For nu at springe direkte til konklusionen, så kan jeg kun give forestillingen min varmeste anbefaling. Det er den bedste balletforestilling jeg har set i flere år, og i det hele taget den bedste sceneforestilling i rigtigt lang tid. Stykket, der naturligvis er en balletudgave af Shakespeares stykke er sat i scene og koreograferet af den verdensberømte balletskaber John Neumeier, og det var beklageligvis det første af hans stykker, jeg har set, på trods af, at han jo har statsoperaen i Hamborg som sit hjemmeteater, og at hans stykker derfor burde være ret tilgængelige.
Det overordnede koncept for forestillingen er utroligt simpelt, men alligevel utroligt effektfuldt; således at han bidrager med en masse interessante ting både visuelt og fortællemæssigt til stykket, samtidig med at han holder historien helt, så også folk uden den store balleterfaring eller Shakespeare-kendskab snildt kan følge med. Neumeier har simpelthen skilt forestillingens tre lag; det romantiske; det fantastiske og det komiske, i tre adskilte dele med hver sin lyssætning og dansestil og med musik af hhv. romantikeren Mendelssohn-Bartoldy, avantgarde-komponisten Ligeti, og folkelig lirekassemusik. Og derefter lade de tre krydsbestøve hinanden.

Ligeledes bliver forskellige roller i de forskellige niveauer i flere tilfaldet danset af den samme. Hvilket er en rigtig god ide, men har en lidt uheldig konsekvens for forestillingens helt store dansemæssige oplevelse; Tim Matiakis, der danser en fabelagtig Puk, men som i slutningen af forestillingen (og dermed til fremkaldelserne) er iklædt kongens tøj og derfor (tror jeg) ikke fik det bifald, han fortjente.
En anden af Neumeiers små genistreger, som jeg aldrig har set gjort i samme grad, er at han udnytter, de små lyde, som danserne laver, når de springer og lander som en del af det samlede lydbillede og forestillingens overordnede udtryk. Dette gøres ikke demonstrativt på Stomp!-måden, men diskret, og på en sådan måde at denne lille detalje, der for så mange er en distraktion pludselig understreger dansens magi.
Scenografien er, med få undtagelser, som en fodbolddommer; god på den måde, at man ikke lægge mærke til den. Det er dansen, musikken og magien der er i centrum. Historien i Shakespeares komedier er jo altid tåbelige, og kun interessante gennem de smukke ord. Så man skulle tro, at en ordløs udgave af ”En Skærsommernatsdrøm” burde være helt ligegyldig. Men Neumeier det kongeliges danser formår (ligesom Shakespeare selv) at gøre det modsatte; at bruge den tynde og ligegyldige historie som en modeskabers gine hvorpå man kan skabe noget, der er langt smukkere.