Hvorfor tror jeg, at Tim Burton er en stor filminstruktør?

Tim Burton er et geni; det ved alle. Uden at have tjekket det, vil jeg skyde på, at han er den filminstruktør der oftest er nævnt under ”Movies I like” i folks selvprofilering på Facebook (heriblandt på min egen profil), diverse datingsites og så videre. Hver gang en af hans nye film får premiere, flyder alverdens kultursektioner og magasiner over med forside artikler, der hylder det skæve geni – manden hvis unikke blik og talent giver ham lov til at lave film, der nærmest er avantgarde, inden for hollywood-systemet. På Museum of Modern Art i New York viser de for tiden en særudstilling om den særegne visuelle kultur, der præger mandens krinkelkrogede sind. Synspunktet er stort set uimodsagt og på det nærmeste indiskutabelt i bedre filmkredse. Men efter at have set hans nyeste ”Alice in Wonderland”, begyndte jeg pludselig at tænke over, hvorfor det egentlig er at syntes det. Måske var det værd at undersøge, om der mon kunne være argumenter for at mene det modsatte.

Om Tim Burtons film er gode eller ej er selvfølelig et spørgsmål om individuel smag, og der ikke nogen grund til at betvivle at folk føler sig rørt at Burtons film, når de nu siger det. Men hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, hvorfor er det så, at jeg betragter og omtaler Tim Burton som en af sin tids vigtigste filmskabere, når jeg må acceptere, at jeg ikke har været rigtigt begejstret for nogen af hans film de sidste 14 (!) år, og at det stadig efter min mening er en karriere, der mangler et mesterværk.

Det tætteste jeg kan komme på den betegnelse er ”Tim Burton’s The Nightmare Before Christmas”, men på trods af tiltlen hverken instruerede eller skrev Burton selv den. Teksten er kun baseret på en børnerim han skrev til sine forældre (og som er ret anderledes) og instruktørarbejdet stod Henry Selick for. Da både Burton og Selick inden for de seneste år er vendt tilbage til en gotisk, men humoristisk animeret verden med henholdsvis ”Corpse Bride” og ”Coraline”, viste det sig at sidstnævnte var langt bedre. Så måske er jeg i virkeligheden Selick-fan! (og Danny Elfman-fan, der skrev de fantastiske sange, der bærer så meget af ”Nightmare…”)

Men hvad med Burtons øvrige karriere?:

Der er da gode film iblandt: ”Batman”, ”Big Fish”, ”Beetlejuice”, ”Ed Wood”, ”Mars Attacks”, ”Pee-Wee’s Big Adventure” men ingen af disse er på nogen måde perfekte film: De har alle afgørende svagheder i forhold til ting som sammenhæng, tempo, relatabilitet osv. Og der er sandelig også mange ret dårlige film i oeuvren: ”Abernes Planet”, ”Charlie og Chokolade-fabrikken”, ”Sleepy Hollow”, ”Sweeney Todd” og den nye ”Alice…”, og en del af filmene i mellemgruppen har mindst ligeså mange svagheder som styrker.

Der er ingen tvivl om, at Burton havde et temmelig højere gennemsnitligt niveau i den første halvdel i sin karriere end in det sidste årti. Så måske er der tale om, at han er begyndt og blive magelig og udvandet, som man kender det fra så mange andre store filminstruktører, hvis nye film man bliver ved med at give chancen på grund af deres tidligere meritter, men som skuffer gang på gang (Terry Gilliam og Woody Allen falder umiddelbart for). Eller også – og den mistanke får jeg sværere og sværere ved at lægge fra mig – var Burton slet ikke så god til at begynde med. Måske var har der bare på det rigtige tidspunkt, og var en visuelt orienteret filmskaber på et tidspunkt, hvor karakterdrevne dramaer var i højsædet. Og var der et helt segment af biografgående publikum, der havde brug for en outsider-karakter, som vi kunne heppe på.

Faktum er det under alle omstændigheder, at det som ”Alice..” og mange af de seneste Burton-film mangler, er lige præcis det han i de utallige artikler mv. roses for at være en frygtløs og enerådig bannerfører for: Det uventede, det skøre, det overraskende. Så kedelig som den er, er Avatar en visuelt langt mere interessant film, visuelt set, end noget Burton har lavet meget længe. Wes Anderson, Spike Jonze, Michel Gondry, Guillermo del Toro og flere andre har lavet film, der i langt højere grad kombinerer det fantastiske med det gribende eller det intellektuelt udfordrende. Og Burton er stadig fuldstændig ude af stand til at skrive andre interessante karakterer end den ensomme-og-sårede-hvide-mand-der-har-så-meget-at-give-hvis-man-bare-ser-ud-over-hans-særheder™

Nå, jeg tager sikkert også ind og ser den næste Burton-film. Og jeg tror heller ikke, jeg sletter ham fra min Facebook-profil. Det giver stadig indiskutabel, intellektuel streed-cred at være på Burton-holdet. Det bliver spændende, hvor mange ligegyldige og kedelige film, der skal til, inden det holder op.