Jeg har altid været meget glad for de oprindelige Star Wars-film: Jeg har set dem et utal af gange; jeg citere dialogen og universet ved alverdens lejligheder, jeg har tilbragt mange forelæsningsgange på RUC med gennemleve Lukes afgørende angreb på dødsstjernen i mit hoved osv. osv., og som en hver anden ægte Star Wars-fan hader, hader, hader jeg den nye trilogi (især ”Phantom Menace” og ”Attack of the Clones”), og jeg er rigtig sur på George Lucas over de ændringer han har gjort i sine special editions af de oprindelige film, og ikke mindst beslutningen om at de oprindelige udgaver aldrig vil blive udgivet på DVD eller andre fremtidige formater. De nye udgaver med at sit digitale lort, der fylder de ellers så velkomponerede billeder op, Greedo, der skyder før Han, og ikke mindst slutningen af ”Return…” med billedet af Hayden Christensen sat ind på himmelen vil for al fremtid være den eneste udgave, af de oprindelige film, der er til at få fat på. (hvis du forstod noget af de foregående par sætninger er du også en nørd).
Men af en eller anden årsag har jeg aldrig følet tiltrukket af at begive mig ud i den myriade af, bøger, rollespil, tegneserier, computerspil, legetøj osv., der samlet går under betegnelsen ”The Expanded Universe”, altså historier, der foregår i det samme univers som filmene, og i nogle tilfælde med de samme karakterer, men som fortæller andre historier end, dem alle kender. Dels fordi det bare mængden af Expanded Universe-ting er så overvældende, at det er helt umuligt at vide, hvor man skulle begynde, dels fordi mit temmelig begrænsede kendskab til såkaldt Fan Fiction, hvor andre forfattere end de oprindelige bygger videre på allerede eksisterende værker, havde givet mig et indtryk af et generelt meget lavt kunstnerisk og underholdningsmæssigt niveau.
Nørdebloggen Topless Robots ugentlige Fan Fiction Fridays fremviser nogle af de mest forfærdelige eksempler på formen.
Men så en dag for nyligt faldt jeg pludselig over denne i Faraos Cigarers tilbudskasse:
”Star Wars Omnibus – Tales of the Jedi, Volume 1”, er en del af det fremragende tegneserieforlag Dark Horse’s Omnibus-linie, hvor de samler nogle af de bedste fortællinger fra forskellige universer i nogle samlehæfter for dem, der ikke gider købe de enkelte hæfter som de udkommer. Der findes også omnibus-samlinger for tegneseriudgaverne af Alien, Indiana Jones, Terminator, The Mask (!) og meget mere, flere af hvilke sagtens kunne dukke op i fremtidige udgaver af denne indlægsserie.
”Tales of The Jedi”-titlen indikerer, at vi her har at gøre med historier, der foregår i Star Wars Universets ældste tider, ca. 5000 år før den oprindelige Star Wars-film (eller BBY – Before the Battle of Yavin, som nørderne omtaler det). Bindet indeholder tre historier; en lang og to korte, hver især skabt af forskellige tegner/forfatter-teams.
Det er klart den lange historie der er mest interessant. De to korte fortælle bege historier om, hvordan unge Jedi-lærlinge (Ulic Qel-Droma og Nomi Sunrider; navne der er SciFi-agtige på den værst tænkelige måde), på hver sin måde lærer om Kraftens™ mørke side og de store krav der må stilles til en Jedi-ridder, og det er grundlæggende ret uinteressant. Den lange historie går helt tilbage til begyndelsen og fortæller historien om, hvordan konflikten mellem Sith-imperiet og den Jedi-beskyttede republik overhovedet begyndte. Ifølge fortællingen startede det hele med to småforbrydere, der forsøgte at undslippe republikkens politi ved had hoppe gennem en ormehuls-lignende passage til et for dem ukendt sted i den modsatte ende af galaksen. Tilfældigvis kommer de frem lige over planeten Sith, hvor forviste dyrkere af Kraftens™ mørke side århundreder tidligere havde slået sig ned og blandet sig med den indfødte befolkning. Befolkningen på Sith tolker rimeligt nok de to fremmede, der pludselig dukker op som spioner, og begynder at blive mere og mere bange for at et angreb, fra det fjerntliggende imperium kunne være nært forestående. Denne panik benytter et ungt opportunistisk medlem af planetens overklasse til at tage magten og udråbe sig selv til Dark Lord of the Sith, hvorefter man påbegynder et angreb mod republikken. I bedste Star Wars-stil er de to småforbrydere fra starten (som i øvrigt er bror og søster) blevet skilt fra hinanden, og den unge mand er blevet omvendt til den mørke side, mens hans søster er flygtet tilbage til republikken og kan advare lederne på regeringsplaneten Coruscant. Republikken er således forberedt på Sith’ernes angreb og slår det tilbage, men (ved vi læsere) det er for sent. Sith’erne har nu fået smag for krig og ekspansion og slår sig ned på en af Planeten Yavins måner, hvorfra de jo senere vil begynde at blah, blah, blah.
Stilmæssigt er fortællingerne ganske god; ikke specielt spændende tegnet, men heller ikke (med undtagelse af samlingens sidste historie) specielt grimt. Og der er tydeligvis gjort meget ud af at vise visuelt overskud i tegningen af maskiner, væsener og astronomiske fænomener. Alle tre historier er præget af temmelig mange fortællebokse, hvor læseren for at vide hvad der sker, der selvfølgelig giver læseren en krønike-fornemmelse, der absolut er tilsigtet, men som også giver plads til en frygtelig masse klicheer og SciFi-sludder som f.eks. ”Emerging from hyperspace, the Nebulon ranger crosses the orbit of the Dxun Moon,and circumnavigates the planet Onderon and it’s wild forests to the walled city of Iziz”; og desuden bryder det kraftigt med ”Show it, don’t tell it” der gælder lige så meget for tegneserier som for andre visuelle medier som film og TV. Vurderet ud fra de her tre historier virker det ikke som om, der har været meget udvikling i galaksen mht. teknologi, arkitektur eller klædedragter over de 500 år, der er gået fra disse historier frem til filmen, og det virker egentlig lidt tåbeligt (så vidt jeg har forstået svarer et standard-år i Republikken kun til ti jord-måneder, men alligevel…). Jeg havde ikke forventet, at fortællingerne ville være decideret marxistiske i en erkendelse af, at det er materielle forandringer, der skaber ændringer i produktionsforholdende, der skaber kulturelle forandringer; men det at der tilsyneladende er total stilstand på alle områder siger ikke noget godt om den kombination af monarki og teokrati, med kun et fernis af demokrati, som republikken jo reelt er.
En af de ting, der gør de oprindelige Star Wars film så godt, er at de på en gang formår at fremvise sine centrale konflikter og karakterer klart og fokuseret, samtidigt med at får fornemmelsen af et komplekst og omfangsrigt univers med en masse underliggende problemer og relationer. Og en af de ting, derr gør den nye trilogi så dårlig er, at den gør præcis det modsatte: Den overlæsser fortællingen med en hel masse ligegyldige detaljer, samtidigt med at hele fortællingens verden gøres langt mere lineær og sort-hvid. Den dominerende historie i ”Tales of the Jedi, Volume 1”, formår at gøre noget af det samme som de oprindelige film. Den beholder sin eventyrs-karakter samtidig med at den rummer både psykologisk og politisk dobbelttydighed. Det er absolut tænkeligt, at jeg får lyst til at udforske Expanded Universe-tegneserierne noget mere; der er et utal af verdener og et utal af fortællinger at kaste sig ud i fra hele galaksens historie.
P.S. Jeg har postet denne her på Facebook for nogle uger siden, men jeg gør det lige igen alligevel: Hvis du har en time, du ikke ved hvad du skal bruge til, kan her ses meget morsom gennemgang af, præcis hvad der er galt med den nye trilogi.
P.P.S. Jeg skal huske at give props til det tyvende århundredes bedste opfindelse; Wikipedia, der har været uundværlig i arbejdet med dette indlæg og underlæsningen af tegneserien. Og som i det hele taget er en guldgrube for en begynder-nørd som mig. Der sidder tilsyneladende nogle erfarne nørder derude og skriver meget grundige og detaljerede wiki-artikler om alle tænkelige aspekter af de for en nytilkommen fuldstændigt uoverskuelige forskellige nørde-universer.
Opslag
