He's not the Messiah, he's a very naughty boy!

Ligesom i sidste uge ville jeg lige kort fortælle om min yndlings-nyhedshistorie i den forgangne uge: Benjamin Creme, lederen af den religiøse sekt ”Share International” har i over tre årtier talt om den næste Messias’ (Mitraiyaen) snarlige komme. Udover med jævne mellemrum at komme med forudsigelser om, at Gud talte til ham vis hans TV, og snat ville gøre det samme til resten af verden, har Creme løbende igennem hele perioden ladet små hints droppe om, hvem denne frelser mon kunne være: At han havde brun hud, blev født i Mumbai i 1972, og at han i 197 flyttede til London, var 183 cm høj osv. Og afgørende nok, at frelseren af uforklarlige årsager havde en talefejl.

I de seneste par år har medierne ved flere lejligheder påpeget, at de ”åbenbarede” ”fakta” om om den kommende profet passede påfaldende godt den britiske, venstreorienterede popøkonom Raj Patel, der er kendt for sine populærvidenskabelige bøger om især den globale fødevaresituation, men Creme og og hans tilhængere har ikke villet forholde sig til disse spekukationer.

For et par uger siden var Raj Patel så gæst på det amerikanske satire-talkshow ”The Colbert Report”, hvor han skulle gøre reklame for sin seneste bog om finanskrisen ”The Value of Nothing” (som man kan se traileren for her). Under dette interview kom Patel til at snuble i nogle ord, hvilket prompte fik Benjamin Creme til at udsende et religiøst kommuniké (selvfølgelig via Youtube), om det det nu var blevet endeligt afsløret, at Patel var den længe ventede Mitraiya. Patel har afvist ethvert kendskab til at han skulle være jordens frelser (selv om det ikke virker helt sandsynligt, når man ser den ovennævnte video), og til Share International i det hele taget, men dette har ikke afholdt Creme og hans tilhængere i at fastholde deres tro.

Fjollede ”Share International”-tilhængere: Hvorfor kunne de ikke have valgt at tro på noget mindre fjollet – eksempelvis en tømrer, der levede for 2000 år siden som benægtede det, når folk sagde, at han var guddommelig.

Her er en uddybende artikel fra The Guardian, men masser af flere fantastiske detaljer om SI

Se, jeg laver også andet end at se TV

Nu har jeg skrevet tilpas meget om tegneserier og science fiction, og jeg tænkte at det var på tide, at jeg tilbageerobrede noget af den tabte finkulturelle kapital ved at skrive lidt om den balletforestilling, jeg var inde at se for et par dage siden. Jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg ikke ville forsøge at undgå at skrive om ting, som mine læsere ikke selv ville have mulighed for at opsøge; eksempelvis koncerter eller teaterforestillinger, der kun havde meget kort tid tilbage af sin spilletid. Men da jeg i går fandt ud af, at Det kongelige Teater har valgt at sætte denne opsætning af ”En Skærsommernats Drøm” op igen i næste sæson, så der skulle være rig mulighed for evt. interesserede til at nå at se forestillingen – især i betragtning af, at der langt fra var udsolgt til den forestilling jeg så.

For nu at springe direkte til konklusionen, så kan jeg kun give forestillingen min varmeste anbefaling. Det er den bedste balletforestilling jeg har set i flere år, og i det hele taget den bedste sceneforestilling i rigtigt lang tid. Stykket, der naturligvis er en balletudgave af Shakespeares stykke er sat i scene og koreograferet af den verdensberømte balletskaber John Neumeier, og det var beklageligvis det første af hans stykker, jeg har set, på trods af, at han jo har statsoperaen i Hamborg som sit hjemmeteater, og at hans stykker derfor burde være ret tilgængelige.

Det overordnede koncept for forestillingen er utroligt simpelt, men alligevel utroligt effektfuldt; således at han bidrager med en masse interessante ting både visuelt og fortællemæssigt til stykket, samtidig med at han holder historien helt, så også folk uden den store balleterfaring eller Shakespeare-kendskab snildt kan følge med. Neumeier har simpelthen skilt forestillingens tre lag; det romantiske; det fantastiske og det komiske, i tre adskilte dele med hver sin lyssætning og dansestil og med musik af hhv. romantikeren Mendelssohn-Bartoldy, avantgarde-komponisten Ligeti, og folkelig lirekassemusik. Og derefter lade de tre krydsbestøve hinanden.



Ligeledes bliver forskellige roller i de forskellige niveauer i flere tilfaldet danset af den samme. Hvilket er en rigtig god ide, men har en lidt uheldig konsekvens for forestillingens helt store dansemæssige oplevelse; Tim Matiakis, der danser en fabelagtig Puk, men som i slutningen af forestillingen (og dermed til fremkaldelserne) er iklædt kongens tøj og derfor (tror jeg) ikke fik det bifald, han fortjente.

En anden af Neumeiers små genistreger, som jeg aldrig har set gjort i samme grad, er at han udnytter, de små lyde, som danserne laver, når de springer og lander som en del af det samlede lydbillede og forestillingens overordnede udtryk. Dette gøres ikke demonstrativt på Stomp!-måden, men diskret, og på en sådan måde at denne lille detalje, der for så mange er en distraktion pludselig understreger dansens magi.

Scenografien er, med få undtagelser, som en fodbolddommer; god på den måde, at man ikke lægge mærke til den. Det er dansen, musikken og magien der er i centrum. Historien i Shakespeares komedier er jo altid tåbelige, og kun interessante gennem de smukke ord. Så man skulle tro, at en ordløs udgave af ”En Skærsommernatsdrøm” burde være helt ligegyldig. Men Neumeier det kongeliges danser formår (ligesom Shakespeare selv) at gøre det modsatte; at bruge den tynde og ligegyldige historie som en modeskabers gine hvorpå man kan skabe noget, der er langt smukkere.

Jaa, så blev man så nørdet - Star Wars-tegneserier

Så er det blevet tid til, hvad jeg håber på bliver det første af mange (men helst ikke alt for mange) indlæg i en tilbagevendende serie her på Bloggen, som jeg har valgt at kalde ”Jaa, så blev man så nørdet”. Der vil komme et nyt indlæg i denne serie, hver gang jeg har gjort et eller andet, som ophæver min nørde-status til nye højder (eller dybder om man vil), eller hvis jeg giver mig i kast med et eller andet nyt, som jeg tidligere har afholdt mig fra, fordi det trods alt var for nørdet. I dag: Star Wars-tegneserier.

Jeg har altid været meget glad for de oprindelige Star Wars-film: Jeg har set dem et utal af gange; jeg citere dialogen og universet ved alverdens lejligheder, jeg har tilbragt mange forelæsningsgange på RUC med gennemleve Lukes afgørende angreb på dødsstjernen i mit hoved osv. osv., og som en hver anden ægte Star Wars-fan hader, hader, hader jeg den nye trilogi (især ”Phantom Menace” og ”Attack of the Clones”), og jeg er rigtig sur på George Lucas over de ændringer han har gjort i sine special editions af de oprindelige film, og ikke mindst beslutningen om at de oprindelige udgaver aldrig vil blive udgivet på DVD eller andre fremtidige formater. De nye udgaver med at sit digitale lort, der fylder de ellers så velkomponerede billeder op, Greedo, der skyder før Han, og ikke mindst slutningen af ”Return…” med billedet af Hayden Christensen sat ind på himmelen vil for al fremtid være den eneste udgave, af de oprindelige film, der er til at få fat på. (hvis du forstod noget af de foregående par sætninger er du også en nørd).

Men af en eller anden årsag har jeg aldrig følet tiltrukket af at begive mig ud i den myriade af, bøger, rollespil, tegneserier, computerspil, legetøj osv., der samlet går under betegnelsen ”The Expanded Universe”, altså historier, der foregår i det samme univers som filmene, og i nogle tilfælde med de samme karakterer, men som fortæller andre historier end, dem alle kender. Dels fordi det bare mængden af Expanded Universe-ting er så overvældende, at det er helt umuligt at vide, hvor man skulle begynde, dels fordi mit temmelig begrænsede kendskab til såkaldt Fan Fiction, hvor andre forfattere end de oprindelige bygger videre på allerede eksisterende værker, havde givet mig et indtryk af et generelt meget lavt kunstnerisk og underholdningsmæssigt niveau.

Nørdebloggen Topless Robots ugentlige Fan Fiction Fridays fremviser nogle af de mest forfærdelige eksempler på formen.

Men så en dag for nyligt faldt jeg pludselig over denne i Faraos Cigarers tilbudskasse:



”Star Wars Omnibus – Tales of the Jedi, Volume 1”, er en del af det fremragende tegneserieforlag Dark Horse’s Omnibus-linie, hvor de samler nogle af de bedste fortællinger fra forskellige universer i nogle samlehæfter for dem, der ikke gider købe de enkelte hæfter som de udkommer. Der findes også omnibus-samlinger for tegneseriudgaverne af Alien, Indiana Jones, Terminator, The Mask (!) og meget mere, flere af hvilke sagtens kunne dukke op i fremtidige udgaver af denne indlægsserie.

”Tales of The Jedi”-titlen indikerer, at vi her har at gøre med historier, der foregår i Star Wars Universets ældste tider, ca. 5000 år før den oprindelige Star Wars-film (eller BBY – Before the Battle of Yavin, som nørderne omtaler det). Bindet indeholder tre historier; en lang og to korte, hver især skabt af forskellige tegner/forfatter-teams.

Det er klart den lange historie der er mest interessant. De to korte fortælle bege historier om, hvordan unge Jedi-lærlinge (Ulic Qel-Droma og Nomi Sunrider; navne der er SciFi-agtige på den værst tænkelige måde), på hver sin måde lærer om Kraftens™ mørke side og de store krav der må stilles til en Jedi-ridder, og det er grundlæggende ret uinteressant. Den lange historie går helt tilbage til begyndelsen og fortæller historien om, hvordan konflikten mellem Sith-imperiet og den Jedi-beskyttede republik overhovedet begyndte. Ifølge fortællingen startede det hele med to småforbrydere, der forsøgte at undslippe republikkens politi ved had hoppe gennem en ormehuls-lignende passage til et for dem ukendt sted i den modsatte ende af galaksen. Tilfældigvis kommer de frem lige over planeten Sith, hvor forviste dyrkere af Kraftens™ mørke side århundreder tidligere havde slået sig ned og blandet sig med den indfødte befolkning. Befolkningen på Sith tolker rimeligt nok de to fremmede, der pludselig dukker op som spioner, og begynder at blive mere og mere bange for at et angreb, fra det fjerntliggende imperium kunne være nært forestående. Denne panik benytter et ungt opportunistisk medlem af planetens overklasse til at tage magten og udråbe sig selv til Dark Lord of the Sith, hvorefter man påbegynder et angreb mod republikken. I bedste Star Wars-stil er de to småforbrydere fra starten (som i øvrigt er bror og søster) blevet skilt fra hinanden, og den unge mand er blevet omvendt til den mørke side, mens hans søster er flygtet tilbage til republikken og kan advare lederne på regeringsplaneten Coruscant. Republikken er således forberedt på Sith’ernes angreb og slår det tilbage, men (ved vi læsere) det er for sent. Sith’erne har nu fået smag for krig og ekspansion og slår sig ned på en af Planeten Yavins måner, hvorfra de jo senere vil begynde at blah, blah, blah.

Stilmæssigt er fortællingerne ganske god; ikke specielt spændende tegnet, men heller ikke (med undtagelse af samlingens sidste historie) specielt grimt. Og der er tydeligvis gjort meget ud af at vise visuelt overskud i tegningen af maskiner, væsener og astronomiske fænomener. Alle tre historier er præget af temmelig mange fortællebokse, hvor læseren for at vide hvad der sker, der selvfølgelig giver læseren en krønike-fornemmelse, der absolut er tilsigtet, men som også giver plads til en frygtelig masse klicheer og SciFi-sludder som f.eks. ”Emerging from hyperspace, the Nebulon ranger crosses the orbit of the Dxun Moon,and circumnavigates the planet Onderon and it’s wild forests to the walled city of Iziz”; og desuden bryder det kraftigt med ”Show it, don’t tell it” der gælder lige så meget for tegneserier som for andre visuelle medier som film og TV. Vurderet ud fra de her tre historier virker det ikke som om, der har været meget udvikling i galaksen mht. teknologi, arkitektur eller klædedragter over de 500 år, der er gået fra disse historier frem til filmen, og det virker egentlig lidt tåbeligt (så vidt jeg har forstået svarer et standard-år i Republikken kun til ti jord-måneder, men alligevel…). Jeg havde ikke forventet, at fortællingerne ville være decideret marxistiske i en erkendelse af, at det er materielle forandringer, der skaber ændringer i produktionsforholdende, der skaber kulturelle forandringer; men det at der tilsyneladende er total stilstand på alle områder siger ikke noget godt om den kombination af monarki og teokrati, med kun et fernis af demokrati, som republikken jo reelt er.

En af de ting, der gør de oprindelige Star Wars film så godt, er at de på en gang formår at fremvise sine centrale konflikter og karakterer klart og fokuseret, samtidigt med at får fornemmelsen af et komplekst og omfangsrigt univers med en masse underliggende problemer og relationer. Og en af de ting, derr gør den nye trilogi så dårlig er, at den gør præcis det modsatte: Den overlæsser fortællingen med en hel masse ligegyldige detaljer, samtidigt med at hele fortællingens verden gøres langt mere lineær og sort-hvid. Den dominerende historie i ”Tales of the Jedi, Volume 1”, formår at gøre noget af det samme som de oprindelige film. Den beholder sin eventyrs-karakter samtidig med at den rummer både psykologisk og politisk dobbelttydighed. Det er absolut tænkeligt, at jeg får lyst til at udforske Expanded Universe-tegneserierne noget mere; der er et utal af verdener og et utal af fortællinger at kaste sig ud i fra hele galaksens historie.

P.S. Jeg har postet denne her på Facebook for nogle uger siden, men jeg gør det lige igen alligevel: Hvis du har en time, du ikke ved hvad du skal bruge til, kan her ses meget morsom gennemgang af, præcis hvad der er galt med den nye trilogi.

P.P.S. Jeg skal huske at give props til det tyvende århundredes bedste opfindelse; Wikipedia, der har været uundværlig i arbejdet med dette indlæg og underlæsningen af tegneserien. Og som i det hele taget er en guldgrube for en begynder-nørd som mig. Der sidder tilsyneladende nogle erfarne nørder derude og skriver meget grundige og detaljerede wiki-artikler om alle tænkelige aspekter af de for en nytilkommen fuldstændigt uoverskuelige forskellige nørde-universer.

Prisen for mest forsinkede blogindlæg går til...

Jeg havde egentlig planlagt, at jeg ville have skrevet et indlæg i forbindelse med Oscar-uddelingen sidste uge, men jeg fik det ikke gjort. Og der er vel heller ikke så meget at sige, udover:

1) Der var adskillige af de nominerede i ”Bedste film”-kategorien, der efter min mening var bedre end ”The Hurt Locker”. Til gengæld var den væsentlig bedre end ”Avatar”

2) Jeg har ikke set hverken ”Precious” eller ”The Blind Side”, men jeg har svært ved at tro, at der ikke er bedre skuespillerinder end Mo’nique og Sandra Bullock (!)

3) Christoph Waltz var fantastisk i ”Inglorious Basterds”, så min eneste anke er, at hans karakter, der formentlig har mere taletid end nogen anden i filmen, vel teknisk set ikke er en birolle

4) Den ”danske” kortfilm ”The New Tenants” er rigtigt god, og på trods af at jeg kun har set en af de andre nominerede, tænker jeg, at prisen i hvert fald ikke er helt ufortjent

5) Aftenens mærkeligste nominering: The Hurt Locker” for bedste score. Jeg kan overhovedet ikke huske, at der var et score i den film.

Bortset fra det, vil jeg gerne give et lille shout-out til ”Logorama”, vinderen for bedste animerede kortfilm. Den er virkeligt underholdende, overraskende og flot: En rigtigt god måde at bruge 15 minutter på.

Filmen kkan ses gratis og lovligt her på det altid fremragende filmsite Twitch.

En lille orange løgn

Nu, jeg alligevel havde computeren fremme, ville jeg lige fortælle lidt om min yndlings-nyhedshistorie fra den forgangne uge. Det er en historie, der har været altdominerende i de hollandske medier de seneste dage, og har også fået nogen dækning i de amerikanske, og som følge heraf i en del forskellige medier rundt om i Europa - dog ikke i de danske, så vidt jeg har set det.

Midt i den store sundhedsdebat har den amerikanske kongres også haft tid til at holde en høring vedrørende, hvorvidt man skulle afskaffe den såkaldte ”don’t ask, don’t tell”-regel, der er et de facto-forbud mod homoseksuelle i det amerikanske militær. Under en af disse høringer fortalte den nu pensionerede top-marinegeneral John Sheehan, der stærkt advokerer for at opretholde reglen, en anekdote fra sin langvarige erfaring med krigssituationer og internationalt militærsamarbejde.

Sheehan fortalte, om den forfærdelige massakre ved Srebrenica unde krigen i Bosnien og om de udstationerede hollandske FN-troppers manglende evne og vilje til at sætte en stopper for de etniske udrensninger. Denne militære impotens, havde Sheehan fået af vide af førende hollandske militærfolk, var et direkte resultat af Hollands beslutning om at optage homoseksuelle mænd og kvinder i hæren og at lade disse deltage i missionen på Balkan.

Det var ikke en udtalelse, som nogen i det hollandske militær kunne genkende, at de nogensinde havde hverken sagt eller ment, så Gen. Sheehan blev derfor bedt om han nærmere kunne udpege sin efter sigende højtstående kilde. Generalen sagde derefter, han havde fået den indsigtsfulde udtalelse fra en vis Hankman Berman. Jo ikke umiddelbart noget synderligt hollandsk-klingende navn, og der er da heller ikke nogen med det navn ansat noget sted i de hollandske værn. Det tætteste, man kunne komme, var en topembedsmand i det hollandske forsvarsministerium ved navn Gen. Henk van der Breemen, der godt kunne huske at have mødt Gen. Sheehan en gang i 90’erne. Han benægter dog på det kraftigste, nogensinde a have sagt noget som helst i retning af de synspunkter han nu (måske) er blevet tillagt til en amerikansk kongreshøring.

Det ville nu også undre temmelig meget. De hollandske FN-soldaters manglende indgriben i Srebrenica-massakren er uden sammenligning den mest gennemanalyserede enkeltbegivenhed i nyere europæisk militær-historie. Og ingen af disse undersøgelser, eller nogen af de hundredvis af interviews, der er afholdt i forbindelse med dem, har givet nogen som helst indikation, af soldaternes seksuelle præferencer skule have noget som helst med sagen at gøre.

Ikke overraskede er en samlet hollandsk opinion blevet voldsomt ophidset over udtalelserne og sagen, og selv premierminister Pieter van den Balkenende og den øverste militære ledelse har omtalt den tidligere amerikanske topgeneral som ”skør”, ”løgnagtig” og ”forvrøvlet”.

Held og lykke med at få hollænderne med i jeres næste krig, yanks!

Yderligere information om historien kan findes i feks. de britiske aviser, som her The Times eller den engelsksprogede hollandske nyhedssite DutchNews

Girls on film

I dag var jeg i Cinemateket og den Jonathan Demme-instruerede 70’er B-film ”Fighting Mad”. Filmen var underholdende nok på sine egne præmisser, men det der inspirerede dette indlæg var, at filmen med sin utroligt mandsfikserede historie og form fik mig til at tænke på den såkaldte Bechdel-regel, hvis simple indhold for mig at se har nogle ret bemærkelsesværdige implikationer.

Bechdel-reglen er opkaldt efter tegneserieskaberen Alexis Bechdel, der står bag den feministiske net-serie, ”Dykes To Watch Out For” (som jeg må indrømme ikke at have læst, men som man kan kigge lidt på her), men udtrykket har vundet bredere anvendelse i film kredse. I en af sine striber lader Bechdel en af sine karakterer sige, at hun aldrig gider se en film hvis den ikke lever op til fire simple regler:

1) Der skal være mindst to kvindelige karakterer, der har replikker
2) Disse to karakterer skal have navne, og ikke bare være kendt som ”moren” eller ”kæresten”
3) De kvindelige karakterer skal have mindst en samtale med hinanden
4) Mindst en af samtalerne mellem kvinderne skal handle om noget andet end filmens mandlige karakterer

Det er i al sin enkelhed det. En absolut minimumsstandard for, hvorvidt kvinderne i en film er selvstændige, levende karakterer, eller blot perifere skikkelser i forhold til filmens mande-centrerede handling. Det bemærkelsesværdige ved reglen er, at den sætter ord på noget, som filmgængerne måske ind i mellem lægger mærke til: At den voldsomme kønsmæssige skævhed i forhold ti, hvem der får lov til fortælle historierne på biograflærredet (eller tv-skærmen for den sags skyld) har voldsomme konsekvenser for hvem der fortælles historier om. Historier med relevante, interessante kvinder og kvinderelationer forvises med bemærkelsesværdigt få undtagelser til film, der brændemærkes som deciderede kvindefilm, som man ikke engang forsøger at lokke mænd til at se.

Jeg konstruerede hurtigt i hovedet en liste over de 10 film, jeg har set flest gange i mit liv og så vidt jeg kunne huske, levede kun to af dem op til Bechdel-kriterierne: Lars von Triers ”Idioterne” og George Lucas’ ”Willow” (den onde Dronning Bavmorda og hendes datter Sorsha lægger planer om, hvordan de skal fange og dræbe den nyfødte Elora Dannan – ikke nødvendigvis den form for kvindedialog, Bechdel havde forestillet sig, men alligevel…). Og det ikke kun Hollywood, der skuffer; hverken Jeunet’s ”De Fortabte Børns By” eller Kieslowskis ”Hvid”, der begge var på listen, kunne, så vidt jeg husker, leve op til standarden. Og billedet bliver ikke meget bedre, hvis man kigger på dette års Oscar-nominerede(baseret på egen erindring og en kort internet-søgning):

Avatar (nej)
The Blind Side (nej)
District 9 (nej)
An Education (ved ikke)
The Hurt Locker (nej)
Ingloriuos Basterds (nej)
Precious (ja)
A Serious Man (nej)
Up in the Air (nej)
Up (nej)

Hvis vi går ud fra, at Lone Scherfigs “An Education” lever op til kravene, er det altså stadig kun to af de 10 bedste film fra 2009, der lever op til en skrabet minimumsstandard I forhold til at tage kvinder og deres indbyrdes forhold seriøst som et interessant emne at beskæftige sig med.

Ifølge en artikel fra den glimrende klumme om kønsspørgsmål ”Broadsheet” på Salon.com, er der annonceret 50 spillefilmspremierer med bred distribution på det amerikanske marked i 2010. Af disse har kun 5 kvindelige hovedpersoner (hvilket ikke er det samme som at de lever op til Bechdel-reglen). Disse 5 er: Den nye Sex & the City-film; den nye Twilight-film; Disney-prinsesse-filmen ”The Princess and the Frog” og to romantiske komedier.

Fuck folk, der siger, at der ikke er noget ligestillingsproblem i de moderne vestlige samfund.

Hvorfor tror jeg, at Tim Burton er en stor filminstruktør?

Tim Burton er et geni; det ved alle. Uden at have tjekket det, vil jeg skyde på, at han er den filminstruktør der oftest er nævnt under ”Movies I like” i folks selvprofilering på Facebook (heriblandt på min egen profil), diverse datingsites og så videre. Hver gang en af hans nye film får premiere, flyder alverdens kultursektioner og magasiner over med forside artikler, der hylder det skæve geni – manden hvis unikke blik og talent giver ham lov til at lave film, der nærmest er avantgarde, inden for hollywood-systemet. På Museum of Modern Art i New York viser de for tiden en særudstilling om den særegne visuelle kultur, der præger mandens krinkelkrogede sind. Synspunktet er stort set uimodsagt og på det nærmeste indiskutabelt i bedre filmkredse. Men efter at have set hans nyeste ”Alice in Wonderland”, begyndte jeg pludselig at tænke over, hvorfor det egentlig er at syntes det. Måske var det værd at undersøge, om der mon kunne være argumenter for at mene det modsatte.

Om Tim Burtons film er gode eller ej er selvfølelig et spørgsmål om individuel smag, og der ikke nogen grund til at betvivle at folk føler sig rørt at Burtons film, når de nu siger det. Men hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, hvorfor er det så, at jeg betragter og omtaler Tim Burton som en af sin tids vigtigste filmskabere, når jeg må acceptere, at jeg ikke har været rigtigt begejstret for nogen af hans film de sidste 14 (!) år, og at det stadig efter min mening er en karriere, der mangler et mesterværk.

Det tætteste jeg kan komme på den betegnelse er ”Tim Burton’s The Nightmare Before Christmas”, men på trods af tiltlen hverken instruerede eller skrev Burton selv den. Teksten er kun baseret på en børnerim han skrev til sine forældre (og som er ret anderledes) og instruktørarbejdet stod Henry Selick for. Da både Burton og Selick inden for de seneste år er vendt tilbage til en gotisk, men humoristisk animeret verden med henholdsvis ”Corpse Bride” og ”Coraline”, viste det sig at sidstnævnte var langt bedre. Så måske er jeg i virkeligheden Selick-fan! (og Danny Elfman-fan, der skrev de fantastiske sange, der bærer så meget af ”Nightmare…”)

Men hvad med Burtons øvrige karriere?:

Der er da gode film iblandt: ”Batman”, ”Big Fish”, ”Beetlejuice”, ”Ed Wood”, ”Mars Attacks”, ”Pee-Wee’s Big Adventure” men ingen af disse er på nogen måde perfekte film: De har alle afgørende svagheder i forhold til ting som sammenhæng, tempo, relatabilitet osv. Og der er sandelig også mange ret dårlige film i oeuvren: ”Abernes Planet”, ”Charlie og Chokolade-fabrikken”, ”Sleepy Hollow”, ”Sweeney Todd” og den nye ”Alice…”, og en del af filmene i mellemgruppen har mindst ligeså mange svagheder som styrker.

Der er ingen tvivl om, at Burton havde et temmelig højere gennemsnitligt niveau i den første halvdel i sin karriere end in det sidste årti. Så måske er der tale om, at han er begyndt og blive magelig og udvandet, som man kender det fra så mange andre store filminstruktører, hvis nye film man bliver ved med at give chancen på grund af deres tidligere meritter, men som skuffer gang på gang (Terry Gilliam og Woody Allen falder umiddelbart for). Eller også – og den mistanke får jeg sværere og sværere ved at lægge fra mig – var Burton slet ikke så god til at begynde med. Måske var har der bare på det rigtige tidspunkt, og var en visuelt orienteret filmskaber på et tidspunkt, hvor karakterdrevne dramaer var i højsædet. Og var der et helt segment af biografgående publikum, der havde brug for en outsider-karakter, som vi kunne heppe på.

Faktum er det under alle omstændigheder, at det som ”Alice..” og mange af de seneste Burton-film mangler, er lige præcis det han i de utallige artikler mv. roses for at være en frygtløs og enerådig bannerfører for: Det uventede, det skøre, det overraskende. Så kedelig som den er, er Avatar en visuelt langt mere interessant film, visuelt set, end noget Burton har lavet meget længe. Wes Anderson, Spike Jonze, Michel Gondry, Guillermo del Toro og flere andre har lavet film, der i langt højere grad kombinerer det fantastiske med det gribende eller det intellektuelt udfordrende. Og Burton er stadig fuldstændig ude af stand til at skrive andre interessante karakterer end den ensomme-og-sårede-hvide-mand-der-har-så-meget-at-give-hvis-man-bare-ser-ud-over-hans-særheder™

Nå, jeg tager sikkert også ind og ser den næste Burton-film. Og jeg tror heller ikke, jeg sletter ham fra min Facebook-profil. Det giver stadig indiskutabel, intellektuel streed-cred at være på Burton-holdet. Det bliver spændende, hvor mange ligegyldige og kedelige film, der skal til, inden det holder op.

Magt og modmagt

En af mine yndlingskilder til indsigt i den politiske debat i USA, og hvad der optager folk på venstrefløjen derovre, er tv-programmet The Rachel Maddow Show, der vises 4 dage om ugen på nyhedskanalen MSNBC. Programmet er ikke et decideret underholdningsprogram som The Daily Show, men er heller ikke hvad vi i Danmark ville betragte som et decideret nyhedsprogram: Dertil skinner programmets og værtens holdninger og prioriteringer for tydeligt igennem. Men Rachel Maddow selv formår på en utroligt skarp måde både at give et præcist billede af, hvad de væsentligste spørgsmål på den offentlige dagsorden handler om, når alt bullshit’et er skåret fra; og at holde både højre- og venstrefløjen fast på ideologisk og parlamentarisk kontinuitet. Programmet kan i øvrigt ses på

http://www.msnbc.msn.com/id/26315908/

De seneste uger har en af Rachels vigtigste sager været at få senatorer og andre ledende politikere til at tage stilling til en reform af den såkaldte Filibuster-regel i senatet, der set fra hendes (og efterhånden en større og større del af den amerikanske venstrefløj) udnyttes af det republikanske parti til at blokere al væsentlig (og en del uvæsentlig) lovgivning skabt af præsident Obama og demokraterne. Filibuster-reglen går simpelt sagt ud på, et mindretal kan udskyde den afgørende afstemning om et givent forslag i det uendelige, medmindre filibuster’en overrules af et kvalificeret flertal på 60 ud af 100 senatorer (et såkaldt super-flertal). Efter at staten Massachusetts for nylig stemte en republikaner (Scott Brown) ind til at overtage den afdøde demokrat Ted Kennedys ledige sæde, har demokraterne ”kun” 59 ud af 100 senatorer, og kan derfor ikke slippe uden om eventuelle filibusters, hvilket republikanerne har udnyttet til at blokere en mængde lovgivning, heriblandt først og fremmest reformen af det amerikanske sundhedsvæsen. Kampagnen for filibuster-reform handler altså grundlæggende om retten til at kunne bruge sit flertal, hvor lille det end måtte være. Så meget, som jeg håber for amerikanerne, at de får gennemført deres progressive reformprogram, er det set fra et dansk venstrefløjs-perspektiv lidt svært at sympatisere entydigt med filibusterkampagnen.

Alle vestlige demokratier har det princip, som amerikanerne kalder ”checks and balances” (herefter C&B), tæt ved hjertet: Hver gang magt koncentreres hos en institution eller person, skal der samtidigt være en modmagt eller en kontrolinstans, som sikrer, at magthaveren ikke udnytter sin magt, eller at der bliver truffet for drastiske beslutninger for hurtigt. Formålet med ”checks & balances” er altså at sikre politisk stabilitet og at pludselige parlamentariske forandringer ikke kan få alt for dramatiske konsekvenser. Disse kontrolinstanser kan have mange forskellige former, bla.:
• Flere parlamentariske kamre
• Uafhængigt valgte regeringsledere
• Magtfuld embedsstand
• Aktivistiske domstole
• Detaljerede forfatninger
• Mange små partier
• Ombudsmand
• Stærk presse
• Obligatoriske folkeafstemninger
• Osv.

Det amerikanske system er kendetegnet ved have en hel masse af disse C&B indbygget, hvilket nok skyldes dels den grundlæggende uenighed, der har præget det politiske liv helt fra nationens fødsel, omkring staternes selvbestemmelsesret overfor centralregeringens ret og pligt til at sikre alle borgere lige rettigheder og muligheder. I Danmark har vi meget få af de ovennævnte ting, og har oven i købet en tradition for ikke at gå synderligt op i magtens tredeling, som det symbolsk understreges af, at folketinget, statsministeriet og højesteret ligger i samme bygning, hvilket ville være utænkeligt de fleste andre steder. Den altafgørende check (eller balance) i det danske system ligger således i den danske tradition for en lav parlamentarisk spærregrænse, og som følge deraf behovet for at skabe brede koalitioner af mange mindre partier, hvis man vil opnå flertal for et forslag. Magten holdes altså i ave ved, at alle vedtagne forslag i princippet må være kompromisser mellem forskellige interessenter og ideologiske positioner.

Det er dette system, der efterhånden har været sat ud af kraft i hvert fald siden Fogh-regeringen kom til (og muligvis endnu længere tilbage). Den nuværende koalition består groft sagt af to identiske partier, og et støtteparti, der (igen) groft sagt vil lægge stemmer til hvad som helst, bare de får indflydelse på nogle få udvalgte politikområder. Når regeringen og Dansk Folkeparti forhandler, handler det kun meget sjældent om at finde en mellempostion på det givne politikområde, og langt oftere om at finde ud af, hvad Dansk Folkeparti vil have gennemført på et andet politikområde for at ville lægge stemmer til. Samtidig undertrykker eller bagatelliserer de to regeringspartier interne uenigheder, formentlig ud fra et ønske om at fremstå stærke og målrettede, hvilket af en eller anden årsag er plusord i den politiske debat (jeg foretrækker mine magthavere betænksomme og villige til at ændre kurs, hvis omstændighederne ændrer sig, men sådan er der jo så meget).

Dette er ikke kun et problem, fordi det betyder, at de vedtager en masse beslutninger, som jeg er uenig i; det er også et demokratisk problem, fordi det betyder, at den magt, der er samlet hos regeringen reelt er ukontrolleret og uimødegået, både parlamentarisk og i resten af samfundet (det ville ikke være spor bedre, hvis det var min egen fløj der havde sat sig i den position). Og derfor kan regeringen uden konsekvenser sende landet i krig uden grund, og med mindst mulige flertal; derfor kan der iværksættes omfattende reformer af generationer gamle systemer vedrørende styringen af arbejdsmarkedet; domstolenes arbejde; folkeskolernes pædagogiske praksis; det sociale ydelsessystem; miljøindsatsen og meget mere; og der er reelt ikke noget gøre ved det, så længe mikroflertallet vedbliver.

Set fra den danske venstrefløjs synspunkt er det altså ikke færre filibuster-lignende regler, vi har brug, men flere: I USA kæmper de med, at deres C&B er blevet for stærke, således at det reel bliver umuligt at få vedtaget noget som helst – og i Danmark lider vi under, at vores er blevet for svage, således at et lille flertal uhindret kan tromle henover alle dem, der ikke har stemt på dem. Begge fænomener er indikatorer på en grundlæggende krise i de vestlige demokratier. For at demokrati kan fungere kræver det både flertallets respekt for mindretallet og mindretallets respekt for flertallet, og i samfund hvor solidaritet og fællesskabsfølelse erstattes af egennyttebaserede kontraktrelationer og opfattelsen af, at den enkeltes fremskridt altid må ske ved andres tilsvarende tilbagegang, bliver begge dele mindre og mindre hyppige.

Den danske forfatter Thorkild Hansen skriver i bogen ”Resten er stilhed” om Hamlet-dilemmaet (mord eller selvmord; hedonisme eller askese; alt eller intet), at mennskets eksistentielle fordring er dobbelt: Man skal kunne se, at der kun findes to svarmuligheder: ja og nej. Og man skal turde alligevel svare både-og. Dilemmaet om checks and balances i det politiske liv kræver den samme form for dobbelte eksistentielle spring. Man skal både turde overgive magten til andre, og være stærk nok til ikke at bruge den magt, der bliver givet en.

Fortællinger i tid og rum

Til dette første rigtige indlæg på denne nye blog tænkte jeg, at det ville være passende at starte med at tale lidt om afslutningen på noget andet, der har været en del af mit liv i en hel del år, og som samtidigt forhåbentlig kunne give et indtryk af den stil og det indhold, som jeg håber, at fylde på denne blog i dens kommende liv. Bloggen er, som der står øverst tænkt som et forum for tanker og overvejelser omkring ” Film, Samfund, Musik, Sport, TV, Bøger, Mad, Tegneserier, Teater, Kunst, Politik, Mode og alt, hvad der ellers er vigtigt i livet.”, og tegneserien Linda og Valentin, har været en fast del af mit liv, siden jeg fik de et sæt med de tidligste bind i julegave for over 15 år siden (tak, onkel Morten). Og den var for mig den vigtigste indgang til såvel Science Fiction som tegneseriemediet, og inspiration for mine tidligste tanker omkring begreber som genre, virkelighed og religion.

Anledningen til at tage serien og emnet op netop nu er, at Carlsens forlag netop har udgivet en dansk udgave af det 21. og efter alt at dømme allersidste bind i serien, der begyndte at udkomme på dansk i 1975. Da jeg for snart to år siden så duoen bag serien, Pierre Christin og Jean-Claude Mezieres, på Komiks-festivalen i Vanløse, så jeg fans i bogstaveligt talt alle aldre sidde med tårer i øjenkrogen, da de to knap 80-årige herrer stavrede op på scenen og fortalte, at det dengang kommende album ville blive det sidste nogensinde.

For de der ikke kender universet, kan det vel bedst betegnes som en helt traditionel Sci-fi-serie, der pludselig blev meget mere interessant, da seriens forudsagte apokalypse-dato blev overskredet. Linda og Valentin (Laurelíne og Valérian på fransk) er to agenter for jordens rum-tid-tjeneste, der rejser hvor som helst og når som helst i galaksen og historien for at opklare sager for den fornuftsbaserede fremtidsregering Galaxity, der opstod på ruinerne efter den altopslugende katastrofe på jorden i 1986. Helt standard Sci-Fi i Star Trek-traditionen, hvor vores stærke og smukke helte udforsker planeter, der er grebet af religiøst vandvid; er styret af krigsgale amazon-kvinder; ikke længere kan få børn eller lignende; og gennem kløgt og mod afhjælper dem med deres problemer.

Men så sker der noget. Fra og med bind 9 ”Metro Chatelet, retning Cassiopeia” begyndte Mezieres og Christin at udforske grænserne for og konsekvenserne af selve det at fortælle historier. Som et resultat af en kombination af de to skaberes stigende mistro til det teknokratiske harmonisamfund, de havde skabt og det faktum, at 1986-deadlinen nu for længst var overskredet begyndte de to nu at lave en omfattende såkaldt retcon, altså en omskrivning af fortællingens kontinuitet for at skabe bedre sammenhæng: Figurerne i serien begyndte nu selv af stille spørgsmål ved de paradokser der må ligge i en hver form for tidsrejse, så vel som det rent moralske i at intervenere i andre kulturer og andre tider.

Ligeledes begyndte serien at udforske magtens natur gennem et øget fokus på den såkaldte ”navle”: en kunstig planet, der fungerede som et intergalaktisk FN fuld af korruption, kultur- og interessesammenstød og politiske rævekager. Seriens formål blev nu at udforske selve tanken om legitimitet og autoritet, og Linda og Valentin måtte snart konstatere, at deres Galaxity-verden ikke eksisterede eller ikke kunne eksistere i den rumtid, de havde skabt. De to blev altså agenter for ingen på en mission der ikke længere gav mening i et univers, der var ligeglad med dem.

Parralelt med den opløsning af sammenhængen mellem den individuelle eksistens og den kollektive eksistens som figurerne troede sig en del af, begyndte serien samtidigt en sammenblanding af det reelle og det metafysiske plan. Linda og Valentin støder ind i både engle og djævle og ind til flere treenigheden, samtidig med figurer trådt lige ud af både populær- og finkultur, og til sammen giver de et billede af et univers, hvor traditionelle kausalsammenhænge mellem forestilling, fortælling og eksistens ikke længere er fremherskende.

I det afsluttende bind lader forfatterne dette sammenbrud blive næsten totalt, ved at lade de to helte ( i samarbejde med nogle og i kamp mod andre af en lang række karakterer fra alle de tidligere bind) lykkedes med et stor aktion, der dublerer som både politisk revolution og som retcon af den tidligere retcon der kunne tillade de to at vende tilbage til sin egen nutid/fremtid/fortid. Blot for øjeblikket efter at lade dem fravælge begge muligheder for, hvad der kun kan beskrives som en genfødsel i glemslen.

Linda og var Valentin var i lang tid (måske stadig?) den mest populære Science Fiction-tegneserie i Danmark, men har alligevel aldrig rigtigt fået klassiker-status blandt kritikere og fans. Forståeligt nok på mange måder: Tegnestilen er gammeldags og lidt stiv; humoren temmelig plat; og det mere og mere seksualiserede billede af Linda trækker alt sammen ned. Men det er en serie der nu over fyrre år har kunnet bevare sin umiddelbare lethed og fortælleglæde samtidigt med at konstant udforskede egne grænser og muligheder som har formået at spejle både sine fortælleres og i sine læseres udvikling.