaliserede økonomi. Man kan omlægge lån, devaluere valutaer, og overføre penge fra en konto til en anden lige så meget man vil, men det besvarer ikke det grundlæggende spørgsmål. Hvad er det for nogle værdier, det græske samfund skal producere i fremtiden og som skal finansiere borgernes velstand? Hvor er det Grækenland har sin Ricardo’ske komparative fordel? Og hvad gør vi som verdenssamfund, hvis svaret er; ingenting?

For det andet: Tankegangen omkring økonomisk deregulering og velfærdsydelser som noget, der primært er forhindringer for finansiel fornuft, er bygget på den gamle forestilling om de politiske og økonomiske systemers grundlæggende adskilthed. Det er dog ikke for sjov, at Marx omtaler kapitalismen som ”den politiske økonomi”, fordi kapitalismen netop er kendetegnet ved magtens enorme tilstedeværelse i økonomien. Forestillingen om, at fraværet af statslig indblanding i finansmarkederne på en eller anden måde vil føre til en mere objektiv, rationel og langsigtet økonomisk udvikling er teoretisk svagt funderet og empirisk grundlæggende udokumenteret.

For det tredje: De internationale valutasamarbejder, hvoriblandt Euroen er den mest prominente, er ligeså meget politiske og ideologiske projekter, som de er et resultat af et forsøg på at løse konkrete økonomiske problemer. Det betyder, at det er urimeligt at forvente, at de europæiske statsleder skal træffe økonomiske beslutninger, der er i modstrid med det politiske projekt. Eurosamarbejdet kan ikke disciplinere sine medlemslande, fordi hele baggrunden bag den folkelige opbakning til samarbejdet er myten om, at det ville gøre sådanne disciplineringer unødvendige.

For det fjerde: Eurolandene mangler stadig på nogle helt grundlæggende områder at tage stilling til forholdet mellem de nationale regeringers økonomiske handlefrihed, den traktatfæstnede økonomiske politik og centralbankens pengepolitiske arbejde: Hvem bestemmer mål og midler i de europæiske økonomier?

I disse dage hører man jævnligt fra forskellige steder i verden, at krisen er ved at være vendt; at kurven for ejendomspriser er knækket, at beskæftigelsen er ved at stige; at forbrugertilliden og investeringsvilligheden er på vej op. Og lad os dog for himlens skyld håbe, at det er rigtigt – der er ingen der siger, at de kriser, der ændrer de globale økonomier, nødvendigvis behøver sende almindelige menneskers levestandard helt ned og ramme bunden: Men det står stadig mere klart, at den keynesiansk regulerede kapitalisme står overfor en stadig stigende række af ubesvarede spørgsmål: Hvordan sikrer man økonomisk stabilitet, når en så stor del af verdens kapital ikke er bundet op i noget fysisk, og dermed kan flyttes på et øjeblik? Hvordan kan nationale regeringer beskatte og regulere en ikke-national økonomi? Hvordan skal man forholde sig til den undergravning af den intellektuelle ejendomsret, internettet udgør? Giver gammeldags forestillinger om værdi, handel og valuta overhovedet mening, når verdens rigeste lande står for en stadig mindre del af den reelle vareproduktion, samtidig med at den globale økonomiske ulighed bliver stadig større? Osv. osv.