Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Hvis man kunne skulle bedømme ud fra udbuddet og populariteten på de danske tv-stationer, ville man nok ikke tænke, at vi levede i en guldalder for Tv-komik. Hvis man kigger på listerne over de mest sete tv-programmer, vil man se, at ingen komedieserier bare nærmer sig popularitetstoppen, og at ingen tilsyneladende kan samle over 200.000 seere pr. afsnit. Danskerne er tilsyneladende kun interesseret i genudsendelser af 90’er-sitcoms som Seinfeld, Venner og Frasier samt danske Klovn, der loopes med daglige afsnit på hver sin kanal. Det samme gør sig gældende for stadigt aktive serier som Simpsons, Family Guy og Two and a Half Men og mindre populære serier som ’Til Death og According to Jim (sidstnævnte er da også så usjov, at den knap fortjener at blive behandlet her). Hver gang en af de danske stationer forsøger sig med at lancere en ugentlig transmission af nye afsnit af en serie; The Office (US) på 3+, How I Met Your Mother på TV3, The Thick of It på DR2 osv. er det en seermæssig fiasko. Det er altså tilsyneladende ikke noget, danskerne vil ha´ og man kan derfor dårligt bebrejde Tv-stationerne at de ikke oftere forsøger sig med lanceringen af nye komedieserier, og da slet ikke er interesseret i de, der ikke er umiddelbart appellerende til de bredeste målgrupper.
Men for de af os der interesserer os for sitcom’en som genre og/eller for velskrevet, nyskabende komik, er det synd. Fordi netop nu er vi som nævnt, efter min mening muligvis i de bedste år for dette medie, der nogensinde har eksisteret. Da de shows, der udgør denne bølge, jo heldigvis er tilgængelig for folk i Danmark på DVD eller via internettet tænkte jeg, at jeg lige ville forfatte en kort guide til de vigtigste titler og forhåbentligt få ledt nogle folk på sporet af temmelig meget bedre Tv-oplevelser, end hvad de tilgængelige kanaler kan tilbyde. De fleste af de nævnte serier har oven i købet netop afsluttet deres sæson på amerikansk tv og er nu på pause, hvilket gør det nemt for nye seere at indhente dem.
I det nedenstående vil jeg udelukkende beskæftige mig med deciderede sitcom’s hvilket, jeg har defineret som komedieserier med en spille tid på ca. en halv time pr. afsnit, med gennemgående karakterer og miljøer. Sitcom’en adskiller sig således både fra sketch-komikken og de fra typisk timelange såkaldte dramedies som Desperate Housewives, Weeds, Glee, Ugly Betty osv. Jeg har desuden i indlægget her valgt at fokusere på de amerikanske serier, da det er der jeg har det bedste overblik, og derfor kun inddrager to britiske serier, selvom der sikkert er mange andre gode. Hvad der måtte findes af god TV-komik, som ikke er fra de to lande ved jeg desværre ingenting om, og jeg ville blive meget glad for evt. tips fra bloggens læsere. Endvidere har jeg valgt ikke at omtale de serier, som formentlig er mest kendte i Danmark; udover de ovenfor nævnte eksempelvis South Park.
I det nedenstående har jeg inddelt serierne i en række kategorier og som en slags forbrugerguide relateret dem til ældre mere kendte serier. Generelt set kan dog sige, at der er en række fællestræk, der gør sig til gældende for tidens sitcoms, og som på mange måder kan føres tilbage til det paradigmeskifte, som den engelske udgave af The Office udgjorde.
1) Det håndholdte kamera og det manglende latterspor er i dag normen for de bedste serier (Big Bang Theory og IT Crowd er de eneste på listen med en traditionel sitcom-opsætning med fastmonterede kameraer og latterspor)
2) Det humoristiske i pinlige situationer er langt mere i fokus for komikken i dag end tidligere. Selv om en af de nedenstående kategorier hedder ”De Pinlighedsbaserede” er det emne og et humoristisk virkemiddel, som stort set alle serierne anvender.
3) Brugen af populærkulturelle referencer som middel til at beskrive karakterer og miljø, gør at selv bifigurer er langt bedre defineret end tidligere. Hvis man holder øje vil man kunne få mange grin og god indsigt i figurernes liv og tankemåde ved at bemærke hvilken musik, de hører, hvilke berømtheder, de taler om osv.
4) I modsætning til megen 90’er-komik kan seriens forhold til sine karakterer og sin omverden ikke bare beskrives som ”Ironisk”©. Alle serierne gør en indsats for at se sine karkaterer og sin verden i øjnene og forsøger at grine med den og ikke blot ad den.
Så nu, uden yderligere forsinkelse; selve listen, inddelt i kategorier men ellers i tilfældig rækkefølge:
De Traditionelle – For dig, der kan lide Venner, Frasier, Sams Bar osv.
The IT Crowd: En britisk arbejdspladsbaseret serie om to nørder og deres ikke-nørdede chef I en virksomheds IT-afdeling. Seriens særlige kendetegn er dens balance mellem to meget forskellige typer af humor, den meget underspillede slags om livet på bunden af både den sociale og karrieremæssige rangstige; og den totalt overstyrede og gakkede der ligger i figurernes konstante sammenstød med vanvittige karakterer som en tysk kannibal eller den masochistiske netdater
Modern Family: En serie om tre familier, der også udgør én stor familie. Er kendetegnet ved sit meget veludviklede karaktergalleri, hvor samtlige 10 medlemmer af de udvidede familie faktisk i løbet af kun en sæson har haft både morsomme replikker og troværdige personligheder, hvilket gør, at de potentielle fortællemæssige kombinationsmuligheder, der findes, nærmest er uendelige.
Party Down: Serien, der omhandler de ansatte ved i cateringfirma i LA, som alle langt hellere ville være skuespillere, manuskriptforfattere eller lignende, beskætiger sig i meget høj grad med, hvad voksne mennesker gør, når de begynder at erkende, at deres ypperste drømme måske ikke går ikke opfyldelse. Det lyder måske ikke som det mest oplagte grundlag for komik, men når man parrer de forskellige karakterers forskellige reaktionsmønstre på denne begyndende erkendelse med deres konfrontation med de langt mere succesfulde mennesker som de, vi firmaet skal arbejde for
Parks and Recreation: P&R er den eneste af de nævnte serier, hvor der ikke er nogen grund til at starte forfra, hvis man vil ind i serien; den tog nemlig et dramatisk skifte i tone og indhold i pausen mellem første og anden sæson, at der næsten er tale om to helt forskellige serier; og hvor den nyeste inkarnation er langt at foretrække. Serien omhandler livet på et kommunekontor i en lille by i Indiana, og er båret af fremragende komiske skuespille i alle roller, ikke mindst stjernerne Amy Poehler, Nick Kroll og Aziz Ansari. Og så er det faktisk en serie med et både positivt og opbyggeligt livssyn kombineret med fremragende jokes og visuelle gags.
Big Bang Theory: Serien der formår at være både nørdet og mainstream på en gang. De fire nørder, der sammen med deres kvindelige nabo udgør seriens ensemble giver et godt grundlag for seriens forfattere til at skabe manuskripter, der både gør grin med nørdernes sociale problemer og ideosynkrasier, men som også tillader sig selv at være nørdet, med temmelig komplicerede jokes om alt fra tegneserier til teoretisk fysik.
De Pinlighedsbaserede - Hvis du kan lide The Office (UK), Extras, Klovn
The Office (US): De første mange sæsoner led den amerikanske udgave af The Office for meget under at ligge for tæt op af det britiske forbillede – og blegne I sammenligningen. Men nu, hvor der efterhånden er næsten ti gange så mange afsnit af kopien som af originalen er det vel på tide at begynde at betragte den i sin egen ret. Man kan sagtens springe ind i de senere sæsoner og begynder derfra. Til gengæld har serien haf tid til at udforske det komiske potentiale der ligger de mange bifigurer, og har skabt et omfangsrigt komisk univers, så det efterhånden faktisk er sådan, at man må sige at afsnittene bliver bedre, jo mindre fokus der er på de oprindelige hovedfigurer.
Curb you Enthusiasm: Også Curb… vil for mange danskere nok minde meget om noget de kender, nemlig Klovn, selvom inspirationen naturligvis egentlig gik den modsatte vej. Den seneste sæson, der omhandler hovedpersonen Larry davids forsøg på at iscenesætte en Seinfeld-reunion, for at vinde sin ekskone tilbage, er derfor et godt sted at starte, da den gennemgående historie overskinner de mest påfaldende Klovn-paralleller, og man desuden får et fantastisk gensyn med alle skuespillerne fra Seinfeld, ikke mindst Jerry selv, der yder sin sjoveste præstation i ti år.
Michael & Michael Have Issues: En serie, der er baseret på karakterer, der udspringer fra to stand-uppere, som nok kun få danskere kender, kan måske umiddelbart virke lidt svært at gå til. Men Michael Ian Black og Michael Showalters had/kærlighedsforhold til hinanden som mennesker og komikere, og deres indbyrdes konkurrence er meget morsomt og kombinerer to meget forskellige tilgange til komik i en syntetisk helhed. Og så rummer showet også nogle meget morsomme fiktive klip fra det sketch-show, som karaktererne i showet arbejder på.
De Postmoderne – Hvis du er til Seinfeld, Simpsons og Arrested Development
Community: Den forgangne Tv-sæsons helt store åbenbaring omhandler en gruppe studerende på et lidet prestigiøst amerikansk college. Sjældent har en komedieserie været så genrebevidst og så intertekstuel, og sjældent har ambitiøs, konceptuel humor; som at basere et helt afsnit på en parodi på post-apokalyptiske actionfilm givet så meget pote. De bedste afsnit af Community er blandt de bedste sitcom-afsnit nogensinde.
How I met Your Mother: HIMYM insisterer på at kombinere høj-koncept humor med avanceret historiefortælling og reel følelsesmæssig dybde. Og lykkedes med det langt oftere end man skulle tro muligt. Fortællingen om de fem hovedpersoners vej mod at finde den eneste ene anvender ofte de meste arketypiske tv-serie-plots, men formår alligevel altid at twiste dem lidt, så seeren aldrig rigtigt ved hvor fortællingen er på vej hen. Desuden er serien en af de eneste, der forstår at udnytte både sine mandlige og sine kvindelige karakterer godt.
30 Rock: Måske den eneste af serierne her på listen der I historiebøgerne vil kunne nævnes I same åndedrag som netop Seinfeld, Simpsons og Arrested Development. Serien, der omhandler personerne foran og bag kameraet på et Tv-underholdningsprogram har skabt en verden med sine helt egne regler og logikker, og med en unikt gennemarbejdet komisk vision. Afsnit af 30 Rock kan og bør genses flere gange for at få fat i den utallige, verbale og visuelle genialiteter, som serien slynger i hovedet på sine seere.
Flight of The Conchords: Allerede I sin anden og sidste minisæson tog serien et dyk i kvalitet, men den første sæson af denne serie og to New Zealandske musikeres liv i New York var formentlig nok til at den vil blive husket i lang tid. En fremragende blanding af en vanvittigt underspillet humor og historiefortælling, kombineret med nogle af de bedste sangparodier nogensinde gør, at man ikke kan blive træt af at gense de ganske få afsnit af FoTC
De Grænseoverskridende – hvis du helst vil se noget, der ikke ligner noget andet
Peep Show: Det central koncept, at alle scener er filmet fra et 1.persons perspektiv, er interessant nok i sig selv, men det bemærkelsesværdige er, at showet dermed også får mulighed for at bruge de forskellige karakterers subjektivitet og indre fortællerstemme som drivkraft i komikken. Den britiske komiker-duo Mitchell og Webb spiller hovedrollerne, og selv om det ikke er dem selv der skriver serien er det i høj grad deres sensibilitet, der skinner igennem. Ikke mindst David Mitchell, der omsætter social dysfunktion til moralsk indignation, på en måde, der er meget britisk, meget genkendelig og meget morsom.
Sarah Silverman Program: Sarah Silvermans stand-up har altid været baseret på en meget simpel grundide: En sød pige, der siger ikke-søde ting. Omsat til sitcom-formatet betyder det at hovedpersonen Sarah færdes i en verden, der er fuldstændigt omdefineret af hendes altomgribende selvcentrering. Når man kombinerer det med en humor, der er politisk ukorrekt på den gode måde, får man et show, dermåske er lidt ujævnt i kanten men som når det er bedst er overvældende og vanvittigt på en måde, som ellers kun The Mighty Boosh formår
It’s Always Sunny in Philadelphia: Serien om fem “venner”, der driver en bar baserer sin humor på en ide, der er så simpel, at den ikke burde fungere, men som gør det alligevel: En gruppe mennesker, der opfører sig so mom de var med i en Tv-serie, og de konsekvenser det får for deres omgivelser, der fungerer på en ikke-Tv-serie-agtig måde. At serien så også rummer nogle fatantstisk velskrevne replikke, en masse råberi og en ofte nøgen Danny DeVito, gør kun det hele bedre.
God Kigning!
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar