Magt og modmagt

En af mine yndlingskilder til indsigt i den politiske debat i USA, og hvad der optager folk på venstrefløjen derovre, er tv-programmet The Rachel Maddow Show, der vises 4 dage om ugen på nyhedskanalen MSNBC. Programmet er ikke et decideret underholdningsprogram som The Daily Show, men er heller ikke hvad vi i Danmark ville betragte som et decideret nyhedsprogram: Dertil skinner programmets og værtens holdninger og prioriteringer for tydeligt igennem. Men Rachel Maddow selv formår på en utroligt skarp måde både at give et præcist billede af, hvad de væsentligste spørgsmål på den offentlige dagsorden handler om, når alt bullshit’et er skåret fra; og at holde både højre- og venstrefløjen fast på ideologisk og parlamentarisk kontinuitet. Programmet kan i øvrigt ses på

http://www.msnbc.msn.com/id/26315908/

De seneste uger har en af Rachels vigtigste sager været at få senatorer og andre ledende politikere til at tage stilling til en reform af den såkaldte Filibuster-regel i senatet, der set fra hendes (og efterhånden en større og større del af den amerikanske venstrefløj) udnyttes af det republikanske parti til at blokere al væsentlig (og en del uvæsentlig) lovgivning skabt af præsident Obama og demokraterne. Filibuster-reglen går simpelt sagt ud på, et mindretal kan udskyde den afgørende afstemning om et givent forslag i det uendelige, medmindre filibuster’en overrules af et kvalificeret flertal på 60 ud af 100 senatorer (et såkaldt super-flertal). Efter at staten Massachusetts for nylig stemte en republikaner (Scott Brown) ind til at overtage den afdøde demokrat Ted Kennedys ledige sæde, har demokraterne ”kun” 59 ud af 100 senatorer, og kan derfor ikke slippe uden om eventuelle filibusters, hvilket republikanerne har udnyttet til at blokere en mængde lovgivning, heriblandt først og fremmest reformen af det amerikanske sundhedsvæsen. Kampagnen for filibuster-reform handler altså grundlæggende om retten til at kunne bruge sit flertal, hvor lille det end måtte være. Så meget, som jeg håber for amerikanerne, at de får gennemført deres progressive reformprogram, er det set fra et dansk venstrefløjs-perspektiv lidt svært at sympatisere entydigt med filibusterkampagnen.

Alle vestlige demokratier har det princip, som amerikanerne kalder ”checks and balances” (herefter C&B), tæt ved hjertet: Hver gang magt koncentreres hos en institution eller person, skal der samtidigt være en modmagt eller en kontrolinstans, som sikrer, at magthaveren ikke udnytter sin magt, eller at der bliver truffet for drastiske beslutninger for hurtigt. Formålet med ”checks & balances” er altså at sikre politisk stabilitet og at pludselige parlamentariske forandringer ikke kan få alt for dramatiske konsekvenser. Disse kontrolinstanser kan have mange forskellige former, bla.:
• Flere parlamentariske kamre
• Uafhængigt valgte regeringsledere
• Magtfuld embedsstand
• Aktivistiske domstole
• Detaljerede forfatninger
• Mange små partier
• Ombudsmand
• Stærk presse
• Obligatoriske folkeafstemninger
• Osv.

Det amerikanske system er kendetegnet ved have en hel masse af disse C&B indbygget, hvilket nok skyldes dels den grundlæggende uenighed, der har præget det politiske liv helt fra nationens fødsel, omkring staternes selvbestemmelsesret overfor centralregeringens ret og pligt til at sikre alle borgere lige rettigheder og muligheder. I Danmark har vi meget få af de ovennævnte ting, og har oven i købet en tradition for ikke at gå synderligt op i magtens tredeling, som det symbolsk understreges af, at folketinget, statsministeriet og højesteret ligger i samme bygning, hvilket ville være utænkeligt de fleste andre steder. Den altafgørende check (eller balance) i det danske system ligger således i den danske tradition for en lav parlamentarisk spærregrænse, og som følge deraf behovet for at skabe brede koalitioner af mange mindre partier, hvis man vil opnå flertal for et forslag. Magten holdes altså i ave ved, at alle vedtagne forslag i princippet må være kompromisser mellem forskellige interessenter og ideologiske positioner.

Det er dette system, der efterhånden har været sat ud af kraft i hvert fald siden Fogh-regeringen kom til (og muligvis endnu længere tilbage). Den nuværende koalition består groft sagt af to identiske partier, og et støtteparti, der (igen) groft sagt vil lægge stemmer til hvad som helst, bare de får indflydelse på nogle få udvalgte politikområder. Når regeringen og Dansk Folkeparti forhandler, handler det kun meget sjældent om at finde en mellempostion på det givne politikområde, og langt oftere om at finde ud af, hvad Dansk Folkeparti vil have gennemført på et andet politikområde for at ville lægge stemmer til. Samtidig undertrykker eller bagatelliserer de to regeringspartier interne uenigheder, formentlig ud fra et ønske om at fremstå stærke og målrettede, hvilket af en eller anden årsag er plusord i den politiske debat (jeg foretrækker mine magthavere betænksomme og villige til at ændre kurs, hvis omstændighederne ændrer sig, men sådan er der jo så meget).

Dette er ikke kun et problem, fordi det betyder, at de vedtager en masse beslutninger, som jeg er uenig i; det er også et demokratisk problem, fordi det betyder, at den magt, der er samlet hos regeringen reelt er ukontrolleret og uimødegået, både parlamentarisk og i resten af samfundet (det ville ikke være spor bedre, hvis det var min egen fløj der havde sat sig i den position). Og derfor kan regeringen uden konsekvenser sende landet i krig uden grund, og med mindst mulige flertal; derfor kan der iværksættes omfattende reformer af generationer gamle systemer vedrørende styringen af arbejdsmarkedet; domstolenes arbejde; folkeskolernes pædagogiske praksis; det sociale ydelsessystem; miljøindsatsen og meget mere; og der er reelt ikke noget gøre ved det, så længe mikroflertallet vedbliver.

Set fra den danske venstrefløjs synspunkt er det altså ikke færre filibuster-lignende regler, vi har brug, men flere: I USA kæmper de med, at deres C&B er blevet for stærke, således at det reel bliver umuligt at få vedtaget noget som helst – og i Danmark lider vi under, at vores er blevet for svage, således at et lille flertal uhindret kan tromle henover alle dem, der ikke har stemt på dem. Begge fænomener er indikatorer på en grundlæggende krise i de vestlige demokratier. For at demokrati kan fungere kræver det både flertallets respekt for mindretallet og mindretallets respekt for flertallet, og i samfund hvor solidaritet og fællesskabsfølelse erstattes af egennyttebaserede kontraktrelationer og opfattelsen af, at den enkeltes fremskridt altid må ske ved andres tilsvarende tilbagegang, bliver begge dele mindre og mindre hyppige.

Den danske forfatter Thorkild Hansen skriver i bogen ”Resten er stilhed” om Hamlet-dilemmaet (mord eller selvmord; hedonisme eller askese; alt eller intet), at mennskets eksistentielle fordring er dobbelt: Man skal kunne se, at der kun findes to svarmuligheder: ja og nej. Og man skal turde alligevel svare både-og. Dilemmaet om checks and balances i det politiske liv kræver den samme form for dobbelte eksistentielle spring. Man skal både turde overgive magten til andre, og være stærk nok til ikke at bruge den magt, der bliver givet en.