Fortællinger i tid og rum

Til dette første rigtige indlæg på denne nye blog tænkte jeg, at det ville være passende at starte med at tale lidt om afslutningen på noget andet, der har været en del af mit liv i en hel del år, og som samtidigt forhåbentlig kunne give et indtryk af den stil og det indhold, som jeg håber, at fylde på denne blog i dens kommende liv. Bloggen er, som der står øverst tænkt som et forum for tanker og overvejelser omkring ” Film, Samfund, Musik, Sport, TV, Bøger, Mad, Tegneserier, Teater, Kunst, Politik, Mode og alt, hvad der ellers er vigtigt i livet.”, og tegneserien Linda og Valentin, har været en fast del af mit liv, siden jeg fik de et sæt med de tidligste bind i julegave for over 15 år siden (tak, onkel Morten). Og den var for mig den vigtigste indgang til såvel Science Fiction som tegneseriemediet, og inspiration for mine tidligste tanker omkring begreber som genre, virkelighed og religion.

Anledningen til at tage serien og emnet op netop nu er, at Carlsens forlag netop har udgivet en dansk udgave af det 21. og efter alt at dømme allersidste bind i serien, der begyndte at udkomme på dansk i 1975. Da jeg for snart to år siden så duoen bag serien, Pierre Christin og Jean-Claude Mezieres, på Komiks-festivalen i Vanløse, så jeg fans i bogstaveligt talt alle aldre sidde med tårer i øjenkrogen, da de to knap 80-årige herrer stavrede op på scenen og fortalte, at det dengang kommende album ville blive det sidste nogensinde.

For de der ikke kender universet, kan det vel bedst betegnes som en helt traditionel Sci-fi-serie, der pludselig blev meget mere interessant, da seriens forudsagte apokalypse-dato blev overskredet. Linda og Valentin (Laurelíne og Valérian på fransk) er to agenter for jordens rum-tid-tjeneste, der rejser hvor som helst og når som helst i galaksen og historien for at opklare sager for den fornuftsbaserede fremtidsregering Galaxity, der opstod på ruinerne efter den altopslugende katastrofe på jorden i 1986. Helt standard Sci-Fi i Star Trek-traditionen, hvor vores stærke og smukke helte udforsker planeter, der er grebet af religiøst vandvid; er styret af krigsgale amazon-kvinder; ikke længere kan få børn eller lignende; og gennem kløgt og mod afhjælper dem med deres problemer.

Men så sker der noget. Fra og med bind 9 ”Metro Chatelet, retning Cassiopeia” begyndte Mezieres og Christin at udforske grænserne for og konsekvenserne af selve det at fortælle historier. Som et resultat af en kombination af de to skaberes stigende mistro til det teknokratiske harmonisamfund, de havde skabt og det faktum, at 1986-deadlinen nu for længst var overskredet begyndte de to nu at lave en omfattende såkaldt retcon, altså en omskrivning af fortællingens kontinuitet for at skabe bedre sammenhæng: Figurerne i serien begyndte nu selv af stille spørgsmål ved de paradokser der må ligge i en hver form for tidsrejse, så vel som det rent moralske i at intervenere i andre kulturer og andre tider.

Ligeledes begyndte serien at udforske magtens natur gennem et øget fokus på den såkaldte ”navle”: en kunstig planet, der fungerede som et intergalaktisk FN fuld af korruption, kultur- og interessesammenstød og politiske rævekager. Seriens formål blev nu at udforske selve tanken om legitimitet og autoritet, og Linda og Valentin måtte snart konstatere, at deres Galaxity-verden ikke eksisterede eller ikke kunne eksistere i den rumtid, de havde skabt. De to blev altså agenter for ingen på en mission der ikke længere gav mening i et univers, der var ligeglad med dem.

Parralelt med den opløsning af sammenhængen mellem den individuelle eksistens og den kollektive eksistens som figurerne troede sig en del af, begyndte serien samtidigt en sammenblanding af det reelle og det metafysiske plan. Linda og Valentin støder ind i både engle og djævle og ind til flere treenigheden, samtidig med figurer trådt lige ud af både populær- og finkultur, og til sammen giver de et billede af et univers, hvor traditionelle kausalsammenhænge mellem forestilling, fortælling og eksistens ikke længere er fremherskende.

I det afsluttende bind lader forfatterne dette sammenbrud blive næsten totalt, ved at lade de to helte ( i samarbejde med nogle og i kamp mod andre af en lang række karakterer fra alle de tidligere bind) lykkedes med et stor aktion, der dublerer som både politisk revolution og som retcon af den tidligere retcon der kunne tillade de to at vende tilbage til sin egen nutid/fremtid/fortid. Blot for øjeblikket efter at lade dem fravælge begge muligheder for, hvad der kun kan beskrives som en genfødsel i glemslen.

Linda og var Valentin var i lang tid (måske stadig?) den mest populære Science Fiction-tegneserie i Danmark, men har alligevel aldrig rigtigt fået klassiker-status blandt kritikere og fans. Forståeligt nok på mange måder: Tegnestilen er gammeldags og lidt stiv; humoren temmelig plat; og det mere og mere seksualiserede billede af Linda trækker alt sammen ned. Men det er en serie der nu over fyrre år har kunnet bevare sin umiddelbare lethed og fortælleglæde samtidigt med at konstant udforskede egne grænser og muligheder som har formået at spejle både sine fortælleres og i sine læseres udvikling.