DK4 har kæmpesucces med at sende søndagskampe fra den amerikanske basketliga NBA, TV2 Zulu og senere TV2 Sport og 3+ har haft endnu større held med at satse på football-ligaen NFL, og selv ishockeyligaen, NHL er med held blevet købt til visning på TV2 Sport. Af de fire store amerikanske sportsligaer er der således kun én tilbage, som normalt ikke er tilgængelig på danske kanaler; nemlig baseball-ligaen MLB. Det er der, i hvert fald for min del, midlertidigt rodet bod på her i maj måned, hvor sportskanalen ESPN America (der er skabt til det britiske marked, men udelukkende består af amerikanskproducerede programmer og transmissioner) er dukket om som ønskekanal.
Denne mulighed for at genoplive en af mine guilty pleasures, fra da jeg var i USA, inspirerede mig til at skrive et lille defensorat for denne i Danmark så ofte hånede og misforståede TV-sport. Jeg nyder nemlig virkelig at se baseball, og har allerede siden starten af måneden fået set tre kampe, hvoraf de to var virkeligt gode eksponenter for, hvad sporten kan som tv-underholdning, når den er allerbedst. Jeg vil derfor prøve at sætte nogle ord på, hvorfor god baseball for mig at se er værd at bruge tid på, og dermed forhåbentlig også inspirere andre til at prøve at give det en chance:
1)Baseball er det mindst holdspilsagtige holdspil, man kan forestille sig. Sammenspil spiller nærmest ingen rolle, og langt det meste af kampen er langt de fleste af de 14 spillere overhovedet ikke impliceret i det der foregår. Det lyder muligvis tåbeligt, men det betyder også, at de spillere der så er i aktion, virkeligt har spotlightet på sig. Baseball har altid helte og skurke, og enhver sejr eller nederlag kan føres direkte hen til en spillers genialitet eller fejl. På den måde er spillet ubarmhjertigt, og alle spillere bliver som en målmand i fodbold: Du kan spille glimrende gennem en hel kamp, men hvis du laver én fejl på det forkerte tidspunkt, kan det koste hele holdet kampen. Det er ikke for ingenting at antallet af alvorlige fejl ”Errors” står på scoretavlen lige ved siden af antallet af point ”Runs”: Det er to sider af samme sag – nogle har haft succes og nogle fiasko.
2)Baseball kritiseres ofte for at være meget langsomt og med alt for mange pauser. Og set fra et europæisk sports-perspektiv virker det eksempelvis også absurd, at alle spillere og trænere når som hest kan tage så mange og så lange time-outs, som de synes; eller at når der foretages en udskiftning, så stopper alle de andre spillere op og venter, mens den nye, indskiftede spiller varmer op. Men den positive side af spilstrukturen er, at en kamp bliver at betragte som en perlekæde af øjeblikke af stor spænding og dramatik, med perioder af spændingsopbygning i mellem. I princippet kan hvert eneste kast blive afgørende for kampens udfald. I en brøkdel af et sekund sker der en hel masse: Kaster pitcheren hårdt eller skruet?; vælger batteren at forsøge at slå efter bolden eller ej?; dømmer dommeren bolden ude eller inde? På trods af at baseball deler beskyldningerne om kedsommelighed med cykelsporten er det to sportsgrene i virkeligheden hinandens diametrale modsætninger: Cykelsport handler om den langsomme udfoldning af et givent løbs indre logik og den enkelte rytters strategi og form; baseball handler om spilteoretisk at forudsige din modspillers næste træk og så på en hundrededel af et sekund finde ud af, om du har vurderet rigtigt eller ej med dramatiske konsekvenser.
3)Få andre sportsgrene er så præget af og bevidste om sin egen mytologi som baseball er. Alle baseball elskere har et enormt arsenal af anekdoter omkring legendariske spillere, kampe og hold, og på en hvilken som helst given kampdag vil de tilstedeværende på stadion heller have en god historie end en sejr. Byens og holdets selvforståelse såvel som den enkelte spillers personlige baggrund sætter altid rammen for den måde en sejr eller et nedrlag italesættes både i pressen og omkring vandkøleren.
4)En god spiller i MLB har et Batting Average på over .300. Det betyder at spilleren 3 ud af ti gange, hvor han har været ved battet, er kommet på første base eller bedre. Det betyder, at verdens bedste spillere mislykkedes med den ting, de ikke laver andet end at øve, 7 ud af ti gange. Det er vel ulig nogen anden sport i verden, og siger noget om, hvor svært det, spillerne gør, er. Evnen til at læse et kasts fart, retning og skrue samtidig med at bolden kommer flyvende i mod dig med 160 km/t er ganske enkelt imponerende, men understreger også, hvor kort der fra succes til fiasko. I en af de kampe, jeg så i sidste uge spurgte en af kommentatorerne det tabende holds træner, hvordan han havde det med holdets dårlige resultater. Træneren svarede bare: ”Once after a game, Hector Ramirez (en legendarisk spiller fra 60’erne) got a lift home from one of his teammates, this hotheaded young rookie. The rookie really wanted to impress the aging star, so he drove his brand new sports car to the limit on the narrow mountain roads up to Hector’s house. When they arrived the rookie asked: “How did you like the ride?” Hector replied “You nearly killed us at least a half dousing times coming up this road. If I hadn’t been batting a .134 I would have told you to slow down.”” Og det var et tilfredsstillende svar for alle.
5)I det hele taget er baseball et mekka for alle sportsfans med hang til statistik. Da kriterierne for en spillers succes eller fiasko er så præcise, bliver alt målt og vejet, med en bemærkelsesværdig detaljerigdom. I årbøger og på hjemmesider kan man læse om, hvordan en given spiller har spillet overfor høje, venstrehåndede pitchere efter solnedgang i regnvejr. Eller hvilken forskel det gør, om spilleren før ham er kommet på base eller ej. I baseball er en spiller sine stats: Ham med gode stats er en god spiller, og ham med dårlige stats er en dårlig spiller; færdigt arbejde!
6)Der er en absurd mængde kampe i løbet af en MLB-sæson. Ligaen består af 30 hold, der i grundspillet hver spiller 162 kampe fordelt over knap 7 måneder, hvilket giver ca. 4 kampe om ugen fordelt over hele perioden. Tidligere var det oven i købet ganske hyppigt, at de samme hold spillede to kampe mod hinanden lige efter hinanden på samme dag, men det er man dog ved at gå væk fra. Alligevel er det ved slutningen af sæsonen altid kun en to-tre sejre mere eller mindre, der afgør om et hold kommer i slutspillet eller ej. Dette betyder, at det er helt meningsløst at betragte nogen enkelt kamp i sæsonens første mange måneder som særligt afgørende eller som en nøglekamp; den er blot endnu et kryds i enten sejrs- eller nederlags-kolonnen. Derfor er folk meget mere interesseret i enkelte flotte spil, drama eller bare at hage en hyggelig oplevelse end i selve resultatet. Der er ikke noget med at fedte sig til et resultat, eller spille fornuftigt. Man gør det så godt man kan, og hvis det ikke er godt nok til en sejr, ja så er der jo altid en ny kamp i morgen.
Jeg håber, at de på et tidspunkt begynder at sende baseball på en af den TV-kanaler, som jeg har fast adgang til. Der er ens portsoplevelse, som ingenanden. Men det er bestemt også en man kan blive træt af: Den mangler fodbaldens nerve, footballens action, tennisens elengance, cykelløbets strategiske skønhed eller snookerens aristokratiske finesse. Men der er unikke oplevelser at hente i baseballens vanvittige insisteren på at opbygge en spændingen over minutter, dage, årtier - og så udløse den hurtigere end man kan nå at blinke med øjnene. Og man ved aldrig hvornår det kommer: Det næste øjeblik, som man ikke må gå glip af.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar